Læsetid: 3 min.

Storsejr til thailandsk rigmand

9. januar 2001

Milliardæren Thaksin Shinawatras parti står til absolut flertal i parlamentet, men korruptionssag truer Thaksins politiske fremtid

Weekendens parlamentsvalg i Thailand gav en overraskende stor sejr til milliardæren Thaksin Shinawatra. Selv om det endelige resultat ikke er kendt endnu, står Thaksins parti, Thai Rak Thai (Thaier elsker Thaier), til at opnå flertal med 254 ud af parlamentets 500 pladser. Et resultat, som et parti aldrig tidligere har opnået i Thailands nyere historie.
Den uventede storsejr er på én gang både godt og dårligt nyt for Thailand. På den ene side burde det betyde, at Thaksin nu kan danne en solid koalitionsregering og som regeringsleder sætte sig i spidsen for en periode med politisk stabilitet.
På den anden side har Thaksin en korruptionssag hængende over hovedet og risikerer, at landets forfatningsdomstol inden længe beslutter at udelukke ham fra politik i op til fem år. Thaksin anklages for at have givet ukorrekte oplysninger om sin formue og finansielle tran-saktioner, og bliver han dømt, kan weekendens storsejr blive annulleret og Thailands spæde demokrati dermed blive kastet ud i en krise.
De tvetydige udsigter bliver ikke bedre af, at de første meldinger fra landets valg-kommission tyder på massiv valgsvindel.

Beskidt valg
»Det er det mest beskidte valg, jeg nogensinde har oplevet i Thailand,« sagde én af valgkommissærerne, Sawasdi Chotipanich, til avisen International Herald Tribune.
Valget var ellers på forhånd udset til at blive et af de mest rene i landets historie som følge af en ny forfatning og ændrede valgregler, der skulle forhindre stemmekøb og anden svindel, der har præget landets politiske liv. Alligevel anslog Thailands Landbrugsbank i dagene op til valget, at 24 milliarder baht (ca. 4 mia. kr.) var blevet brugt til at købe stemmer i landdistrikterne.
Ifølge Sawasdi Chotipanich står op til 100 af parlamentets nyvalgte medlemmer nu til at blive udsat for en nærmere undersøgelse på grund af mistanke om valg-svindel.
»Forfatningen er måske blevet bedre, men de nye politikeres moral er klart dårligere end før,« som Sawasdi udtrykker det.
Samtidig er der udsigt til omvalg i adskillige distrikter, og dermed kan det endelige valgresultat først ventes i begyndelsen af februar.

Bønder og business
Men alt tyder som sagt på, at Thaksin Shinawatra er klar vinder med over halvdelen af stemmerne. Hans sejr bygger på valgløfter om at genopbygge økonomien, der har haft svært ved at komme over den asiatiske finanskrise fra 1997, og som valgets store taber, Det Demokratiske Parti, ikke har fundet en kur for.
Thaksin har lovet at give både landbrug og erhvervsliv topprioritet. Bønderne er blevet lovet eftergivelse af deres gæld, og landets 70.000 landsbyer har udsigt til hver at modtage en million baht i kontant tilskud, hvis løfterne ellers holder.
I samme åndedrag har han lovet erhvervslivet støtte og stillet landets gældsramte banker i udsigt, at regeringen vil hjælpe dem af med de såkaldt dårlige lån, som er blevet skubbet rundt i systemet i de sidste tre år.
Selv er den 51-årige Thak-sin en succesfuld forretningsmand, der har tjent en formue inden for telekommunikation.
Han stammer fra Chiang Mai i det nordlige Thailand og er uddannet inden for politiet med efterfølgende jurastudier i USA. I 1980’erne kastede han sig ud i Thailands pulserende erhvervsliv med et computerfirma, der siden udviklede sig til en telegigant, som gjorde Thaksin til én af landets rigeste mænd.
I 1990’erne gik han ind i politik med den begrundelse, at »det var på tide at betale noget tilbage til fædrelandet.« Han har haft flere ministerposter under forskellige regeringer – to gange som viceministerpræsident og en enkelt som udenrigsminister.
Nu står han omsider til at få topposten som ministerpræsident – så længe det varer.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her