Læsetid: 5 min.

Sygeplejersken og lejemorderen

19. januar 2001

(2. sektion)

Neil LaBute har lavet et både vittigt, bidsk og charmerende moderne eventyr med ’Nurse Betty’ – alligevel sidder man tilbage med en dårlig smag i munden

Ny film
Med Reneé Zellwegers sødmefyldte væsen og kønne og nuttede ansigt som omdrejningspunkt er Neil LaButes Nurse Betty en ganske tilforladelig og tiltrækkende affære.
Som Morgan Freemans lejemorder Charlie falder for Zellwegers sæbeoperaelskende servitrice, falder man for LaButes historie om den unge kvinde, der lever et trist og meningsløst liv, da hun får en uventet chance for at realisere sig selv.
Hvorfor sidder jeg så tilbage med en dårlig smag i munden? Måske fordi jeg har en fornemmelse af, at Neil LaBute har trukket mig rundt ved næsen. Måske fordi det er gået op for mig, at han slet ikke mener, hvad han siger.
Nurse Betty fortæller den tragikomiske historie om servitricen Betty, gift med den mildest talt usympatiske bilforhandler og småsvindler Del (Aaron Eckhart), som er hende utro, så det brager. I Bettys liv er der ikke mange lyspunkter ud over den daglige sæbeopera A Reason to Love og seriens sympatiske overlæge Dr. David Ravell (Greg Kinnear).
Så da Del en dag bliver dræbt for øjnene af Betty af to utraditionelle lejemordere, veteranen Charlie på en sidste opgave og hans lærling Wesley (Morgan Freeman og Chris Rock), er det sæbeoperaens verden, den chokramte Betty flygter ind i. Og snart er hun på vej fra sin hjemstat Kansas til Hollywood for at finde Dr. Ravell, lidet anende, at han ’kun’ er en skuespiller ved navn George McCord, og at hun har to lejemordere i hælene.
Det bliver ikke nogen kedelig tur, hvor en stadig mere fascineret Charlie begynder at drømme om et muligt liv i fred og ro sammen med den, i hans forblændede øjne, elegante og fortryllende Betty.

Ukendt navn
LaBute er et ukendt navn herhjemme, men instruktøren har i hjemlandet USA vakt opsigt med sine to første film, In the Company of Men og Your Friends & Neighbours, et par intelligente og vittige, men også forfærdeligt misantropiske film om de grusomme spil om følelser, mænd og kvinder ofte spiller med hinanden.
De to film er gennemsyret af en ætsende ond og uforsonlig tone og udstiller karaktererne i al deres utiltalende vælde, komplet med fejl og mangler, hvilket har skaffet LaBute både fans og fjender. Naturligt nok er instruktørens kompromisløshed grunden til, at hans film gør så stort et indtryk. Ikke fordi de er ubehagelige for at være ubehagelige, men fordi de rummer sandheder – f.eks. om vores måde at behandle hinanden på – som de færreste mennesker har lyst til at se i øjnene.
Det er sjældent, at man møder så misantropisk en instruktør som LaBute. Med undtagelse af Stanley Kubrick og amerikanernes store sædeskildrer Robert Altman kan jeg ikke komme i tanke om mange filmskabere med et så desillusioneret og sort syn på livet og menneskeheden.
Med Nurse Betty har Neil LaBute, efter eget udsagn, villet skabe en film, der nok er satirisk i sin grundtone, men samtidig er mere lys og positiv og ligger langt fra de beske historier, han er så ferm til at fortælle.
Hvor de to forrige film havde et naturalistisk udgangspunkt, som kun gjorde dem mere uafviselige, er Nurse Betty et moderne eventyr iklædt pastelfarver og en gennemført utroværdig handling, som nok skal få tårerne frem i øjnene hos de mest påvirkelige romantikere.
Det ikke tilfældigt, at Betty, som en anden Dorothy i Troldmanden fra OZ, må forlade sit Kansas for at finde lykken.
Jeg vil dog driste mig til at påstå, at LaBute kun har brugt eventyrrammen, fordi han simpelthen ikke kan lave en realistisk, naturalistisk funderet film, hvori det går godt for karaktererne, hvori de vokser og bliver bedre mennesker. Han har snydt sig selv – legitimeret sit projekt – ved at tage genrefilmen til hjælp, og så har han kunnet omgå sin egen utilpassethed ved at have et regelsæt at læne sig op ad.

Med på vognen
Og takket være så gode skuespillere som Renee Zellweger og Morgan Freeman får han os (næsten) til at hoppe med på vognen.
Der er en ægthed i spillet hos både Freeman og Zellweger, som får dem til at stå ud fra de andre skuespillere, der hovedsageligt har med karikaturer og skæve typer at gøre. Det være dermed ikke sagt, at bl.a. Greg Kinnear som Dr. Ravell/George McCord, Crispin Glover som Bettys akavede ven og lillebyens eneste bladsmører eller Aaron Eckhardt, der spiller Bettys mand Del, ikke yder mere end glimrende præstationer. Men det er kun hos Freeman og Zellweger – der begge er meget ekspressive – at man føler, man kan tage det, de gør og siger for pålydende.
Men trods de ægte følelser, så stikker virkeligheden – eller LaButes sarkastiske version af den – alligevel sit grimme hoved frem. Som da Bettys høved af en mand grovæder hendes fødselsdagskage uden at spørge hende om lov – på hendes fødselsdag. Eller da Greg Kinnears skuespillerdoktor skælder en fortvivlet og forvirret Betty hæder og ære fra, fordi hun panikker i et tv-studie, da det går op for hende, at han ikke er Dr. Ravel, men Mr. McCord.
Måske ville Neil LaBute ønske, at livet rummede flere solstrålehistorier som den om Betty, der ender godt, selvom hun må så grueligt meget igennem – men inderst inde, dér tror han ikke på det.

Kompromisløs
Jeg ville være et skarn, hvis ikke jeg indrømmede, at jeg morede mig storartet over Nurse Betty og LaButes evne til at sætte sine karakterer i absurde, grinagtige situationer. Det er sjovt, når Del opfører sig som jordens største svin. Når Betty falder i svime over Dr. Ravell på tv. Når Charlie i mørket ved kanten af Grand Canyon danser med Betty som et produkt af sin egen fantasi. Eller når troskyldige Betty hele tiden tiltaler skuespilleren George McCord som David, fordi han i hendes øjne bare er den opofrende gentleman-læge.
Men i modsætning til så mange godhjertede komedier griner vi ikke med personerne i Neil LaButes film – vi griner ad dem. Han har tydeligvis ikke megen respekt for de mennesker, han skildrer. Måske fordi han ikke tror på dem. Og fordi eventyret om Nurse Betty bare var et forsøg på at se, om han som instruktør kunne lave noget andet end små, intense film om at få det værste frem i hinanden.

*Nurse Betty. Instruktion og manuskript: Neil LaBute. Amerik. (Palladium, Scala og Empire, København og biografer i Odense, Århus og Aalborg)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu