På Bellevue-teatret udfolder legenden om Evita Peron sig som en drøm og det er den gode gamle historie:
Pige fødes i uhørt fattigdom, horer sig til magt og penge og stiller så stilletterne
Teater
Det var med en vis skepsis, at undertegnede satte sig til rette for at lade sig indføre i Evita Perons bizarre univers bestående af lige dele idealisme, populisme, manipulation og fascisme som udlagt af komponisten Andrew Lloyd Webber og tekstforfatteren Tim Rice i den moderne musicalklassiker, Evita fra 1976. En skepsis, der bl.a. gik på, hvorvidt Sanne Salomonsen kunne løfte stykkets altdominerende hovedrolleparti, men nok især en forventning om det præg af dilettantkomedie, man ofte møder indenfor fordanskninger af udenlandske musicals.
Men al skepsis forduftede efter de første ti minutter. Evita som hermed får sin danmarkspremiere små 25 år efter, at den fejrede triumfer i Londons West End og på Broadway kommer bragende til live i Kenneth Kreutzmanns kongeniale iscenesættelse, og en sammensværgelse af elementer er med til at gøre opsætningen til en triumf: Den minimalistiske, men elegante scenografi får det maksimale ud af Bellevue Teatrets relativt lille scene, koreografien udnytter effektivt den diminutive besætning, det underspillede lysdesign fungerer smukt, kor og dansere leverer solidt arbejde på alle pladser, de musikalske arrangementer er knivskarpe og det syv mands store orkester spiller beåndet og lydefrit. Men scenen er skuespillernes fra først til sidst
Store præstationer
Og især Sanne Salomonsen, som fra første gang hun viser sig som det 15-årige (!) proletarbarn Evita Maria Duarte i provinsen Junin det herrens år 1934 til hun som Argentinas forkætrede og tilbedte førstedame 18 år senere stiller stilletterne i præsidentpaladset i Buenos Aires, fylder sin rolle helt ud.
Undertegnede har ofte haft det svært med Salomonsens sangstil, så fuld af manierismer, at det halve kunne være nok, men måtte bøje sig for hendes overlegne tilegnelse af sangene, som fungerede upåklageligt i Allan Mortensens fordanskninger.
Pist væk var de kokette fyldlyde til fordel for et rent og ukrukket sangforedrag, hvor diktion som fraseringer var forbilledlige uden at blive firkantede og hun afstemte fornemt sine præstationer, efter hvor i Evitas udvikling hun befandt sig: Kåd og overmodig som ung, beregnende, arrogant og seksuelt ladet i sin storhedstid, slidt og afkræftet af livmoderkræft hen mod sidstningen. Oveni det spiller hun glimrende skuespil.
Den kyniske fortæller
På højde med Salomonsen befinder Michael Carøe sig i rollen som fortælleren i sin tid vel egentlig Che Guevara, nu om stunder snarere en almengyldig og skarpsynet repræsentant for det proletariat, hvis interesser Evita Peron hævder at pleje der som en anden bajads kommenterer og demonterer historien, som den udfolder sig. Det kynisk klartskuende klæder Carøe, hvis figur konstant udfordrer Evita med drilske gennemhulninger af den myte, hun i ét væk forsøger at opbygge.
Men samtidig ødelægger fortælleren også historien, der jo er fuld af ubekendte størrelser. At Evita Peron stadig godt 50 år efter sin død betragtes som en helgeninde af store dele af det argentinske proletariat, er en bedrift i sig selv, og hun var alt i alt også nok mere end den opportunistiske luder, hendes fjender gjorde hende til.
Denne konflikt mellem Madonnamyte og luderskæbne, mellem ideal og prosaisk virkelighed er stykkets drivkraft, for som fortælling udfolder den sig mærkeligt udramatisk, trods titelfigurens voldsomme livsforløb. Der byder sig ikke mulighed for indlevelse dertil er Evita-figuren for flosset og der er på intet tidspunkt noget, der kunne minde om spænding, for facit er givet på forhånd.
Repressiv tolerance
Nedenunder den glamourøse overflade simrer fortællingen om, hvordan en ung pige fra fattige kår ved hjælp af kvindelist, manipulation og seksuelle ydelser kæmper sig til tops i et forstokket patriarkat. I Evita er woman i høj grad nigger of the world, og stykket stiller også spørgsmålet, om en kvinde med Evita Perons ambitioner og drømme i den givne historiske situation havde andre muligheder, end dem hun så gennemført udnyttede.
Modstanden mod hende fra det militærdiktatur, der ligger til grund for Juan Perons præsidentkandidatur, kommer også først til udtryk i det øjeblik, hvor hun insisterer på titlen vicepræsident. Indtil da kender den repressive tolerance ingen grænser, fordi hun som ingen anden formår at røre masserne.
Dialogen er minimal, og det er et kunststykke i sig selv at gestalte handlingen frem alene i sang og dans, men sjældent har Lloyd Webber udvist større selvbeherskelse, hvad angår brugen af virkemidler, og Rices tekster er både nuancerede og mundrette. Det sagt skal det ikke skjules, at parret først og fremmest er ude i underholdningens tjeneste, og er det dét, man er ude efter, skuffer Bellevue Teatrets Evita ikke på nogen fronter det er total triumf hele vejen rundt.
*Evita af Andrew Lloyd Webber og Tim Rice, oversat af Allan Mortensen. Instr.: Kenneth Kreutzmann. Scen.: Rikke Juellund. Kor.: Charlotte Rindom. Mus.arr.: Benjamin Koppel. Bellevue Teatret.
