Læsetid: 9 min.

Serie A for begyndere

6. januar 2001

I denne weekend tager de italienske fodboldstjerner og -vandbærere fat
på det nye år. Kodeordene til en intens oplevelse er tifosi, Juve, calcio, Roma, Totti og ikke mindst biglietti. Italiensk fodbold skal ses på stadion

Allerede ved broen, der fører over Tiberen og direkte ned til det mægtige Stadio Olimpico, bliver vi stoppet af en lille, grumset mand, hvis anråb – først
»biglietti?«, så »tickets?« – virker som en magnet, og kort efter står vi og glor vantro ned i et vred billetter med teksten Roma-Juventus, diverse løbenumre, vandmærker og i det hele taget et udseende, der burde give en eventuel bedrager en pris for sublimt arbejde.
Men vi er ikke rigtig glade, Mikkel og jeg. Vi står bare og skiftevis stirrer på billetterne og på hinanden. En tre uger gammel aftale med fax til AS Romas kontor og telefonisk bekræftelse på, at vi har to pressepladser til denne klassiker, tilmed mellem Serie A’s øjeblikkelige nummer et og to, er siden Mikkels ankomst i forgårs på kafkask vis gået op i fordrejninger, udenomssnak og urimelige løgne, og nu står denne lille mand oven i købet og skriger »The game is sold out! Sold out!« Ja tak, det ved vi godt.
Vi spiller iskolde, han vil have 300.000 lire for to 40.000 lires-billetter, vi vil
højst give det halve og begynder at gå videre over broen, ned til stadion. Men vi er alt andet end kolde. Vi er rystede, desperate. Mikkel er kun kommet herned for denne kamp, især for at se Roma og deres anfører, vidunderdrengen Totti, og selv har jeg pisket stemningen i vejret med endeløs snak om de stensikre pressebilletter, der blot venter på at blive afhentet på kampdagen. Dagen i dag er kampdagen, klokken er lidt over tolv, og vi har ingen billetter. Ingen billetter. Vi er blevet taget i røven.
Vi går videre ned til stadion. Langsomme skridt. Kigger ned i jorden og tilbage mod den lille mand, som nu handler med en større gruppe mennesker. Er vores eneste chance røget dér? Langt fra, viser det sig. Promenaden ned mod Sydtribunen er proppet med små, tykke mænd med mobiltelefoner. Åbenbart ingen grænser for antallet af billetter hos disse billetmafiosos. Vi betaler 220.000 lire for to billetter, igen de billigste til 40.000 lire stykket. Jeg bemærker, vi skal sidde i kurven mellem langsiden og Nordtribunen. Heldigvis ikke bag ved målet, dér planter man nok de fanatiske Juve-tilhængere, tænker jeg.
Endelig. Vi burde være lettede, og vi forsøger at glæde os til kampen; men vi kan ikke lade være med at nærstudere de billetter og lede efter det sikre bevis på, at de er falske. Jeg har faxet og ringet og er blevet kørt om hjørner med i ét væk de sidste to dage. Nu ser jeg for mig, at vores billetter i aften går på omgang mellem et korps af storgrinende billetkontrollører, der ønsker os god tur hjem til København. Men – bliver de enige om – de er nu godt lavet, de billetter.
Vi kommer for at se fodbold. AS Roma har fået en forrygende sæsonstart og fører, før kampen mod Juventus, Serie A med seks point ned til Juventus og Bergamo-klubben, Atalanta. Skal Roma endelig, for første gang siden 1983, vinde Scudetto’en? SS Lazio, den anden klub fra Rom, vandt sidste år. »Men,« som receptionisten på Hotel Regno siger til mig, »Lazio er ikke en rigtig Romklub, det er en forstadsklub for overklassen. Bare se på deres farver, hvid og lyseblå, det er en fugls farver,« siger han hånligt og basker med armene. »Roma har Roms farver. Roma er romernes egen klub.«

