Læsetid: 2 min.

Vi står lige strax af

19. januar 2001

(2. sektion)

Det kommer bag på P3 hver formiddag, men radio er mere end lyde i luften

Radio
»Velkommen til Strax, programmet uden en kending.«
Gennem min morgensøvn slipper ordene ind, og de bliver siddende i hovedet mens jeg vågner. – Det var alligevel ærlig snak? Strax har altså endelig overgivet sig til den fuldendte identitetsløshed. Efter otte år på P3, i en fortvivlet kamp for at finde et nyt emne at faxe med lytterne om hver dag, og på en støt glidebane fra det hovedsageligt journalistiske mod det rene tidsfordriv (senest markeret ved, at Jonas Beha-Erichsen er blevet erstattet af Lars Hjortshøj efter nytår), har Straxredaktionen erkendt, at man overhovedet ingenting vil andet end at udfylde tidsrummet 9.10-12.00 på ugens fem hverdagsformiddage.
Kort efter fortæller man mig, at programmet uden en kending blot er programmet uden en kendingsmelodi. Der er ikke tale om en indholdsdeklaration. Kendingsmelodien skal lytterne sende ind til det store kendings-melodigrandprix, og hvis De læser denne anmeldelse over morgenkaffen, kan De tænde og høre, hvem der har vundet, for det bliver udråbt i dagens udgave af Strax. Herefter ophører Strax altså med at være programmet uden en kending. Eller hvad?

Interaktiviteten
Strax’ kendetegn er interaktiviteten. I begyndelsen var programmet baseret på faxmaskinen, sidenhen har email og internet også her gået sin sejrsgang. Jeg har ladet mig fortælle, at der er over 100 deltagere i kendingsmelodigrandprixet.
Mere end en halv million lytter til Strax. Om torsdagen sender vi for eksempel spørgsmål ind til en brevkasseredaktør, vi ikke ved hvem er. Spørgsmålene kan altså ikke opfylde det behov, at der er noget bestemt, vi gerne vil vide. De kan opfylde det behov, at vi gerne vil stille et spørgsmål i radioen, at vi gerne vil sige noget, det er lige meget hvad, bare det bliver sagt. I radioen.
Interaktiviteten er måske kendetegnende for Strax’ form, men der er ingenting, der kendetegner dets indhold. Konsekvensen af den kendingsløshed er, at radioen mister enhver mening og bliver til lyde, lyde i luften.
Med mine 25 år er jeg så privilegeret (lidt endnu) at befinde mig i den til guldkalv ophøjede ungdomsmålgruppe. Jeg kan godt lide radio, der er lavet af nogen, der har noget, de gerne vil sige. Inden for denne kategori falder old school-klassikere som Alfabet og det hedengangne Hot & Sweet med Peter Tage. Men også P3-udsendelser som Funkshowet og Børneradio. Kendetegnende for disse programmer er, at de, der laver dem, har en idé om, hvad de vil sige, før de går i studiet. Og at der deraf udspringer en begejstring eller ekspertise, der hiver mig med ind på noget, der måske slet ikke er min hjemmebane.
Dette er ikke endnu en protest mod Radio Uptown-iseringen af P3 eller P3-iseringen af P1. Også P1 kan skyde med vel mange spredehagl på for kort tid.
Som for eksempel i morgen, hvor De klokken 9.10 kan åbne for Kulturpassagen og blive klogere på: 1. flirt, 2. kinesiske unge og 3. Willie Nelsons Redheaded Stranger. I lørdags var det Ørestaden, film og minareter. Da for jeg vild i informationsstrømmen. Men bliver emnet taget seriøst, selv når det skal være sjovt, kan min radio lokke mig med på mange eskapader.
Så er det nemlig, at underholdning holder op med at være tidsfordriv.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her