Læsetid: 3 min.

Spinkel naturlyrik og benhård forkyndelse

4. januar 2001

Det er svært, at tage Peter Huss’ gudelige poesi alvorligt

Digte
Der er på en måde noget meget sympatisk ved en digter som Peter Huss, der på diverse små forlag udsender den ene digtsamling efter den anden med titler som Bygblå forvandling, Skygger af Violer og Min vandkugle i venstre hånd. Den seneste hedder Verdensrummets Sneblad – Forelskelsens Bog, intet mindre, og er ikke så væsentligt forskellig fra de par andre Huss-bøger, jeg har læst. Oftest er det spinkle digte efter Sonne-opskriften: »Start øverst til venstre, gå to,
HØJST TRE ord mod højre og hold op.« Mange af dem er religiøse på en nyromantisk måde, hvor Gud, poesi, natur og kærlighed løber sammen i en pærevælling, af og til med en nydelig metafor, men for det meste desværre i et billedsprog, der er lige så traditionelt, som det er kedeligt. Sådan her slutter f.eks. digtet »Hymnisk Salme«:
Musikken. Digtet – hænder afventer bøn,/rav i vinduet som roser i vasen,/skovjorden er fuld af blod fra unge kvinder.

Listende poesi
Med jævne mellemrum opgiver digtene ethvert forsøg på refleksion og bliver rene opremsninger af substantiver, som ikke engang adskilles af kommaer: »Ophidset kvinde reklamespot/efterårets bog ligger i kastanjerne/pludselig fugletræk Information/ribs hoste skibe/balletskoens måneskin/påfugl i have hindbærsommer« osv. Det er sådan set logisk nok, at en religiøs besyngelse af verden må tage form af en liste, for digteren selv bliver i det tilfælde blot et medium hvor, som Huss skriver, »alt strømmer igennem mig og fører til symboler,/der åbner for en større virkelighed.«
Andetsteds står der (selvfølgelig ikke uden en klædelig selvironi): »Selvfølgelig er jeg forfatter/forklarer jeg skattevæsenet/endda en betydelig profetisk digter.«

Vorherrebevares
Jeg ved ikke, hvor gode læsere de er på Huss’ lokale skattekontor, men måske kunne de fortælle ham, at en forfatter og i hvert fald en betydelig digter nødvendigvis må kunne organisere sine symboler og ikke bare kan lade dem flyde forbi i en lind strøm – og at digteren heller ikke bare kan forlade sig på den ’poetiske kraft’ enkelte gloser som sne, roser, hav, regn, aske osv. nu end måtte have.
Indimellem kommer der nogle små lyn, eller blink skulle man måske kalde dem, af noget man sagtens kunne forestille sig blive til fin poesi, som slutningen af bogen:
Virkeligheden styres af tilfældet/og af sproget/i et guddommeligt versemål./En lampe i en ukendt gæst!!
Jeg kan i hvert fald godt lide den der lampe, der lyser lidt op over de filosofiske almindeligheder, og det kan Huss sikkert også godt selv, når den får hele to udråbstegn med på vejen. Til gengæld går det helt galt når Huss bliver forkyndende. Et digt hedder simpelthen »Gud«:

Jeg kunne tale om regn, harpiks, dagen/som trosartikel for rovdyrmenneskeheden,/ mens jeg er Guds samvittighed i mine bøger,/en menneskesøn i hvid sne på pandens kumme. De fleste folk tror de kender sandheden,/men kun få har mødt drømmenes fugle i tankerne,/kun få har hjerter rene som musik fra havet,/men de frelste håber med medfølelsen for/deres medmennesker, beder om livsglæde i verden.

Er det overhovedet muligt mere for fornuftige mennesker at tale om »de frelste« uden at mene det sarkastisk? Næppe, og hvad enten man så er enig med Huss eller ej, er det jo ikke pointen – den er den simple, at man ikke kan tage den slags poesi alvorligt.

*Peter Huss: Verdensrummets Sneblad – Forelskelsens Bog. Digte med grafik af Jan Kozon. 60 s. 139,50 kr. Slot Forlag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her