Claus Carstensen har netop udgivet en antologi om tegningens væsen. Den lukker op for nye perspektiver på den gamle kunstart
Ny bog
»Tegning drejer sig udelukkende om beslutninger. Man træffer næsten lige så mange beslutninger, når man tegner et æble, som Gud traf, da han skabte æblet til at begynde med, og sandsynligvis flere, end Adam og Eva traf, da de bed i det,« skriver Robert Nelson i en nyudgiven antologi Tegningens semiotik redigeret af professor Claus Carstensen, der på højst original vis kredser om tegningens kunst. Hvem Robert Nelson er, får man intet at vide om, ligesom ingen andre af antologiens bidragydere præsenteres, i flæng kan nævnes Carstensen selv, Merleau-Ponty, Lacan, Per Aage Brandt og Louis Marin.
Et andet irritationsmoment i antologien er overvægten af Carstensens egne tegninger, hvor man måske godt med et professoralt overblik kunne have drømt om et langt bredere og mere illustrativt udvalg. Begge dele gør tekstsamlingen unødigt indforstået og lukket, og det er ærgerligt, når der ellers på mange måder er spændende synspunkter på færde.
Tegning og sprog
Der er noget meget fundamentalt ved at tegne. Man kan blot tænke over, hvor tæt det i al fald i vor kulturkreds er knyttet til sprogtilegnelsen, et hvilket som helst barn tegner, som om man i lige så høj grad til-tegner sig verden, som man tilegner sig den. Men i modsætning til sproget forbeholdes tegneriet derefter de med evner for det, kunstnerne. Og det passer så ikke mere. Der tegnes ikke mere på akademierne, i al fald ikke efter model, det hører en svunden tid til, hvor maleriet og skulpturen var fremherskende, og tegningen grundlaget for begge. En af de store historier man efter modernismen hævder er døde, er skrønen om en objektiv verden, som gengives i kunsten, men også den med at der skulle være en subjektivitet, der kunne udtrykke sig i den ekspressivt.
Men hvad er der så blevet af tegningen, dette arkaiske forehavende, der i den klassiske kunst var det allerfornemmeste, fordi det repræsenterede ånden og ikke materien?
I antologiens højst brogede buket af tekster er der skitser, der ganske vist stritter i mange retninger, men ikke desto mindre atter sætter en slags dagsorden for tegningen. For den flittige læser, der orker at flytte rundt på de meget besværlige brikker og er udstyret med en solid fremmedordbog, sættes der gang i en ny refleksion over tegningens kunst. At kalde det en semiotik og fremstille det i skematikker, som f.eks. både Frederik Stjernfeldt og Per Aage Brandt i deres respektive tekster forsøger at indfange forehavendet i, forekommer om ikke at være skudt over målet, så i al fald at være ramt ved siden af. »Tegningen har talrige semiotiske funktionsmåder,« som Mikkel Bogh tørt formulerer det i teksten »Om skygger og andre tegn«. Der er »tale om en basal symbolsk aktivitet, mere primitiv verdensnær og gestuel i sin tegngivning end skriften mere musisk og motiveret end denne, og dog langt mindre effektiv som pragmatisk kommunikationsform og middel til regulering af social adfærd.«
Verdens kød
Tegneriet står altså i et nærmere forhold til verden end sproget, det går så at sige i kødet på den. Og her nærmer man sig antologiens mest spændende og originale vinkler, der er at finde i sammenstillingen af et uddrag af den franske filosof Maurice Merleau-Pontys Synligt-usynligt, og den tekst af psykonalytikeren Jacques Lacan, hvor han netop kommenterer denne. Merleau-Ponty skriver i sin mærkeligt søgende tekst, udgivet posthumt: »Det er denne synlighed, denne generalitet af Sanselighed i sig selv, denne medfødte anonymitet i Mig-selv, vi kalder kød.«
Merleau-Ponty samler her en slags før-objektivitet og en før-subjektivitet i begrebet Kød. Det lyder måske tåget, men det er faktisk et forsøg på at tage fat lige der, hvor man måske kan sige at den vestlige verdens metafysik og billeddannelse har deres kiasme eller måske bare: ømme punkt.
De to afdøde herrer fra midten af det forrige århundrede synes her at have meget mere styr på, hvor problematisk dette ømme punkt er, end de fleste andre bidragydere til antologien, der ikke synes selv at være blevet ramt af den vestlige metafysiks sammenbrud.
Robert Nelson skriver f.eks. »En har en fod. En anden tegner den.« Stjernfeldt skifter frejdigt det subjektive valg ud med »semiotiske formål« til gengivelsen af et objekt, som øjet på bedste naturalistiske vis har re-præsentere. Men de forbliver begge trygt i det gamle verdensbillede, et dualistisk billede, hvor objektet er på den ene side og subjektet på den anden. En verden hvor Gud har skabt æblet, og så skal subjektet bare beslutte, hvordan det vil tegne det.
Men det metafysiske sammenbrud har fundet sted. Gud er død. Og så er problemet ikke kun, at vi skal tage alle beslutningerne selv om, hvordan æbler skal tegnes, men at vi også skal finde ud af, hvordan de så findes og er synlige for os. Vi skal selv be-gribe æblet, be-tegne det og i samme beslutningsomgang etablere det besluttende subjekt. Det er det, Merleau-Ponty famlende påstår, at vi gør ud fra kødet og da ikke mindst øjet, og Lacan med sin psykoanalytiske indsigt tager fat i.
Der er uendelig mange interessante sløjfer, man her fra kan gå ud i. Hos Lacan er det dette kød (senere psykoanalytikere har kaldet det moderkroppen), der må skæres i. Som der må sættes streger i, grænser for, ligheder og forskelle må uddrages, be-tegnes. Et af de berømteste Lacanianske begreber er Nom du Pére, som på dansk ofte blot oversættes til Fadernavn (i øvrigt titel på flere af Carstensens værker). Men på fransk hører man også fadererens, nej eller f.eks: »Navnet på det der er ligesådan.« Her sætter vi stregen, ikke sandt, og det sker mellem øjet og den andens blik, verden som vi ser og som ser på os.
Glimrende spørgsmål
Ved disse tanker sættes både barnets sprogtilegnelse og tegneri pludselig i et perspektiv som genese. Verden og selvet bliver til ved et tab af enhed. Man vinder på gyngerne, hvad man har tabt på karusellen, og bliver et ganske almindeligt menneske. Men en måde at betragte tegneri på er altså, at det står i begreb med denne trækken verden til sig (engelsk, draw), eller udpege den, tyde den. Det byder jo på helt nye læsninger af tegningens historie, men også af hvilken som helst tegning. For hvorfor skulle det så være rigtigt, som Robert Nelson skriver det, »at de bedste tegninger er dem, som engagementet lyser ud af?« For hvilken tegning står da ikke i forhold både til tegneren og beskuerens blik? Og hvad er kunstnerens særlige rolle så? Hvorfor tegner man ikke efter model mere? Disse og mange andre spørgsmål lukker denne antalogi i al sin heterogenitet op for, og det er dens fortjeneste. Man kunne drømme om, at noget af det kunne besvares eller diskuteres i en lidt mere lettilgængelig form.
*Tegningens semiotik, red. Claus Carstensen, 249 s., 200 kr. Det Kongelige Danske Kunstakademi
