Læsetid: 3 min.

Jeg sad sammen med mordere

13. januar 2001

Filminstruktøren Jon Bang Carlsens nye film foregår i Sydafrika

Film
CAPE TOWN – Man kan forandre sin fortid. Det er sydfrikanerne ved i et særsyn af et opgør med det faldne racistiske styre, hvor bødler og ofre mødes i en Sandheds- og Forsoningskommission. Og det ved Jon Bang Carlsen, som i forårssolen er i gang med at optage de sidste scener til en film, der i virkeligheden handler om hans egen søgen efter mening og sammenhæng.
»Jeg går altid i kirke, når jeg er i udlandet, for her kan jeg få svar på nogle af de spørgsmål, jeg fra dreng af har tumlet med. Jeg er opvokset i et ateistisk overklassemiljø, og præsten smed mig ud, fordi jeg under konfirmand-undervisningen stillede for mange spørgsmål. Siden har jeg altid savnet nogen at diskutere de store spørgsmål med,« siger Jon Bang Carlsen, som mener, at kirken i Danmark trænger til en ’kulturrevolution’, fordi præsterne er inficeret af embedsmandsvældet og kirkene omdannet til museer for tro.
Han og det sydafrikanske filmhold har i ugevis opholdt sig i det store og stærkt overfyldte Pollsmore-fængsel, der ligger midt i et rigmandskvarter i Cape Town.

Tilgivelsens vej
»De to røvere på hver sin side af den korsfæstede Kristus har altid fascineret mig, og af sådan nogle eksistenser vil jeg gerne høre, hvad de mener om Jesus. For når man kommer i fængsel, er man på vej nedad i sit liv, mod total ensomhed, og dér bliver religiøsiteten den blomst, der for mange af fangerne folder sig ud midt inde i labyrinten af håbløshed. De finder styrke i troen og begynder at opfatte fængslet som et kloster.«
Filmen, der får premiere til påske, kommer til at hedde Et portræt. Den handler om syv fanger, som Jon Bang Carlsen har fulgt gennem et halvt år. De deltager i et amerikansk-inspireret projekt, som med enkle virkemidler skal hjælpe dem til at tilgive og få bugt med sin aggresivitet.
»Fangen skal skrive lister over alle dem, han er vred på – dommeren, vidnerne, politiet, faderen eller hvem nu, der har vendt ham ryggen. Og mens de andre fanger i en slags ritual ligger på knæ og beder for ham, brænder han listen i en urne og beder om tilgivelse. Og derefter omfavner de hinanden, de macho-fyre,« fortæller Jon Bang Carlsen.

Ateistisk essay
Efter sådan en bodsgang sker der en veritabel omvendelse.
»Hovedpersonen i min film sidder og siger, at paradis er her på jorden, mens han er omgivet af 25 aids-ramte fanger.
Han kalder selv filmen for et »ateistisk essay«: »Jeg bruger fragmenter af virkeligheden til at beskrive mine egne tanker om troens væsen.«
Fangerne lever under rædsomme forhold i Pollsmore. »Alt runger. I en celle til to mand, er der stuvet 18 ind, så de må sove på skift. De store voldtager de små, og halvdelen er syge,« beretter Jon Bang Carlsen, som en dag blev meget bange.
»Fangevogterne forlod mig i fire timer, og jeg sad alene sammen med mordere. Jeg kan se på optagelserne fra den dag, at mine spørgsmål var febrilske. Men efterhånden fandt jeg ud af, at de er ærlige mennesker. Jeg har også fundet ud af, at fængslet er et billede på fremtidens Afrika, hvor alle får lige meget mad, og hvor sorte og hvide er tvunget til at leve sammen på godt og på ondt.”
Men det værste sted i fængslet har Jon Bang Carlsen imidlertid ikke besøgt. Kvindeafdelingen.
»Jeg turde ikke gå derind, for kvinderne menstruerer i takt, og i dagene før, når de har PMS, kræver selv fangevogterne løntillæg for at vove sig derind.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her