Jeg har ikke tænkt på det med farverne, men det er jo sandt. AS Romas spilledragt er holdt i rødbrun, gul og hvid – de farver der gør Rom så unik, så anderledes end eksempelvis Paris. Og København for den sags skyld. Og det er også de farver, man ser i de mange boder med fodboldsouvenirs. Roma-trøjerne hænger allevegne. Især Tottis trøje er overalt, og nu også navnet på klubbens nye målkonge, den argentinske helt Gabriel Batistuta. Men det er Francesco Totti, der er byens stolte søn. Totti har altid spillet i Roma, fik Serie A-debut som 16-årig, blev anfører som 22-årig, og så er han netop udvalgt til århundredets italienske landshold af sportsdagbladet La Gazzetta dello Sport. Han er bare 24 år.
Jeg har ikke overvejet det før, men nu hvor jeg er her, kan jeg lige så godt forsøge at blive akkrediteret Lazio-Roma, søndagens storkamp, en af fodboldverdenens store lokalopgør. Og så lige nu, hvor Roma har lagt afstand til ærkerivalerne fra Lazio, som kæmper med kedelige resultater i Champions League og Serie A og også er ude af pokalturneringen. Ydermere har Lazio fået et image, som kraftigt nationalistisk, tilmed racistisk, og det image gælder over hele linjen, fra fans til spillere og ledere.
Jeg er underlig heldig. Blot et telefonopkald, og jeg finder mig selv søndag aften som tilskuer til et vidunderligt drama, da Lazio i en krigs- og festlignende forestilling møder Roma på Stadio
Olimpico. Fem dage senere kan man i
souvenirboderne ved stadion købe Roma-tørklæder og flag med påskriften Grazie Negro, Tak, Negro, en tør hilsen til Lazio-forsvareren, der scorer selvmål i Romas 1-0-sejr. Og måske også en ironisk kommentar til racismerygterne i klubben, der kun har hvide i spillerstaben. Roma har flere sorte på holdet, primært fra Brasilien, landet som Roma, siden brasilianske Falcao førte klubben til mesterskabet i 1983, har haft et kærligt forhold til.

For tredje og næstsidste gang tager vi turen til fods mellem hotellet og Stadio Olimpico. Fire timers vandring på én dag i en by, som afgjort egner sig til den form for transport, om end bemeldte rute nok er noget usædvanlig. Men vi er motiveret og mærker ingen træthed. Roma mod Juventus. For satan da, det bliver ikke bedre! siger vi til hinanden, og så bliver vi tavse og kigger ned i jorden. De billetter dér.
Jeg tager billetterne frem for 29. gang den eftermiddag. Oplevelsen med den italienske ’går-den-så-går-den-mentalitet’ sidder i kroppen. Vi er ikke sikre på noget som helst. Men så er der jo hele sceneriet foran stadion, det kan de ikke tage fra os. Og vi vil købe Roma-merchandize. Mikkel vil have en hue.
Roma-trøjen, den hvide, vil han købe ’derhjemme’ i den officielle butik på
Piazza Colonna. Jeg selv vil have en grå filthat med Roma-logo i panden. Vi taler om Zidane og Davids hos Juventus, kan de styre midtbanen. Og hvad med Totti, kommer han til at ligge helt på top sammen med Batistuta? Den er ved at være der, den rigtige stemning.
»Og Mikkel, du skal glæde dig til Roma-sangen og indmarchen og lysene og røgen og… « Mikkel peger på en stor zeppeliner over vores hoveder, den bruges til at tage luftbilleder af stadion. Vi er fremme. To en halv time før kampstart.

Vi får pølse-panino og Heineken i en imponerende bod, som mest af alt ligner et mobilt diskotek med lys og spejle og en mand i en alt for stram rød tjenervest, som står og danser til tecknomusikken, der hamrer ud mod den ivrige menneskemængde, som er vi alle små børn og det er juleaftensdag og klokken er »nu-er-der-snart-nu.«
Vi trækker tiden lidt ud og smider lire ind i diverse boder. Jeg får min filthat, Mikkel sin hue. Og så bevæger vi os ned mod indgangen. 51 står der på vores billetter. Vi skal sidde i afsnit 51E på 53. række, plads 10 og 11.
Jeg kigger op og får øje på skiltet: 51. Men jeg får også øje på noget andet. 20-25 kampuniformerede betjente med visir og hele balladen står skulder mod skulder og spærrer folk adgang til netop indgang 51.
Hvad nu? Min krop føles meget tung. Så er de altså falske, billetterne. Jeg vidste det. Der er produceret et kæmpe antal falske billetter til lige netop det her afsnit på stadion. Jeg vidste det. Fandeme om jeg ikke vidste det. Det er sidste gang, jeg besøger den her forpulede by med al deres rådne, antikke bras. Hele det her mafiabefængte u-land. Hvad fanden er der for noget?
Jeg kigger på Mikkel. Bare han ikke tænker det samme som jeg.
En grønskolling af en betjent peger på vores nyerhvervede udstyr, hue og hat, og ryster på ægte italiensk manér sin højre pegefinger fra side til side. Han ryster osse på hovedet. Og så smiler han.
Jeg ser mig omkring. Ah! Selvfølgelig. Min paranoia går en smule i opløsning. Vi er havnet i fjendens lejr. Og politiet er i virkeligheden bare nogle flinke folk, der ikke bryder sig om at se os blive skåret i småstykker, blot fordi vi er
iklædt de forkerte farver.
Her er ingen Roma-fans, men heller ingen Juventus-folk. Tilskuere, der går ind her, er neutrale i påklædningen. Juve-tilhængerne er åbenbart indenfor. Vi drikker vores dåseøl ud og sniger os gennem blokaden og viser vores billetter. Vi er inde. Gennem første tjek. Så går vi langs tribunen hen mod næste tjek og kropsvisitering. Her vælter det med sorte og hvide tørklæder, bannere, flag … hvad som helst med Juventus. Igen er det kampuniformeret politi, der fungerer som kontrollører. Jeg har fortsat et håb om at stå et mere neutralt sted.

