Læsetid: 3 min.

Det store i det små

8. januar 2001

Folk vader ofte fortravlede forbi uden at ænse, at lige foran dem åbenbares ’Det store i det små’. De daglige vitaminpiller kan opleves overalt, også en almindelig lørdag på grønttorvet i Odense

Mirakler
Jeg bor i Odense, og i forleden lørdag var jeg på grønttorvet.
Fra den gamle del af torvet, Sorte Brødre Torv, strækker grøntboderne sig ned langs Kasino Odense, Odense Kongreshotel og Koncerthuset.
De ældste, mest velestimerede boder ligger øverst på det gamle Sorte Brødre Torv, hvor det gamle teater og
Fyens Forum engang lå, og nede i ’bunden’ ved parkeringspladserne ligger indvandrerboderne.
På grønttorvet har vi vores yndlingsboder: Marmeladedamen, med egne marmelader; Æggemanden, som altid forsikrer, at han har gemt de største æg til mig; Agurkedamen, som altid skal slå en sludder af om vejret; Blomsterpigerne i hjørnet; Anders’ økologiske bod og en indvandrerbod med et ekstra skilt på bananerne: Stenfri.
Jeg var så dum en dag at driste mig til at gøre indehaveren opmærksom på, at der da ikke er sten i bananer. Han smilede til mig, blinkede med det ene øje og sagde: »Indvandrere har også humor!«

Yndefuldt teater
Midtvejs nede langs muren op til Kongreshotellets udendørs café havde en ung fransk kvinde stillet sig med sin cykel. Foran på cyklen sad et lille skilt, hvorpå der med sirlige bogstaver var malet: Théâtre de Marionettes... et eller andet.
På brostenene havde hun stillet en stor nøgen gren, hvorpå der hang en slags brødfrugt, og foran stod en lille olielampe med ild og en kobberskål med vand. Fra en gammel båndoptager flød der bløde Joni Michell-toner ud omkring os nærtstående.
En vidunderlig helt lyseblå marionet-kvinde lod hun langsomt gå op i en lille rispapirskærm. Den blå kvinde lagde sig graciøst ned på knæ, trak skærmen op om sine skuldre og forsvandt som i en hule-fugle-rede.
Musikken ændredes til meditationsmusik med dis-
krete bongotrommer.
Den blå kvinde kræver en nærmere præsentation. Hun havde et på én gang uskyldigt og sørgmodigt ansigt med nedslåede øjne. Hun bar en nedringet bluse og hendes hængebarm var netop så lang, så man kunne sætte alder på hende – midt i 50’erne, vil jeg tro. Hendes fødder og hele krop bestod af flere led, og øverst svævede hendes hoved.
Hun rejste sig langsomt. Hendes bevægelser var yndefulde, værdige og skrøbelige. Hun dansede/svævede lidt rundt foran grenen, satte sig på knæ og drak lidt vand med hånden fra kobberskålen.
Så dukkede der en brunlig mand frem bag grenen. Han var yndefuld og nærmest dirrende. Han hoppede adræt op og satte sig på grenen, hoppede ned igen, smagte lidt på brødfrugten fra grenen og dansede hen til olielampen. I den ene hånd holdt han en lille stang med en klud på. Denne stak han ind i flammen og tog ilden med sig i sin dans. Vi holdt vejret! – Bare der nu ikke gik ild i snorene eller grenen eller i den franske kvinde, som gik behændigt og ubemærket bagved.
Denne ild-dans var noget af det smukkeste, jeg længe har set. Efter graciøst at have svævet omkring lagde han sig til sidst ned og lod den brændende stang hvile på en bunke småsten.

Rumpe-dans
Så kom en lille danserinde frem. Hun bestod af et bedårende, lidt asiatisk udseende hoved, kroppen lignede nærmest en samling stofstrimler fæstnet under hovedet.
Hun dansede, og pludselig vippede hendes rumpe sensuelt op og ned til bongo-
slagene i musikken. Det fremkaldte spredt latter blandt tilskuerne. Det var overraskende og dristigt! Efter sin rumpe-dans endte hun liggende henne ved ilden.
Den blå kvinde gik forsigtigt hen til hende. Samtidig med at hun lagde sig på knæ lyttende til hendes hjerte, strøg hun med skælvende hånd hen over hendes hoved, hvorefter hun sank sammen over hende. Der gik et suk gennem tilskuerne.
Til sidst sneg en flot, lidt skræmmende herre sig ind. Han var klædt som en østerlandsk, mystisk troldmand med snabelsko og vinrød velourjakke. Han virkede som en beskuer af sceneriet, der stadig dirrede i cirklen – eller snarere – som var det ham, der styrede det hele.
Forsigtigt lavede han magiske bevægelser med hånden over de liggende. Så var det slut!
Jeg var lige ved at græde. Denne ’forestilling’ var et lille mirakel, som var gået lige ind i hjertet på én.
Oplevelsen stod i kontrast til Kongreshotellets fine polerede facade, og de mennesker, som ikke standsede op, men fortravlede vadede forbi uden at ænse, at lige foran dem åbenbaredes ’Det store
i det små!’ I Odense – en almindelig lørdag på grønttorvet.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her