For Christian Haun Nielsen er noget af det sværeste at holde armene i ro
Litteratur
»Brygget i den 7. himmel« var Bent Vinn Nielsens overskrift til sin begejstrede anmeldelse i tirsdagens Information af den unge Christian Haun Nielsens roman nr. 2, Et sekunds orkan.
Debuten Naut blev i 1999 mødt af et fornøjet anmelderkor med Weekendavisens Lars Bukdahl i spidsen:
»Glimrende gået, unge mand, du er hermed udnævnt til officiel stuntman for den genfødte generation af fabulanter.«
Koret var ikke i tvivl om forfatterspirens store talent, men alligevel ret enige om at tilbageholde den endelige dom til efter toeren.
Har det været svært at skrive sin toer?
»Faren for mig var nok snarere at jeg blev fyldt med en alt for stor gejst efter at få
toeren afsted, da Naut var udkommet. Jeg havde faktisk manuskriptet til næste bog klar til at sende afsted. Den har vi så brugt sidste år på at finpudse, og det er i løbet af det år, at den er blevet gjort god. Jeg har heldigvis en god redaktør, og vi har strammet den op sammen. Det har jeg lært meget af. Nu har jeg slået lidt mere koldt vand i blodet,« fortæller Haun Nielsen fra sit århusianske kollegieværelse.
Hvad er der sket siden Naut?
»Det er lidt svært at forklare, for Naut var på en måde både mere kompakt og mere forvirrende end den her. Et sekunds orkan er mere realistisk, i hvert fald i den ydre form, jeg lavede mere
research og ville prøve at lave en anden form for blandet realisme og mysticisme. Den er ikke så overgearet; volden er for eksempel mere rå og realistisk, i Naut er den mere koreograferet.«
Naut benyttede sig af en god del science fiction, blandt andet inspireret af Haun Nielsens store forbillede Philip K. Dick, der skrev forlægget til Blade Runner, Do Androids Dream of Electric Sheep?
Et sekunds orkan foregår mere jordnært i det århusianske studentermiljø, selv om der er afstikkere til både stjernehimlen og Nostradamus.
Fortællingens sprog bevæger sig med stor præcision rundt mellem ungdommelige spekulationer, narkotrips, politirapporter og noget der ligner mental opløsning.
Rockbog
Er det sværere at skrive en god historie med små armbevægelser?
»Jeg synes jeg bruger meget store armbevægelser, og det vil nogen måske mene er en svaghed. Pessimister kunne kalde min stil for en slags følelsesporno, men jeg mener først og fremmest, at tingene skal kunne fungere inde i fiktionens verden. Så må man meget. Meget af min inspiration kommer heller ikke fra andre bøger i hele min gymnasietid læste jeg for eksempel næsten ingen bøger - men fra musik og fra film. Jeg henter tit stemninger fra musikken, og jeg tror, at sådan noget som rockmusik er en kæmpe, undervurderet indflydelse for mange mennesker. Den litterære verden undervurderer meget, også sig selv.«
»Jeg har allerede sendt manuskriptet ind til min næste bog, og den handler om både rockmusik og film. Den er baseret på en novellemosaik jeg lavede i 1996, men nu har jeg skrevet den om til en rigtig roman. Den har arbejdstitlen Rock Anakropolis Roll, og den handler om en verden, der findes nede under vores drømme, og hvor alle ikonerne bor: Fra William Burroughs til Marilyn Monroe. Så det har givet mig en chance til at skrive alle mine helte ind i teksten. Nu vil jeg ikke sige for meget, men den her bog udvikler sig faktisk til noget der ligner en film, hen mod slutningen. Så der sætter jeg det hele sammen.«
Det lyder ikke som om du lider af skriveblokering?
»Nej, ikke i de sidste par år! Jeg kan godt lide at fortælle historier, det er det, jeg allerhelst vil. Jeg har også tænkt på at lave film, men det er bare så besværligt. I en bog styrer jeg jo alle mine special effects helt selv. Jeg vil til at skrive noget kortprosa for at øve mig i at få lagt mine historier ned i et noget mindre format, men så længe det først og fremmest er historien, der er det vigtigste for mig, synes jeg det ville være åndssvagt for eksempel at begynde at skrive lyrik. Så skulle jeg sidde og knække mine historier op i korte linjer bare for formens skyld. Jeg vil hellere arbejde med mit sprog i romanformen og skrive det så poetisk, som den lange form
nu kan bære. Man skal jo
også kunne holde ud at læse det.«
Drømmerod
Montana-Jon, som er hovedperson i Et sekunds orkan, er splittet mellem sit kollegieliv med drømme, digte og litteraturstudium på den ene side og sit ballademagerliv med stoffer, indbrud og spænding på den anden.
Jesper Haun Nielsen arbejder på Århus Amtsvaskeri, holder pause efter to år på sit litteraturstudium, og er stadig meget glad for at bo på sit kollegieværelse.
Er Jon tæt på dig?
»Nej. Ikke bortset fra, at jeg har taget afsæt i min egen verden, før jeg har ladet min fantasi køre. Jeg synes Jon er en god fyr, men han er blevet fanget i et misbrug af amfetamin, og så har han begivet sig ud på en forkert vej. Jeg kan jo ikke sige, at han er god nok på bunden efter de ting, han har gjort, men jeg kan godt lide ham. Han er nok lidt skizofren, men det tror jeg egentlig mange af os er.«
»Jeg har aldrig selv taget alle de der stoffer, han arbejder sig igennem. Men jeg har snakket med folk, der har gjort det og i øvrigt kan du jo bare åbne din avis, læse den og bruge din fantasi. Jeg tror under alle omstændigheder ikke, at du på nogen måde kan komme i nærheden af at gengive sådan en rus, som den virkelig er. Hvis du har oplevet det selv, kan du alligevel ikke sætte ord på det. Jeg mener heller ikke, at man kun kan skrive om steder, hvor man selv har været. Nogle gange skal man selvfølgelig passe på, men rusen som jo spiller en stor rolle i min bog er en af de ting, der alligevel ikke kan udtrykkes, kun efterlignes.«
»Hvis jeg skal være helt ærlig, så tror jeg, at det at kunne skrive i høj grad er hårdt arbejde. Talent spiller selvfølgelig ind, men det kan man jo sagtens have uden at få gjort noget ved det. Eller uden at man er heldig nok til at blive lagt mærke til. Jeg har da fået min del af afslag før Naut blev accepteret, og jeg mener, at man altid kan blive bedre. Men kun hvis man er stædig og bliver ved. Jeg kunne for eksempel godt tænke mig at prøve at lave noget
radioteater kan du ikke skrive, at de godt snart må ringe?«
