Læsetid: 1 min.

Spas og alvor

3. januar 2001

Den utrættelige Ejgil Søholm sætter atter navne og datoer på et nyt år

Årbog
Er Maylands lommekalender lidt kedelig, omend funktionel? Så er der stadig tid til at investere i den kulturelle detektiv og puslespillægger Ejgil Søholms Gyldendals Litteraturkalender 2001.
Det er nu 11. år, bibliotekaren og litteraten fra Århus udgiver dette spøjse værk, som er blevet en fast årsledsager for rigtig mange spinatfugle og det, der ligner.
Som altid er værket hængt op på hel- og halvrunde mærkedage. Hvis man kigger under årets første måned, kan man blandt andet se, at Morten Korch og Thit Jensen – deres forskelle ufortalte – er født så tæt, at det ifølge Søholm må være samme stork, der er kommet med dem.
I marts bemærker vi, at forfatteren Bent Vinn Nielsen blever 50. Tænk, jeg troede, han var ældre end mig!
I samme måned falder 25-årsdagen for Tove Ditlevsens død. Det skal vi nok komme til at høre mere om.
Som sædvanlig er Litteraturkalenderen rigt illustreret med ofte kuriøst materiale. Man kan således se et tidligt skolebillede af Jørgen Knudsen og Tage Skou-Hansen, som altså har været klassekammerater i Kolding. Ser man det.
Skånet for et nøgenbillede af kollega Kristen Bjørnkjær i selskab med ligeledes upåklædte Svend Aage Madsen, Hans-Jørgen Nielsen og Dan Turèll bliver vi heller ikke. Det er fra 1971.
At Søholm har hjertet til venstre kan man blandt andet se af hans kommentarer til Bo Bojesen-tegninger af henholdsvis Mogens Glistrup (ond) og DKP-boss Knud Jespersen (mere skånsom).
Det er 125 år siden, de amerikanske indianere vandt en af deres sjældne sejre over den hvide mand ved Little Big Horn, Tycho Brahe døde af en sprængt blære i Prag for 400 år siden osv., osv. Man får meget at vide, og man er godt underholdt imens.

*Gyldendals Litteraturkalender 2001. Redigeret af Ejgil Søholm. 144 s., Ill. 149 kr.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her