Læsetid: 4 min.

Stormen mod Fischer løjer af

10. januar 2001

En undskyldning, en besindig betjent og chefens ubetingede tillid rækker til at stoppe angrebene på den tyske udenrigsminister. Journalisten Bettina Röhl skriver til nationen
Af
BERLIN – Joschka Fischer (De Grønne) har talt med den betjent, han i 1973 har slået og sparket. I går meddelte en talsmand for det tyske udenrigsministerium, at ministeren og den daværende betjent Rainer Marx talte om tiden dengang og om ’situationen’. De aftalte også at mødes personligt – men endnu ligger ingen dato fast.
Den i dag 48-årige Rainer Marx er pensioneret og bærer ikke nag. Da han genkendte sig på billederne af overfaldet, sagde han, at »i lyset af Fischers politiske bedrifter må man tilgive ham. Alle begår ungdomssynder.«
Også forbundskansler Gerhard Schröder støtter Joschka Fischer – og med ham det meste af befolkningen. I følge en meningsmåling, omtalt i Süddeutsche Zeitung i går, mener 82 procent af tyskerne, at en voldsepisode for 27 år siden ikke er grund nok til at træde tilbage.
Dermed synes stormen mod udenrigsministeren så langsomt at løje af, selv om journalisten Bettina Röhl har indgivet politianmeldelse mod ham.
Röhl mener, at Fischer er skyldig i mordforsøg, fordi han var en af anførerne for den gruppe Frankfurt-aktivister, der i 1976 menes at have kastet en molotov-cocktail mod en politibil og dermed være skyld i en betjents livsfarlige forbrændinger. Betjenten led så meget, at han bad sine kolleger om at skyde sig.

På nationens vegne
Bettina Röhl siger, at hun har beviser for sine anklager mod Joschka Fischer, men at hun af hensyn til opklaringen ikke kan offentliggøre dem.
Den 38-årige journalist og datter af terroristen Ulrike Meinhof giver ikke interviews, men i forgårs henvendte hun sig til nationen gennem et åbent brev til landets statsoverhoved, forbundspræsident Johannes Rau.
»Fischers forsøg på nu at undskylde sig ved at mødes med betjenten Rainer Marx er et pinligt reklamenummer. I 27 år har han vidst, at betjenten hed Marx – det har Sponti-miljøet (Fischers politiske fraktion dengang, red.) grinet af siden 1973,« skiver hun.
»Fischers groteske og latterlige såkaldte undskyldning – som han tænderskærende siger, gjorde det mest ondt på ham, da han sårede mennesker alvorligt – er en utålelig farce og rent teater.«
Når Rainer Marx alligevel tager imod udenrigsministerens undskyldning, vidner det om samfundets »tilgivelsespres på traumatiserede ofre,« mener Röhl.
Hun lægger ikke skjul på, at Joschka Fischer er målet for hendes aktion, der startede med nyhedsmagasinet Sterns offentliggørelse af fem pressefotos, hun havde fundet frem.
»Han var upolitisk, apolitisk, han var besat af vold, uden at ville have andet ud af den end personlig magt over sin omgangskreds. Dette meningsløse liv reduceret til politisk attitude holder intet virkeligt normalt menneske til, efter min mening, det skulle da lige være fordi, han havde lyst til det.«
Om sine motiver for angrebene mod Fischer skriver hun:
»Jeg bliver i nogle e-mails spurt, hvad mit motiv er. Sandheden i sig selv er motivet, så det eneste passende spørgsmål kan alene være, hvorfor vil nogen undertrykke sandheden eller ikke tage den til efterretning?«

Angreb på 68
Hen mod slutningen af sit lange brev, der ville kræve to helsider at aftrykke i Information, henvender hun sig direkte til nationen:
»Jeg vil gerne på dette sted sige til landets borgere, at vicekansler Josef Martin Fischer kan vise sig at være en af republikkens mest overvurderede politikere. Og det ville ikke være nogen politisk ulykke, om Herr Fischer gik af og stillede sig til rådighed for en retssag, der kan kaste lys over en del af hans fortid.«
Det har været fremført, at Bettina Röhl via sine angreb på Joschka Fischer forsøger at hævne sig på sin mor, Ulrike Meinhof, der forlod hende til fordel for den politiske kamp og siden tog sit eget liv.
Disse spekulationer kommer Röhl ikke ind på, men hun retter et hånligt angreb mod den generation, både Ulrike Meinhof og Joschka Fischer tilhører:
»Min mailbox er fuld af positiv og forbløffende velinformeret støtte. Men der er også de evigt fortidige, som er slumret ind på venstrefløjen, som ingen pejling har mere, og som ikke er kommet sig over deres mislykkede seksuelle revolution. De klæder deres angreb på min person i 68’ernes køkkenpsykologi, der for det meste foregik i bukserne.«
På hjemmesiden har hun også lovet at lægge bl.a. en super8-film frem, som vil gøre en ende på Fischers karriere. I løbet af weekenden blev det klart, at det drejer sig om film, hun har lånt af tv-stationen ARD, men aldrig leverede tilbage.
Da ARD blev klar over, at hun nu tilbød filmene på det fri marked for eksklusivt billedmateriale, blev hun stillet til regnskab.
I første omgang forsøgte hun at slå en handel af med stationen; den kunne få filmene tilbage, hvis hun fik sendetid.
ARD afviste.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu