Læsetid: 4 min.

Sarkofagen

19. januar 2001

(2. sektion)

Science-fictionforfatter Pierre Christin og tegneserieskaberen Enki Bilal foreslår at udlicitere et museumsprojekt så Tjernobyl kan blive et spændende fremtidsmuseum

Fremtidsmuseum
Det ligner egentlig mest en bog for børn. Sådan et tykt, hvidt kartonomslag med stof i ryggen og en farvestrålende tegning midt på i bredformat. Tegningen er godt nok ikke så betryggende.
Den forestiller en jakkesætklædt og beslipset mand, der sidder i en læderdrejestol i en glasmontre, med truende, uniformerede vagter omkring sig. De ligner en
blanding af GI’er og SS’ere. Nogle klorofylgrønlige astronaut-lignende personer ser nysgerrigt på manden i montren.
Det kunne såmænd også godt være et eventyr for børn: En fortælling om ildsprudende drager, et land der ligger øde og forbandet hen, langt borte, og som alle har glemt, og hvor man dør en langsom og pinefuld død, hvis man nærmer sig uhyret, der ligger skjult i en kæmpemæssig grå sarkofag, et usynligt væsen, der skal leve i hundredvis af år og ustandseligt kræve nye menneskeofre.
Men det er ikke noget eventyr, uhyret ligger vitterlig spærret inde i sin 600.000 tons tunge betonsarkofag og har forinden forpestet alt og alle i mindst 30 kilometers afstand og nok også et godt stykke længere. Det bor i Tjernobyl og det hele er i allerhøjeste grad, og selvom det i al sin absurditet ikke synes muligt, en historie for voksne.

Fiaskokammer
Tegneserieskaberen Enki Bilal og den samfundsrevsende journalist og sciencefictionforfatter Pierre Christin har med denne ’børne’bog begået en lille sarkastisk genistreg.
De foreslår at gøre Tjernobyl til et fremtidsmuseum. »Det offentlige museum er en idé fra det 18. århundrede (begrebet om en encyklopædi) i en kasse fra det 19. århundrede (genbrug af palæet), og den har mere eller mindre fungeret lige op til slutningen af det 20. Fremtidens museum må indfatte den reelle tid, i et reelt rum, i stedet for som det traditionelt har været, at virkeligheden kun var til stede ved sin repræsentation,« som det står skrevet om et kommende Guggenheim-museum. Men det lever Tjernobyl langt bedre op til. Så den lækre kartonindbundne sag er altså et prospektus for et sådant fremtidsmuseum, lige midt i den industrialiserede verdens radioaktivt strålende fiaskokammer, hvor spændingen er garanteret, »det er på en gang en automatiseret fabrik, kraftværk, filmstudie, forlystelsespark og virtuelt rum, altsammen dele af modernitetens strålende struktur.«
Man sluses ind ved Checkpointet, ude i 30 km-zonen, hvor man klædes i grønne astronautdragter, og køres så i strålesikrede tog ind mod selve museet, hvor en blanding af holografier, installationer, body-art, cyberoplevelser osv. bliver taget i brug for at give gæsten en fornemmelse af hyperrealitet. Guiderne udgøres fortrinsvis af »lokale unge piger der med succes har gennemgået en strubehovedkræftoperation.«

Rundvisning
Og så kan rundvisningen starte med lidt for enhver smag. Manden i glasmontren kan man opleve i »De riges sal«, han er milliardær: »Virkelige milliardærer (i dollar) har allerede accepteret at ofre lidt af deres kostbare tid,« så folk for en gang skyld kan se disse sjældne eksemplarer, der ofte har formuer, der overstiger, hvad hele lande ejer, og som man ellers kun kender fra film eller kulørte blade.
Der bydes også på en »Glasnostsal«, en slags ideologiernes ådselskule, hvor man i 3d med baggrundsmusik bestående af remixede revolutionssange kan opleve nogle af det 20. århundredes store momenter med Lenin, Stalin og Pol Pot, en »Taliban-sal« i katedraltype, hvor ethvert religiøst overdrev kan udfoldes, og hvor et alter står klar til mirakler, en zoo med uddøende dyr og folkeslag, som man ikke må fodre, en våbensal med en række videospilmaskiner, en kosmetisk sal, hvor alle mulige kropsmæssige forandringer kan afprøves, en udødelighedssal, hvor kloning og lignende fænomener udstilles i en spejlsal med minimalistisk elektronisk musik, der kører i ring, og meget, meget mere.
Men rundvisningens højdepunkt er natuligvis besøget i SARKOFAGEN, (af græsk ’Sarkos’, kød og ’Phagein’, spise, altså ’som æder kødet’) en gysende oplevelse af død og liv, det ultimative museum, der opfylder alle krav til det nye årtusinds museum på en gang: Gravplads, fritidsfornøjelse og laboratorie. Her guides man af stalkere der alle er hyret blandt de 600.000 ’afrensere’, der nu lever (og dør) spredt over hele Rusland.

Sørgelige virkelighed
Christin og Bilals forslag er rystende absurd og logisk. Det er ud over Bilals mesterlige tegninger spækket med fotografier og kommentarer fra det virkelige Tjernobyl.
Lukningen af kraftværket, der faldt sammen med afslutningen på det sidste årtusind, bevirker, at de sidste videnskabsmænd, der indtil nu holdt øje med stedet, forsvinder. Sarkofagen var forudset til at skulle holde i 30 år. Men man forudser nu, at den højst kan holde de næste to-tre år, fordi strålingen forvandler betonen til støv. Og som miljøministeren sagde til Christin, da han forberedte sit projekt i dette så eventyrligt ødelagte hjørne af Ukraine:
»Man kan bygge en anden skal uden på denne. Men det afhjælper ikke problemet med alt det der forsvinder ned i undergrunden... For øvrigt, er De ikke science-fictionforfatter. Hvis De har en idé så kom endelig med den.«
Det er hermed gjort.

*Le Sarcophage af Pierre Christin og Enki Bilal. Ed. Dargaud, 64 s., 85 franc

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her