Læsetid: 4 min.

Bliver det sjovere at stå op om morgenen?

Det må afhænge af den enkeltes humoristiske sans, om Ole Thisted skal få ret i sin forudsigelse
26. januar 2001

(2. sektion)

Fjernsyn
Ole Thisted kunne i en af ugens tv-aviser forudsige, at »det blir sjovere at stå op om morgenen«. Dvs. fra 1. januar 2002, for da vil DR – hvis de altså får lov – komme med et helt nyt koncept for begrebet morgennyheder. Jeg vil – ligegyldigt hvilken indpakning morgennyhederne tænkes serveret i – stille mig afventende overfor, om det nu også bliver så meget sjovere til sin tid at komme ud af dynerne. Det er trods alt ikke DR, der bestemmer, om nyhederne ude fra verden endsige herhjemmefra bliver gode eller dårlige. Mange af dem vil utvivlsomt komme til at stille store krav til hver enkeltes humoristiske sans, hvis Ole Thisted skal kunne hævde at have fået ret i sin forudsigelse.
Fortiden maser sig også på, især i Tyskland. Det burde den måske have gjort for over et halvt århundrede siden. Nu er det Joschka Fischers, Jürgen Trittins og andre tidligere revolutionæres 25 år gamle fortid, der rodes op i. De konservative i Tyskland, som i et stykke tid har haft det skidt, mener endelig at kunne lugte blod. De krav om bodsgang, der fra højre side i
parlamentet rejses mod De Grønnes udenrigs- og miljøministre, kan få selv Ulrich Høys hetz mod danske tidligere kommunister til at ligne leende børns boldspil på en lun, blød og nyslået græsplæne i solskin.

Speciel mentalitet
Men jeg har vanskeligt ved at greje hende dér Bettina Röhl, datter af Ulrike Meinhof. DR’s Jens Nauntofte havde hende oppe i en krog på en parkeringsplads for at presse hende for, hvad hun måtte have i posen til Joschka Fischer ud over den filmrulle, hun har – læg mærke til det – solgt til nyhedsmagasinet Stern, og som afslører ministeren i ungdommelige aktiviteter af uhøflig karakter mod politiet.
De supplerende beskyldninger, hun lod slippe ud til Nauntofte, virkede tyndbenede og utroværdige. I øvrigt skal der en speciel mentalitet til for at sælge en stribe billeder, som man ikke selv ejer retten til, for en stor sum penge. Desuden virker det påfaldende, at hun har haft disse billeder til rådighed i mere end to år, før hun slipper dem løs. Det er først i den aktuelle politiske situation, at hendes for den siddende regering måske belastende materiale kan bruges. Endelig synes hun at være i færd med for smed at rette bager. Fischer kan vel trods alt ikke gøre for, at Ulrike Meinhof forsømte sine børn.
Man spørger sig selv: er Bettina Röhl og historien om de famøse billeder mon ligeså ’plantet’, som mange mener at Monika Levinsky var?

Klogere på baglandet
Og så er vi tilbage i Guds eget land, hvor den nye præsident også virker plantet, uden tvivl af associerede til de typer, der kan have plantet Levinsky. Udefra sendte et program fra præsidentens hjemland Texas, Øje for øje, om denne stats generøse brug af henrettelser. Hvis man før havde været i tvivl, så ville man efter dette program være meget klogere på, hvad det er for et bagland, præsidenten støtter sig til. Programmet indeholdt også gode idéer til hjemlige udliciteringsfanatikere, idet det fremviste strålende eksempler på resultaterne af privatisering af fængselsvæsnet. En dybere menneskelig fornedrelse af strafafsonere skal man til autoritære diktaturstater for at finde. Det landsdækkende firma, der driver store dele af fængselsvæsenet i guds eget land, har så stor økonomisk succes, at det er børsnoteret. Måske var det en idé for danske lønmodtagerfonde at putte penge heri?
Hvis man så ellers fortsat har følt sig usikker på, hvem denne nye præsident er, så har manden jo på sine første få dage i det ovale værelse stukket linierne så kraftigt ud, at formodentlig ingen længere kan tage fejl. Her tvivles ikke på egen suveræne ret til at handle hen over hovedet på almindelig anstændighed i en til himlen rækkende magtfuldkommenhed. Det er næppe ret meget for tidligt at ønske Grønland til lykke som USA’s 51sindstyvende stat.
Jeg har nævnt det før, men har lyst til at gentage, at h v i s dette starwarsystem kommer op at stå, og hvis det kommer i brug, fordi fjerne stater finder på at sende raketter mod USA, og hvis det lykkes at skyde disse fjendtlige raketter ned, så er det os i Europa, og ikke mindst grønlænderne, der får skidtet i hovedet med dets atomare eller biologiske indhold.

I demokratiets navn
I aften kan man møde historikeren Søren Mørch i
DK4’s Bogladen i anledning af hans snart ikke helt nye bog 24 statsministre. Det handler for en stor del om, under hvilke vilkår man er statsminister i et lille land som vort. At det foregår i dyb respekt for store nabolande, tænker vi ikke så meget over i det daglige. Vi kommer naturligvis ikke igennem alle de 24 statsministre, dertil må man læse bogen. Men det er interessant, at et af eksemplerne, der bliver taget frem, er H.C. Hansen. Det var denne statsminister, der bag ryggen af det danske og grønlandske folk indgik aftalen om Thulebasen. I demokratiets navn, og amerikanerne kalder sig jo demokratiernes forsvarer, kunne man jo spørge, om en sådan aftale i al sin uopsigelighed kan være bindende for det folk, der aldrig fik lejlighed til at tage stilling til den?
Ja, man kan spørge, men det hjælper næppe stort. Dels er det, som Søren Mørch også gør opmærksom på, mange professionelle politikeres holdning, at vælgerne mangler den fornødne sagkundskab til at tage stilling. Og så må vi nok erkende, at på det globale plan er demokratiet dødt. Der gælder kun den stærkestes ret – også kaldet jungleloven eller – i de kommende fire år – The Bushlaw.
Mon det virkelig blir sjovere at stå op om morgenen?

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her