Læsetid: 5 min.

Et tidsskrift og en tidsånd

Da kunsten kravlede ned fra væggene og ud af bøgerne var ta´ en af platformene
24. januar 2001

Tidskolorit
Komponisten Ib Nørholm, der i dag fylder 70, var en af de få danske kunstnere, der fandt nåde for redaktionens kræsne holdninger i tidsskriftet ta´, et kulturtidsskrift, der udkom i 1967-68.
Den unge kritiker, Poul
Nielsen, analyserede hans nyeste komposition, Mit grønne Herbarium, og fremhævede den dermed som en vigtig begivenhed i den moderne kompositionsmusik. Den var karakteristisk ved at være skrevet i flere forskellige stilarter inden for samme ramme og var dermed postmodernisme, før begrebet var defineret.
Ib Nørholm blev derved bragt i sammenhæng med andre kunstnere, der arbejdede under en minimalisme, der kaldtes ny enkelhed, og som også talte billedkunstnere og digtere.
Tidsskriftet ta´ blev samlingssted for sådanne nye udtryk. Det blev udgivet af forlæggeren H. M. Berg, hvis forbogstaver gjorde det naturligt at kalde ham Hans Majestæt, når han ikke hørte det.
Arkitekterne bag det var forfatteren Hans-Jørgen
Nielsen og maleren Per Kirkeby, og redaktionsmøderne blev holdt på Borgens Forlag på Gammel Kongevej, hvor Bergs forlag residerede i et hjørne.
Vi sad under et stort Kirkeby-maleri, hvor man ser er kvindefigur gentaget i mange kopier og med en glitrende overflade og fancy farver, som man ikke var vant til at se på malerier dengang. Men som var ganske typiske for det nye, der var ved at ske. Det var et popmaleri, inspireret af en tegneserieverden.

’Grumset’ kunst
Hvad skulle barnet hedde? Som næsten altid er det vanskeligt at finde det rigtige navn til et nyt blad. ta´ var meget tæt på at komme til at hedde Bergs Danske Magasin, som en hyldest til den forlægger, der turde tro på det nye. Men det blev maleren Peter Louis-Jensen, der fandt det gældende navn, inspireret af en papkarton med seks øller (altså kartonen, ikke øllerne), som stod på bordet med indskriften ta´ 6. Pludselig var der konsensus om, at navnet var godt, fordi det var enkelt og ikke belæsset med betydninger. Og det var netop en del af projektet: At tømme kunsten for de hidtidige betydninger, vaske tavlen ren og begynde på en frisk.
Man talte om en ’grumset’ kunst, hvis den var alt for følelses- eller symbolladet, og det var noget af det værste, kunst kunne være, set med ta´-øjne. Derimod kunne man gerne lade sig inspirere af McLuhan, Tom Wolfe, Bob Dylan og reklamesproget. Det pegede fremad.

Adgangsbilletten
Og hvad var der så galt med den gamle kunst eller den, der var umiddelbart forinden? Den sad fast i et system. Billedkunstnerne søgte ind på kunstakademierne og fandt under ældre maleres vejledning ’deres eget’ udtryk, som regel abstrakt. Derpå gik resten af livet ud på – groft sagt – at male billeder til udstillinger, og så ved alle mulige former for lobbyisme og kamerillaer at få solgt skidtet. Kedeligt, kedeligt!
Forfatterne sad også fast, men det var på en anden måde. Man skulle skrive i et bestemt litterært sprog, som mere forholdt sig til anden litteratur (der var dog hæderlige undtagelser). Og egentlig var det jo også forunderligt, at digterne ikke i højere grad var i stand til at beskæftige sig med sport, tegneserier, tv, film, alt det, som omgav os. Digterne have i stedet et fortroligt forhold til den græske gudeverden. Alt det var det nødvendigt at rive sig fri af med maner.
Min adgangsbillet til redaktionen var et digt, Hvem myrdede Lennie the Lion? som stod i Studenterbladet i 1964 (jeg var 20 år og boede i Århus). Det var af de vordende redaktører blev vurderet til at være et popdigt og således i overensstemmelse med bladets intentioner. Således blev jeg indbudt som yngste medlem af redaktionen. De øvrige var foruden de allerede nævnte Erik Thygesen, Vagn Lundby, Jørgen Leth, Henning Christiansen, Stig Brøgger og Peter-Louis Jensen, der i øvrigt gav anledning til en større æstetisk diskussion om, hvorvidt der måtte være spidser eller ej på en af hans skulpturer i 12 dele(!). Bølgerne gik højt.
Svensk medlem af redaktionen var folkloristen Bengt af Klintberg, der i den anden ende af sit virke var en ultra moderne nutidskunstner. En af hans adgangsbilletter var en isudstilling i en skov i Sverige, hvor han blot havde inviteret ferniseringsgæsterne med ud for at beundre iskrystallerne i træerne. Bengt optrådte siden ved et arrangement i St. Kongensgade, hvor han indtalte et brev mundtligt i en kuvert, som han derefter limede til. Tosset? Ja, men også poetisk.
Billedkunstfolkene i ta´ havde i forvejen et samarbejde. I opposition til Det Kgl. Kunstakademis hængen fast i traditionerne havde de oprettet deres eget sted, Den Eksperimenterende Kunstskole, med lokaler i St. Kongens Gade.
En af dem, Paul Gernes, blev den, der udformede ta´s omslag, som lignede en ternet voksdug. Formerne skulle være enkle, klare, jvf. Gernes’ senere udsmykning af Herlev Hospital.
Herfra udviklede de ideen om, at tiden var løbet fra de firkantede malerier på væggene. Billedkunsten kunne være meget mere end det. Det kunne være et udstillingslokale, som ’man lavede til’ eller ’lavede noget andet i’, noget uventet.

Kaffekoppens musik
Og sådan blev der eksperimenteret. Det var, som om en helt ny verden åbnede sig med ting, man kunne gøre, og som ikke var gjort tidligere. Henning Christiansen havde en musikalsk komposition, hvori indgik lyde fra en kaffekop og en teske. Men navnlig havde han og Hans-Jørgen Nielsen og billedkunstnere opfundet de såkaldte happenings, hvor man lavede numre i et gråzoneområde mellem billedkunst, litteratur og musik, hybridkunst kom det til at hedde. Det rejste vi rundt med til gymnasier og højskoler på det, vi kaldte ta´-turneen. Publikum – i det omfang det mødte frem – undrede sig såre, når Paul Gernes f.eks. pakkede sig selv ind i gråt papir, klippede sig ud med en lille saks, bukkede, og det var så det nummer.
Foruden Nørholm-analysen rummede det første nummer bl.a. programartikler af Erik Thygesen og Hans-Jørgen Nielsen. Otte numre af bladet blev det til ialt, førend H. M. Berg lukkede tidsskriftet af økonomiske grunde i 1969.
Nogle af de andre kørte en tid videre med ta´ box, et tidsskrift, udgivet som en pose eller kuvert, fyldt med effekter og artikler.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her