Læsetid: 4 min.

Reduceret Marcel Duchamp

11. januar 2001

Kunstakademiet har udgivet en bog med tekster om Duchamp af Lyotard. Måske siger det mere om Akademiets skoler, end om Duchamp og Lyotard

Kunstfilosofi
Marcel Duchamp (1887-1968) var en af det 20. århundredes betydeligste kunstnere. Før Anden Verdenskrig havde han måske især indflydelse på den dengang provinsielle New Yorker-scene, men efter krigen kom han til at danne skole for hele den nye kunst.
Jens Jørgen Thorsen skrev om ham i forbindelse med Aagaard Andersen:
»(Marcel Duchamp) har den idé, at man på samme måde som med et lysbilledapparat direkte kan projicere sin tanke ind i værket«.
Duchamps egen ambition var at genvinde erkendelsen for kunsten. Som hos Leonardo var hans kunst bestandig ufærdig og udforskende – det vigtige var ikke så meget værket, som den proces der lå bag det.
Det Kongelige Danske Kunstakademi har nu udgivet et essay af den franske filosof Jean-François Lyotard (eller rettere fem essays), hvor han analyserer og fortolker to af Duchamps hovedværker: La mariée mise à nu par ses célibataires, même og Étants donnés: 1?la chute d’eau, 2?le gaz d’éclairage (1946-1966).
La mariée... er et meget stort billede på glas, der umiddelbart virker som et slags videnskabeligt diagram eller noget andet på en gang figurativt og uforståeligt. Og Étants donnés... er en installation, hvor man ser gennem sprækker i en dør, på en nøgen kvindekrop med spredte ben.
Lyotards essay er underholdende læsning som et værk af Duchamp, hvor digressionerne er hovedteksten. Enhver association kan få sit eget afsnit, og tænkes ophøjet til emne for overvejelser. Umiddelbart kan hele teksten læses som en tilfældig række ubetydelige fragmenter – sådan som nogle vil se de skitser, Duchamp selv udgav.

Rummet og kønnet
Men ligesom Duchamps værker kan ses som én sammenhængende proces, er Lyotards essay en bestandig kredsen om Duchamps undersøgelser i rummet og kønnet. Det er da også det umiddelbart påfaldende ved værkerne, at deres fortællings-stof er køn og seksualitet, og at deres form er en leg med rumformer, en diskussion om rummets (og livets) dimensioner. Lyotard påpeger, at Duchamp har været inspireret af matematikeren Poincaré, der igen formidlede Dedekind. Lyotard citerer:
»For at inddele rummet, kræves den slags snit som kaldes flader; for at inddele fladerne, kræves den slags snit som kaldes linier; for at inddele punkterne, kræves den slags snit som kaldes punkter. Herefter kan man ikke komme videre...« Og ved at pege på Man Rays portræt af Duchamp som sit alter ego – kvinden Rrose Sélavy – åbner Lyotard en mulighed for en langt mere komplex opfattelse af Bruden i La Mariée... og den afklædte kvinde i Étants donnés..., end der umiddelbart er belæg for i værkerne.
»Ethvert par udgør en kobling mellem et bruderum og et ungkarlerum ved hjælp af et spejlmæssigt glas. Man kan bevæge sig gennem dette ved at skifte dimension, på irreversibel vis. Denne irreversibilitet er da uigenkaldelig. Lidenskabernes rum er dannet ved en sådan parring...«
Det er munter tænkning. Men som Øivind Nygård skriver i sin introduktion til teksterne, er der ikke megen litteratur om Duchamp på dansk. Derfor kan det undre, at man vælger at lægge ud med nogle rimeligt utilgængelige tekster om et par overordentligt utilgængelige værker.
Lyotards tekster forudsætter et grundigt kendskab til værkerne. Tilmed er der i bogen kun et usselt billedmateriale, der overraskende ikke omfatter La mariée..., men kun diagrammer omkring værket. Udgivelsen reducerer Duchamp til konceptualist og institutionskritiker.

Inden for kunsten
Men Duchamps kritik og opfindsomhed giver kun mening inden for kunsten. Han arbejdede med rummet, farven og figuren og med de erkendelser, han kunne finde i det arbejde. At fokusere på hans kritik og teori er en meningsløs reduktion af hans arv. Det kunne måske være spændende for helt unge elever på Akademiet og uhildede kunstinteresserede at få en elementær introduktion til Duchamp. Hvorfor har man ikke vist og beskrevet værkerne, så vi kunne forstå, hvordan han brugte materialer og komposition som redskaber for erkendelsen? Udgivelsens form kan skyldes, at Duchamp er et mysterium for Kunstakademiet, og ikke mindst, at Duchamps indflydelse på efterkrigstidens kunst er en kæmpe overraskelse på Charlottenborg. Man får den kætterske tanke, at udgivelsen er et sidste krampagtigt forsøg på at fastholde de franske filosoffers betydning, selv i forhold til et helt andet kunsterisk felt.
De skal ellers ikke stresse derinde. Duchamp troede ikke selv, et værk kunne holde mere end 50 år, og i dag har hans værker slet ikke den indflydelse, de havde mellem 1960 og 1990. Lyotards tekster er da også fra 70’erne.
Akademier skal være bagstræberiske og irriterende, det er étant donnés. Så vi må sige med Duchamp: Cela n’a pas d’importance og more os over Lyotards eksperimenter og Kasper Nefer Olsens muntre oversættelse. Det er mest i ånden.

*Jean-Francois Lyotard: Duchamp TRANSformatorerne. Oversat fra Les TRANSformateurs Duchamp af Kasper Nefer Olsen. Det Kongelige Danske Kunstakademi 2000

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu