(2. sektion)
Nedslag
Et vistnok pålideligt rygte vil vide, at når det planlagte samarbejde mellem svenske Telia og norske Telenor gik i vasken, så skyldtes det en fejlagtig oversættelse til svensk. Begge versioner af aftalen var nemlig oversat fra engelsk. Men bagefter manglede den svenske tekst nogle afgørende punkter.
Det er den norske forfatter og litteraturkritiker Espen Stueland, der bringer historien til torvs i et nyt nummer af tidsskriftet Vagant, et bugnende dobbeltnummer helliget skønlitterær oversættelse. Han tilføjer, at den svenske versions mangler skyldtes brugen af saks, som vinder over papir, som vinder over sten, for den sags skyld. Også over guld og dermed kapital. Dermed leder Stuelands essay over i et bidende, bittert kritisk indlæg om norske forlags oversættelsespolitik af forfatteren Terje Holtet Larsen. Men samtidig lægges der op til en filosofisk og æstetisk drøftelse af oversættelsens væsen.
En anden fin fortætning af oversætterens dilemma er indeholdt i det velkendte italienske mundheld Traduttore, traditore (oversætter, forræder), der kommenteres fyldigt af danske Peter Larsen. Det siger, hvad alle ved, at enhver oversættelse er et forræderi mod originalen. Men mundheldet er også et talende bevis på sig selv. For »uanset hvordan man end vender og drejer ordene på dansk, norsk, engelsk, tysk osv., så finder man aldrig noget, som kan erstatte den oprindelige form, man klarer aldrig at oversætte hvordan det sagte siges.«
Når dette er sagt, bør det imidlertid tilføjes, at udsagnet samtidig modsiger sig selv. For hvad er det, ordspillet demonstrerer? Jo, »at oversætteren er ligesom, men ikke identisk med en forræder.« Selvom oversætteren umiddelbart ligner en forræder, »så er dette ved nærmere eftersyn kun en overfladisk lighed, en tekstlig illusion: Der er faktisk et par vigtige fonetiske forskelle (u/i, tt/t), som skiller dem fra hinanden.« Oversættelsen er både umulig og mulig, det er denne dobbelthed, der netop ikke kan oversættes.
De forskelle, der skiller det danske sprog fra det norske, er så små, at ingen, der interesserer sig for litteraturen og dens væsen, bør afholde sig fra at forsøge at få fingre i Vagants dobbeltnummer. Det koster 130 norske kroner og er en kæmpe foræring.
