Læsetid: 5 min.

Rumæniens dårlige samvittighed

3. januar 2001

Marius er ni år og stukket af hjemme-fra. Nu bor han i kloakkerne under Bukarest sammen med andre gadebørn. Titusindvis af ru-mænske børn lever under urimelige forhold

PRAG – Marius er et kæmpe smil, da han ser Siluna. De giver hinanden et stort knus, og ordene vælter ud af munden på Marius. Han fortæller Siluna, der er nonne, at han gerne vil have noget mod lus og andet utøj. Det har de nemlig nede i kloakkerne, i det rum Marius og de andre børn er ved at lave til et soverum. Siluna lover at se, hvad hun kan gøre i kampen mod lusene.
En gang om ugen går hun ud for at mødes med Marius og nogle andre børn, der lever på gaden, der menes at være mellem 3.000 og 5.000 af dem. Marius og 15-20 andre børn udgør en gruppe, der bor i de mere eller mindre tørlagte kloakker under en kæmpestor rundkørsel midt i Bukarest. Gruppen ledes af en ’konge’, der organiserer hverdagen, så nogen bliver sat til at skaffe mad – det vil sige tigge om penge til det eller stjæle det, andre skal sørge for rengøring eller hvad der nu skal laves.
I græsset inde i rundkørs-len har Siluna bredt en lille dug ud. Midt på den står et
fyrfadslys, og hun har sat sig i græsset omkring dugen sammen med seks gadebørn. Mens bilerne larmende kører rundt om dem, beder de en kort bøn, og så deler Siluna brød og kiks ud til ungerne. Andre gange har hun sodavand eller måske popcorn med.
Så er det Marius kommer farende hen til Siluna, han er sent på den, så der bliver ikke mange kiks til ham. Han kom op fra et hul i jorden – hullet fører ned til kloakkerne. Op af hullet vrimler det med børn, der har hørt, at Siluna er kommet, de vil snakke og have kiks.

Et lille bitte håb
Samtidig med at børnene, langt de fleste er drenge, dukker op til jordoverfladen, breder der sig en stærk stank af lim og lak. Flere af dem bærer rundt på en lille plasticpose, de med jævne mellemrum holder op til næsen. I posen er der lim og lak, som de sniffer.
Marius sniffer ikke, så der er håb for ham, mener Siluna, der kærligt tager huen af Marius næsten skaldede hoved, og stryger ham over det hår, han ikke har. Mange af børnene sniffer for at glemme hverdagen, de døser hen, og som Siluna forklarer, så ser de farverige ting i deres rus. De bliver ikke afhængige af det, men de kan få hjerneskader.
En anden grund, til at der er håb for Marius, er, at han frivilligt kommer hen til det gadebørnecenter, hvor Siluna hjælper til. St. Macrina hedder det. Det er et center, der har plads til, at 12 børn kan bo der midlertidigt. Andre børn, sidste år over 2.800, kommer forbi af og til for at få et måltid mad, et brusebad, et tjek hos sygeplejersken, bliver afluset og måske får de en trøje eller et par sko, hvis de mangler det. Centret har også aktiviteter og undervisning til børnene, og forsøger at hjælpe dem i gang med skolegang igen. Med andre ord hjælpe dem i gang med noget, der er bedre end livet på og under gaderne i Bukarest.
St. Macrina gadebørnscentret hører hjemme under
AIDRom, en fælles kirkelig forening. Kirkelige organisationer i udlandet støtter projektet økonomisk. Fra Danmark støtter Folkekirkens Nødhjælp, mens støtten fra den rumænske stat er beskeden, selv om gadebørnscentret fejer op der, hvor staten og forældrene har svigtet.
Det skønnes, at mellem 3.000 og 5.000 børn lever på gaden, men de udgør kun en lille del af Rumæniens dårlige samvittighed. Lige efter Nicolae Ceausescus fald i juledagene 1989 kom der tv-reportager fra rumænske børnehjem, der viste titusinder af børn, der levede under kummerlige forhold. Forladte børn, syge som raske, der lå i deres egen afføring i rustne senge uden ordentlig opsyn eller behandling. Opmærksomhed og kærlig omsorg eksisterede ikke.
Antallet af forladte børn på institutioner blev dengang skønnet til at være mellem 150.000 og 170.000. Under Ceausescus styre pålagde en lov, at hver kvinde skulle føde fire børn, for diktatoren havde nationalistiske tanker og ønsker om et stort Rumænien med mange rumænere. Abort var forbudt undtagen under ganske særlige om-stændigheder. Selv om kvinderne ikke fik de mange børn, som loven pålagde dem, så kom der mange uønskede børn til verden, og unge kvinder afleverede deres nyfødte på de kæmpestore statsinstitutioner, fordi de ikke kunne magte at have børnene.
Der er færre børn på institution i Rumænien i dag, ’kun’ omkring 100.000 skønner blandt andre UNICEF i Rumænien.
Årsagen er, at flere børn bliver adopteret, og at tusindvis af børn lever sammen med plejefamilier.

Stærk kritik af staten
Liliana Andronescu er leder af St. Macrina børnecentret, og hun er en indædt kritiker af statens politik rettet mod de udstødte børn.
»De enorme institutioner for udstødte børn er blevet mindre, og på nogle institutioner er de fysiske rammer blevet bedre. Men det er, fordi udlandet har lagt pres på Rumænien og udenlandsk støtte selvfølgelig. Der er dog kommet system i plejefamilie-ordningen, og det er en positiv udvikling.«
»Men der er stadig mange institutioner, der nærmest drives som fængsler, og hvor børnene – raske børn, der er stukket af fra voldelige eller fordrukne forældre såvel som fysiske og psykisk handicappede – blandes sammen, uden de får individuel opmærksomhed. Børnene er der faktisk bare. Vi mangler uddannelse, men det er svært at give personalet skylden, for alle kæmper for selv at overleve,« siger Liliana Andronescu.
Selv om Ceausescus børnepolitik er afskaffet, så bliver der hvert år afleveret omkring 5.000 nyfødte på statsinstitutionerne, fordi forældrene økonomisk og socialt ikke kan klare opgaven at have et barn eller få flere børn.

Korrupte politikere
»Man kan sige, at den stigende fattigdom vi har oplevet de seneste ti år, er årsagen til problemet. Og fattigdommen kommer jo bl.a. af, at vores politikere er bund-korrupte, de tænker på magt, penge og hvordan de får skrabt endnu mere til sig, når de f.eks. skal gennemføre privatiseringer,« siger Liliana Andronescu.
St. Macrina tager sig af en lille bitte del af de børn, der som Marius er helt ude i tovene.
»Staten har givet op. Børnene på gaden anses bare for at være en plage og irriterende, fordi de kaster skam over Rumænien. Men det er ikke børnene, der kaster skam over Rumænien, det er politikerne, der forvalter vores land, der er en skamplet,« siger Liliana Andronescu.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her