Læsetid: 2 min.

Salut for Satchmo

Radioens Big Band overvandt mange af vanskelighederne ved at præstere en hyldest til Louis Armstrong
24. januar 2001

Koncert
At fejre dette års store 100-års fødselar i jazzens verden er ikke den letteste opgave for et moderne big band som Radioens. Louis Armstrong var først og fremmest solist, ikke i videre omfang komponist, og stilmæssigt ligger han et par generationer før radio-big band’et.
Hvor anderledes med Duke Ellington, hvis 100-års dag indtraf for to år siden. Her var masser af musik at gå ombord i, musik skabt for big band og i forvejen dyrket af orkestret, hvis musikere i hvert fald omfatter en enkelt specialist (Vincent Nilsson) i at arrangere Ellington-musik.
Men vores uforlignelige radio-orkester klarede også sin nyeste udfordring med bravour. Det skyldtes dels dets chef-dirigent, Jim McNeely, der var ansvarlig for programvalget og flere originale kompositions- og arrangements-bidrag, dels anvendelsen af en amerikansk gæstesolist, trompetisten Leroy Jones, der, som Armstrong var det, er fra New Orleans.
Den snart 43-årige Jones er specielt fortrolig med Armstrongs musik (som det kan høres på hans cd Props For Pops fra 1996), men også Clifford Brown og Miles Davis er blandt hans forbilleder, og selv om han ikke er en meget original solist, er han heller ikke nogen Armstrong-epigon. Han er en fortræffelig instrumentalist, som let klarede at være aftenens hovedsolist, i øvrigt også som sanger i en Armstrong-præget, men ikke afkalkeret stil.

Fantasifuld hyldest
Til koncertens bedste orkesterstykker hørte Thad Jones’ »The Fare-Well« fra hans Suite for Pops, som uden Leroy Jones’ medvirken gav aftenen en flyvende start med bragende soloer af Steen Hansen (wa-wa basun) og Henrik Bolberg (trompet); desuden Bill Potts’ ajourføring af Armstrongs og Fletcher Hendersons »Copenhagen« fra 1924, McNeelys egen »The Power and the Glory« med blues-lån fra fem Hot Five og Seven-klassikere fra 1927-28 og McNeelys arrangement af »Hotter Than That« (Hot Five, 1927) med den berømte Armstrong-solo lunt fremført i ensemble-scatsang.
Til gengæld var brugen af latin-amerikansk rytmik her noget ved siden af, og den arkaiserende anvendelse af tuba, vaskebræt og banjo-klingende ukulele i Vincent Nilssons arrangement af Armstrongs swing-ballade, »Someday You’ll Be Sorry«, modarbejdede det tidløse i Armstrongs originalversion fra 1947. Ligesom i øvrigt trommernes markering af 2 og 4 i McNeelys på andre måder originale ensemble-version af trompet/klaver-duoen »Weather Bird« fra 1928.
Men som helhed blev koncerten en både intelligent og fantasifuld hyldest til den 100-årige, også fra orkestermusikernes side. Lad mig til sidst bare nævne den flotte, uakkompagnerede messingblæser-introduktion til McNeelys vittigt betitlede »Can’t Tell the Saints from the Sinners«, der ville have frydet fødselsdagsbarnet. Både musikken og titlen.

*Radioens Big Band under ledelse af Jim McNeely og med Leroy Jones som trompetsolist: Satchmo i 100 år, i Copenhagen JazzHouse mandag
*Programmet kan også høres på Skraaen i Ålborg i morgen kl. 20

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu