Læsetid: 4 min.

Sporet fører til Milosevic

12. januar 2001

Den tidligere serbiske leder i Bosnien, Biljana Plavsic, er kommet til krigsforbryderdomstolen i Haag for at vidne mod andre serbiske ledere som Slobodan Milosevic

Rolig, men noget bleg afviste den tidligere serbiske leder Biljana Plavsic i går anklager om folkedrab og forbrydelser mod menneskeheden, da hun blev stillet for en dommer ved krigsforbryderdomstolen i Haag. Men spørgsmålet om hendes skyld er blevet overskygget af et andet spørgsmål: Hvorfor overgav den 70-årige tidligere præsident for den serbiske del af Bosnien sig pludselig og rejste frivilligt til Haag i forgårs?
Et af svarene kan være, at anklagerne ved domstolen skal bruge hendes vidneudsagn i sager mod andre højtstående serbiske ledere som Slobodan Milosevic eller Radovan Karadzic, der begge er på fri fod. Hun skal også vidne mod Momcilo Krajisnik, som var tæt knyttet til Radovan Karadzic, og som i dag sidder i fængslet i Haag.
»Biljana Plavsic har indgået en aftale med anklagemyndigheden, så hun slipper med en mild straf mod at vidne mod Milosevic, Karadzic og Krajisnik,« siger redaktør Gordana Igric fra netavisen Balkan Crisis Report i London. Hun siger, at oplysningerne er bekræftet af to uafhængige kilder: en i regeringen i Banja Luka i den serbiske republik i Bosnien og en anden kilde i den jugoslaviske hær i Beograd.
Ifølge hendes oplysninger kontaktede anklagemyndigheden Plavsic i november for at få hende til at erklære sig skyldig og slippe for en mildere straf mod til gengæld at vidne mod andre serbiske ledere. »Hun er meget stædig og nægter enhver skyld. Efter en måneds forhandlinger blev hun truet med, at hun ville blive anholdt af NATO-styrker, og da indså hun, at hun ikke havde nogen udvej,« siger Gordana Igric til Information.
Chefanklageren ved domstolen, Carla del Ponte, har nægtet, at der er indgået en studehandel med Biljana Plavsic. Men Gordana Igric siger, at »Carla del Ponte bliver nødt til at afvise enhver tale om studehandler. Det må hun som chefanklager ikke gå med til.«

Milosevic nervøs
Gordana Igric, der er serbisk journalist og menneskeretsaktivist, siger, at Biljana Plavsic må sidde inde med belastende viden om Milosevic og de serbiske ledere i Bosnien.
»Plavsic var med i den øverste ledelse. Selv om hun måske stod uden for afgørende beslutninger, så kendte hun til arbejdsgangen fra møder. Hun kan for eksempel have hørt Karadzic sige, at Milosevic har ringet, eller at general Mladic har sagt, at han havde talt med Milosevic dagen før,« siger Gordana Igric.
Hun peger i øvrigt på, at Biljana Plavsic har nægtet at vidne mod general Mladic, som hun betragter som en hædersmand. Mladic var chef for serbernes hær i Bosnien. Han er også tiltalt for omfattende krigsforbrydelser i Bosnien, men er på fri fod.
Biljana Plavsic kan derimod have sine grunde til at vidne mod de andre serbiske ledere, som hun hader. Hun betegnede allerede i 1991 Milosevic som en kommunist. Hun er også blevet uvenner med Karadzic og Krajisnik, som hun beskylder for at være gennemkorrupte.
»Det er helt klart, at Milosevic er blevet nervøs over, at Plavsic er kommet til Haag,« siger Gordana Igric.
Også menneskeretsforkæmperen Sonja Biserko mener, at Plavsic kan levere afgørende vidneudsagn mod Milosevic. »Plavsic var en af tre toppolitikere i den serbiske del af Bosnien. Hun må vide noget om kommunikationen mellem Milosevic og den serbiske ledelse i Bosnien,« siger Sonja Biserko, der leder den serbiske Helsinki Komite.
Sonja Biserko peger på, at timingen er meget vigtig.
»Anklagerne i Haag er ved at udvide anklageskriftet mod Milosevic,« siger hun. Chefanklager Carla del Ponte sagde den 20. december, at anklageskriftet mod Milosevic, der kun omfatter krigsforbrydelser i Kosovo, »ikke repræsenterer den fulde udstrækning af vores arbejde.«
Hun siger, at hendes medarbejdere undersøger, hvor meget Milosevic har været indblandet i krigene i Bosnien og Kroatien.
Carla del Ponte kommer i øvrigt til Beograd senere på måneden for at prøve at overtale de nye magthavere i Serbien til at lade Milosevic retsforfølge i Haag.
De nye serbiske ledere, der væltede Milosevic i oktober, kræver, at en retssag mod Milosevic skal holdes i Serbien og ikke i Haag. Mange serbere anser krigsforbryderdomstolen for at være anti-serbisk.
De nye ledere i Serbien har været afdæmpede i deres reaktion på Plavsic’ rejse til Haag.
»Det er et personligt valg,« siger den jugoslaviske indenrigsminister Zoran Zivkovic, der dermed undgår at anerkende krigsforbryderdomstolen. »Det er klart, at Plavsic’ rejse til Haag har lagt yderligere pres på de nye ledere for at sende Milosevic til Haag,« mener Sonja Biserko.
Hun tror ikke på en aftale mellem Biljana Plavsic og anklagemyndigheden i Haag.
»Hvorfor skulle anklagerne gå med til det? De kunne bare lade hende anholde af NATO-soldater,« siger hun.

Ansvar for udrensning
Ud fra anklageskriftet mod Plavsic er der ikke meget, der tyder på, at hun kan vente en mild straf. Anklageskriftet, der blev offentliggjort i går, fylder 14 sider og omfatter et stort synderegister fra drab på muslimer og kroater til fangelejre og mishandlinger i begyndelsen af krigen i Bosnien.
Som medlem af ledelsen for serberne i Bosnien er Biljana Plavsic blevet gjort ansvarlig for serbernes uhyrligheder.
Men Gordana Igric peger på, at i to andre tilfælde har tiltalte krigsforbrydere sluppet med milde straffe ved domstolen i Haag mod at vidne mod deres overordnede. Den ene af dem, serberen Stevan Todorovic fra Bosnien, nægtede sig skyldig, men i sidste måned ændrede han holdning. Han anerkendte sin skyld i en anklage mod, at anklagerne droppede 26 andre anklager.
Stevan Todorovic skulle til gengæld stille op som »et vigtigt vidne i en meget vigtig sag,« fortalte chefanklager Carla del Ponte senere.
Ifølge Balkan Crisis Report drejer det sig netop om sagen mod Momcilo Krajisnik, der allerede sidder i Haag. Biljana Plavsic skal for retten sammen med Krajisnik.
Men sagen mod Krajisnik bedømmes som svag af netavisens kilder blandt advokater i den serbiske del af Bosnien. Derfor har det været vigtigt at få Biljana Plavsic til at vidne mod Momcilo Krajisnik, siger Gordana Igric.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her