Læsetid: 3 min.

Statens Luftfartsvæsen brød reglerne under flyveprøve

To kontrolinspektører tvang aspirant til at lande på ukendt landingsbane i hårdt vejr under flyveprøve
31. januar 2001

.

Hård landingVejret var egentlig for dårligt til at gennemføre flyvningen den søndag i februar 1999.
Det gjorde den 44-årige aspirant, som skulle op til flyveprøve, allerede opmærksom på under briefingen med de to luftfartsinspektører fra Statens Luftfartsvæsen (SLV), da de mødtes søndag morgen den 7. februar 1999 på flyvepladsen ved Roskilde.
Opgaven var en flyvning til Nakskov på Lolland. Men eftersom flyvepladsen dér er en selvbetjeningsplads, hvor man ikke kan få oplysninger om vind eller om landingsbanens tilstand, konkluderede han, at flyvningen ikke kunne gennemføres. I øvrigt var landingsbanen for kort til, at man kunne lande, hvis man skulle tage højde for den sikkerhedsmargin, man er nødt til at lægge ind, når man skal lande et fly på en våd og glat bane.
Da de tre mænd var færdige med den teoretiske overhøring, som indleder den praktiske flyveprøve, konkluderede den 44-årige, at »det desværre ikke blev til flyvning den dag«, som det siden kom til at stå i havarirapporten. På det tidspunkt var det begyndt at sne i byger.
Men det lod de to kontrollanter fra SLV sig ikke anfægte af. De genoptog i stedet den teoretiske overhøring, og efter at der var indhentet nye oplysninger om vejret fra Kastrup Lufthavn, besluttede de to SLV-folk, at flyvningen skulle gennemføres.
Der var tale om en dobbelt prøve i den forstand, at det for det første var en prøve i den 44-årige aspirants flyvefærdighed. For det andet skulle en 54-årig luftfartsinspektør fra SLV – som bisidder på et passagersæde bag i kabinen – kontrollere, at hans kollega, en 51-årig luftfartsinspektør fra SLV, var dygtig nok til at kontrollere prøven.
De tre mænd lettede fra Roskilde i det lille Reims Aviation F 177RG-fly klokken 10.13.
Flyet bevægede sig i cirka 360 meters højde først mod Køge, men over Herfølge var sigtbarheden blevet så ringe, at flyet måtte ned i 270-300 meters højde. Derefter besluttede aspiranten at vende tilbage til Roskilde. Men det fik han ikke lov til af de to SLV-folk. De meddelte i stedet, at »den ene passager var blevet dårlig og gerne ville flyves til Holbæk for videre transport til sygehus«, som der står i rapporten.
Aspiranten tilbød at flyve til det mere nærliggende Roskilde, hvor der også ligger et sygehus, men det sagde SLV-folkene nej til.

Skiftende vejr
Aspiranten styrede nu det lille fly mod Holbæk. Det skiftende vejr gjorde det nødvendigt jævnligt at ændre højde, og vejret forhindrede ham i at flyve ad en direkte linje.
Det var nyt for aspiranten, at flyvningen skulle gå til Holbæk, hvor han aldrig havde landet før. Han havde ingen oplysninger om landingsbanen der. Selv om kontroltårnet i Roskilde gav ham radiofrekvensen til flyvepladsen, lykkedes det ham ikke at få radiokontakt til Holbæk.
Aspiranten havde nu fået den opfattelse, at øvelsen gik ud på at finde Holbæk Flyveplads for derefter at vende tilbage til Roskilde, men den 51-årige SLV-luftfartsinspektør insisterede på, at flyet skulle landes i Holbæk.
Uden at kende landingsbanens tilstand blev aspiranten – konkluderer rapporten – presset til at lande i Holbæk.

Mark med vintersæd
Landingen skete med for stor højde og fart med det resultat, at flyet på den våde og isede græsbane fortsatte sidelæns 90 meter ud over landingsbanens kant og havnede i en mark med vintersæd.
Det noget aparte forløb vakte interesse i Havarikommissionen, hvis to havariinspektører ankom til stedet tre timer efter havariet.
Men det blev en havariundersøgelse med forhindringer, fortæller den daværende havarichef Jørn Madsen:
»I SLV reagerede man meget stærkt på vores undersøgelser af Holbæk-sagen. For første gang oplevede SLV reelt, at Havarikommissionen under en undersøgelse forholdt sig kritisk til organisationen SLV,« siger den afskedigede havarichef Jørn Madsen.
Han oplevede, at SLV lagde kommissionen hindringer i vejen, da omstændighederne omkring havariet skulle klarlægges.
Det hører med til historien, at den 51-årige SLV-kontrollant, der var var til prøve, fra 1993 til 1998 var ansat i havarikommissionen. I 1997 søgte han uden held det job som overhavariinspektør, der gik til Jørn Madsen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu