Læsetid: 2 min.

Regn af Bodil-nomineringer

13. januar 2001

15 skuespillere blev nomineret, og dansk films blomstring gav sig yderligere udtryk i, at hele fem film blev nomineret til at konkurrere om at være årets bedste danske

Nomineringer
De københavnske filmanmeldere var fredag eftermiddag mødt op i større tal end nogensinde før for at nominere kandidaterne til Bodilpriserne for filmåret 2000. Og de kom ikke til at mangle navne til den eftertragtede pris.

God høst
15 skuespillere opnåede nominering, og dansk films blomstring gav sig yderligere udtryk i, at hele fem film blev nomineret til at konkurrere om at være årets bedste danske:
Per Flys Bænken, Anders Thomas Jensens Blinkende lygter, Lone Scherfigs Italiensk for begyndere, Natasha Arthys Mirakel og Lars von Triers Dancer in the Dark. En god høst i sammenligningen med, at det nogle gange har været svært for forsamlingen at finde bare tre værdige kandidater.
Efter Guldpalmer og andre hædersbevisninger er Dancer in the Dark selvfølgelig favorit, men modtagelsen herhjemme var blandet, og intet er givet på forhånd.

Fire til Bænken
På skuespillersiden var det da også en anden film, der blev topscorer, nemlig Italiensk for begyndere, der fik hele fem nomineringer.
De gik til næsten-debutanten Anette Støvelbæk og Ann Eleonora Jørgensen i kategorien kvindelig hovedrolle og til Peter Gantzler og Anders W. Berthelsen, der begge har mandlige hovedroller i Lone Scherfigs hverdagskomedie.
Tilmed blev også Lene Tiemroth nomineret for sit usminkede portræt af en alkoholisk og døende mor i samme film.
Men også Bænken gjorde sig stærkt gældende med fire skuespiller-nomineringer. Jesper Christensen blev i kategorien mandlig hovedrolle nomineret for sit stærkt roste portræt af drankeren, der prøver at rette op på sit forspildte liv, og Stine Holm Joensen som hans datter og Sarah Boberg som hans nabo skal konkurrere om en kvindelig birolle-Bodil.
Endelig fik Bænken med Nicolaj Kopernikus sin fjerde nominering – han blev indstillet for sin præstation som Jesper Christensens hårdt prøvede partner.

En enkelt til Dancer
Anders Thomas Jensens velspillede Blinkende lygter blev selvfølgelig heller ikke glemt.
Søren Pilmark skal konkurrere om den mandlige hovedrolle-Bodil for sit spil som bandelederen, der lægger sit liv om, og Ole Thestrup blev birolle-nomineret for sin skydeglade halv-galning, der gør livet i skoven broget for den lille gangster-gruppe.
Dancer in the Dark fik kun en enkelt skuespiller-nominering, til gengæld af en vis vægt: Det drejer sig selvfølgelig om den allerede stærkt belønnede Björk i den altdominerende hovedrolle. Også Ghita Nørby nomineredes for sin store præstation som moderen i Kaspar Rostrups Her i nærheden.
I kategorien bedste ikke-amerikanske film faldt valget på Tiger på spring, drage i skjul, Tilsammans, East Is East, Vejen hjem og Flugten fra hønsegården.
Og Bodil som årets bedste amerikanske film får én af disse film fra år 2000: American Beauty, Being John Malkovich, Magnolia, The Insider og Æblemostreglementet.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu