Læsetid: 4 min.

Sære eksistenser

18. januar 2001

Bagom den af tv-reklamer boostede mainstream findes stille eksistenser som Godspeed You Black Emperor, Sad Rockets og Bright Eyes, der skaber musik af tyst skønhed og stor dybde

Nye cd’er
Kigger man på den misere dele af mainstreamrocken udgør, må man spørge sig selv, hvor meget af den opmærksomhed, der bliver f.eks. Oasis til del skyldes talent – og hvor meget der må tilskrives pladeselskabshype, marketing, liggesyge journalister og selviscenesættelse. For man behøver ikke træde mange centimeter ved siden af rockens alfarvej for at finde musik, der er usigeligt mere interessant end U2, Bryan Adams, D:A:D, Bon Jovi m.fl. – udøverne af den laveste fællesnævners råk og rul, stadionpublikummets betvingere, som vil skide på at tomme tønder buldrer mest – bare de buldrer! Derudad! Forever!
Man kan ikke frakende disse artister professionalisme, og er det dét man vil have, er der ingen grund til at læse videre her, da indspilningsbudgetterne for de fleste af de i teksten nævnte artister ikke ville kunne betale en b-side til U2.
Denne musik er ikke formskåret til The Voice, P3’s dagflade eller tidens andre selvdøde radiotilbud; det er musik, der spiller samme rolle som poesien gør i forhold til prosaen inden for litteraturen: Musik til fordybelse, musik der tager tid – kort sagt, musik der kræver at lytteren kan andet end betjene remotekontrol, køleskabsdør og klaphat.
Ikke at al alternativ musik pr. definition er vidunderlig – overhovedet ikke! – men det er som oftest inden for randrocken, at der nu om stunder gøres tiltag til andet end en referatstil over de sidste 40 års stilgreb og metoder, tilsat tidens seneste producerfif. Det sker, at major label navne evner at tænke på tværs – f.eks. Radiohead, Pulp og Blur – eller at de store selskaber lancerer spændende navne, som de så siden skyndsomst drukner i støjen fra Elton John, Backstreet Boys, Helmut Loti og andre tv-reklameboostede ligegyldigheder.

Udsøgt instrumentalt
Når man hører noget så ukurant – men også dybtsøgende – musik som det kontrære canadiske 10-mands instrumentalensemble, Godspeed You Black Emperors delikate Lift Yr. Skinny Fists Like Antennas To Heaven, tager det ikke mange sekunder at indse, at den næppe nogensinde vil være at finde på hverken Fona eller Fredgaards hylder. Fire suiteagtige numre – hver på over 20 minutters spilletid, fordelt over to cd’er – viser gruppen fra en mere ambient og helstøbt side end tilforn, mindre skitseagtig og med mere plads til fordybelse og nuancer. Projektet ville i mindre talentfulde hænder nemt kunne ende som prætentiøst pladder, men kombinationen instrumenter, samples og fundne lyde går via dynamiske crescendoer, lange meditative forløb og stor lydhørhed gentagne gange op i den berømte højere enhed og efterlader denne lytter mæt … og alligevel sulten efter mere!
Også det amerikanske enmandsprojekt Sad Rockets gør sig i instrumentalmusik, om end af noget mere funky og legesyg karakter. På det afvekslende, lounge-agtige og helt igennem hjemmestudieagtige Transition leger multi-instrumentalisten Andrew Pekler sig gennem diverse stilarter, alle med karakter af filmmusik, især af noir-varianten.
Han har styr på det meste – dog ikke jazz, hvad man kan forsikre sig om ved at lytte til »Boogie Electric«, albummets eneste kikser! – men som helhed er Transition vildt vanedannende, fuld af mørke stemninger og lyse indfald, styret af en moderne psykedelisk tankegang ud fra det glade motto, anything goes. Dette er ikke computergenereret baggrundsmuzak, men den
smittende lyd af en mand, som kan spille alle instrumenter – og gør det med intensitet, glæde, indlevelse og tæft! Et superalbum, simpelthen!

Nyt pladeselskab
Et nyt og fascinerende pladeselskab ved navn Wichita har set dagens lys i England. Dets første to udgivelser er licenserede amerikanske indie-udgivelser, som dermed bliver tilgængelige i Europa uden om specialimporten og tak herren for det.
Bright Eyes er den 21-årige Conner Oberst og hans venner, hvis debutplade Fevers And Mirrors er et næsten knugende studie i sørgmod, angst og selvhad. Men derfor kan det jo sagtens være godt alligevel, og dét er det her.
Albummet lægger sig i den forpinte tradition fra brutalt ærlige og selvudkrængende enere som Syd Barrett, Nick Drake, Mark Eitzel, Plush m.fl, hvor desperat dissonans møder tyst indadvendthed og nerveraslende musik opstår. Bestemt ikke for folk, der ønsker musik af matematisk klarhed, men er man indstillet på mødet med det menneskelige element på godt og ondt, besidder Fevers And Mirrors det til overmål. Stort. Bright Eyes/Conner Oberst er et navn, hvis videre færd vil blive fulgt med største interesse herfra.
Helt i samme klasse befinder Her Space Holiday’s Home Is Where You Hang Yourself sig ikke, men mindre kan gøre det.
Endnu et enmandsprojekt hedder protagonisten her Marc Bianchi, og albummet demonstrerer, at hjemmestudiet til slige intime projekter snildt kan erstatte store professionelle ditto. Forpintheden er mindre trykkende end hos Bright Eyes, selvom smerten findes til overmål.
Pladens 11 sange fortæller tilsammen en kærlighedshistorie – den om fyren, der tror, at den eneste ene kan redde ham fra sig selv. Da han finder ud af, at det ikke er tilfældet, bliver han vred på pigen, der grundlæggende er lige så fortabt som ham selv, og sangene er så hans breve til hende.
Historien har man hørt før, men ikke helt lige som her, hvor sløve guitarfigurer clasher med diskrete programmeringer, og i processen skaber en spacet blanding af organisk og elektronisk musik, med Bianchi svævende som en såret engel henover det hele. Smukt.

*Godspeed You Black Emperor: Lift Yr. Skinny Fists Like Antennas To Heaven (Constellation/VOW)
*Sad Rockets: Transition (Matador/VOW)
*Bright Eyes: Fevers And Mirrors (Wichita/VOW)
*Her Space Holiday: Home Is Where You Hang Yourself (Wichita/VOW)
*Sad Rockets spiller på Stengade 30, Kbh. 31. mar. Be there!

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her