Vi træder ud i lyshavet på dette smukke og harmoniske stadion og ser Romas farver i alle retninger. Altså undtagen i vores aflukkede sektion, afsnit 51, som viser sig at være dér, hvor de mest hardcore Juve-fans står. Og jeg mener står. Sæderne bliver kun brugt til at kaste med i løbet af kampen. Hvis man kan flå dem af. Og det kan man.
Juventus har supportergrupper overalt i Italien, og Rom-gruppen mener det seriøst. Hvilket også en større gruppe fra Winterthur i Schweiz gør. Og dem fra Torino. Vi står et sted, hvor det ville være lig med selvmord, hvis vores hovedbeklædninger faldt ud af lommerne. Og vi holder i det hele taget vores kæft. Der er over en time til kick-off, og det kunne være sjovere at gå til fodbold.
Mens vi pligtskyldigt synger med på et par Juventus-sange, vi ikke kender, bliver stadion langsomt fyldt. 82.000 tilskuere for anden kamp i træk. Nede i modsatte ende, på Sydtribunen regerer omkring 25.000 af de hårdeste Roma-fans. Jeg bliver ved med at forklare Mikkel, hvor voldsomt det lyder, hvis altså bare vi stod et andet sted end lige her i Juve-helvedet.
Indmarchen er startskuddet til et fyrværkeri af den anden verden, og pludselig giver det mening, hvorfor brandmænd minutter forinden har vandet atletikbanen bag de to mål. Den pompøse Roma-sang gjalder ud over højttalerne, og det ville risle koldt ned af ryggen på mig, hvis det ikke var fordi, vi her i vores lejr ikke hører andet end piften og buhråb.
Kampen er som ventet intens, og hver en lille fejl, en halvskidt aflevering, et lidt for langt træk, bliver straffet prompte. Det bliver en kamp, der kalder på ens nærvær samtlige 90 minutter, og en kamp, hvor Mikkel på et tidspunkt, da jeg synligt ærgrer mig over en brændt chance, siger: »Henrik, du skal nok lige holde lidt igen, hvis Roma scorer.« Han har nok ret.
Zidane viser verdensklasse i første halvleg, og Totti ender med at bliver pareret af Van Der Sar kort før tid, for så at blive udskiftet. Romas Tommasi er flyvende, banens bedste, og det hele ender 0-0. Ingen mål, men en storslået fodboldkamp i en kulisse, hvor det også gælder om at holde øje med appelsiner, mønter, flasker og fyrværkeri(!) fra Roma-tilskuere til begge sider. Og på et tidspunkt hagler det med hårde plasticsæder ned over stødpude-rækken af betjente mellem de to holds tilhængere.
Festen slutter med, at samtlige tilskuere i sektion 51 bliver holdt indespærret en time efter kampen, indtil stadion og området omkring er ryddet. Der står vi så som sammenpresset kvæg i den iskolde romerske nat og får en idé om, hvad det vil sige at være rigtige fodboldfans. Og så kan vi samtidig tænke lidt over, at vi denne jul i Rom aldrig nåede Peterskirken og paven. Men vi nåede Stadio Olimpico og Totti.
Trods alt.

Henrik Kabell er fodboldkommentar på TVDanmark 1

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her