Læsetid: 2 min.

Saglighed frem for alt

20. januar 2001

Marianne Jelved stiller strenge krav – men mest til sig selv

Portræt
Det stille vand har den dybe grund. Dette folkelige mundheld beskriver den 57-årige økonomiminister Marianne Jelved. Hun er lavmælt, i store forsamlinger svær at få øje på. Men hun er en sejg fighter. Og hun rummer overbevisninger, som hun er villig til at løbe en personlig risiko for.
Hendes krav til politikerrollen er saglighed: At man holder sig fra falbelader og fnidder og taler om, hvad det er man vil – på en så afdæmpet facon, at det er muligt at få andre med. Det krav bedømmer hun sine med- og modspillere udfra. Taler de hendes sprog, er hun villig til at lave politik sammen med dem.
Frem for alt stiller hun kravet om saglighed til sig selv. Meget vil hun gå på kompromis om, men ikke det.
Ikke folkekær
Dermed har hun på forhånd begrænset sine muligheder for at blive folkekær. Hun kan aftvinge folk respekt. De, der kommer hende nærmest, kan komme til at beundre hende for den idealisme, der stilfærdigt flammer i hende. Eller frygte hende for den vrede, der kan slå i lys lue, når hun synes, det hele er for åndssvagt – for usagligt. Men kun sjældent formidler tv hendes indre luer. Oftest viser den et fladt billede af en docerende lærerinde.
Og lærer er, hvad hun er af uddannelse. Hun stiftede bekendtskab med politisk virke gennem lærerrådsarbejde i Gundsø, hvor hun i 1982 blev valgt til kommunalbestyrelsen.
I 1987 kom hun i Folketinget og overtog den miljøordførerpost, der var problemfyldt på grund af de radikales oprindelige stærke engagement i vandmiljøplanen. Ved de radikales indtræden i Schlüter-regeringen efter de taktiske spil ved ’atom-valget’ i 1988 blev hun formand for folketingsgruppen. Ved principfasthed og stille snilde udførte hun hvervet så effektivt, at hun ved de radikales udtræden efter valgnederlaget i 1990 kunne beholde gruppeledelsen for næsen af Niels Helveg Petersen, og dermed fortrænge ham som reel leder af partiet.
Det sikrede hende den førende position, da de radikale – med Tamil-skandalen som afsæt – i 1993 hoppede med i Nyrups regering. Jelved valgte klogeligt det lille økonomiministerium, der gav hende mulighed for at overvåge hele regeringens førelse, herunder at socialdemokraterne ikke henfaldt til fortidens løsagtighed i klapren med statskasselåget.
Jelveds hidtil største fortjeneste har været hendes makkerskab med Lykketoft i hans finansministertid. Det sikrede det politiske grundlag for dansk økonomis konsolidering gennem ’90’erne. Med Lykketofts skift til Udenrigsministeriet stod hun tilbage uden sin bedre politiske halvdel.
Samtidig var hendes gamle konkurrent Helveg gået over som fribytter i den radikale folketingsgruppe. Marianne Jelveds position blev således en anden – og mere udsat.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her