Læsetid: 3 min.

Trafikministeriet blev vildledt

5. januar 2001

Luftfartsdirektør Ole Asmussen vildledte Trafikministeriet, da han skulle forklare om årsag til striden med Havarikommissionen for Civil Luftfart.

Hård landingDirektør for Statens Luftfartsvæsen (SLV) Ole Asmussen holdt sig ikke til sandheden, da han skulle forklare Trafikministeriet om en af årsagerne til det voldsomme opgør, hans egen institution sidste år blev rodet ind i.
Nemlig det opgør, som godt skjult for offentligheden udviklede sig mellem SLV og Ole Asmussen på den ene side og på den anden side Havarikommissionen for Civil Luftfart (HCL) med den nu fyrede Jørn Madsen som chef.
Ole Asmussens ’falske melodi’ optræder i et brev fra 22. februar sidste år. Brevet er stilet til Havarikommisionens chef, men en kopi er samtidig fremsendt til Trafikministeriets daværende departementschef Ole Zacchi.
Akter i sagen, som Information har fået udleveret af SLV, dokumenterer, at Ole Asmussens forklaring ikke er korrekt.
Med andre ord bliver departementet og dermed også den netop tiltrådte trafikminister Jacob Buksti vildledt, fordi de kun hører den ’falske melodi’.

En meget sen invitation
Forhistorien går tilbage til sommeren 1999. Her planlægger et såkaldt Human Factor-udvalg at holde et seminar.
Udvalget er nedsat som ’tænketank’ under SLV’s vicedirektør Sven E. Andresen, og på seminaret skal piloter, flyveledere og Havarikommissionen diskutere flyvesikkerhed.
Men Havarikommissionen for Civil Luftfart modtager først en invitation den 18. januar 2000.
Det er præcis én uge, før seminaret løber af stablen. Med så kort varsel er Jørn Madsen ikke i stand til at deltage i seminaret.
Om dét dybest set har været hensigten med den sene invitation – at udelukke Jørn Madsen – bliver nok aldrig klarlagt. Men at Havarikommissionen fra starten var tænkt som deltager i seminaret, er der derimod ingen tvivl om.
Efter seminaret fastholder både direktør Ole Asmussen og vicedirektør Sven E. Andresen imidlertid, at årsagen til den sene invitation til Havarikommissionen udelukkende er, at der først meget sent viser sig ledige pladser på seminaret.
Ole Asmussen skriver således i sit brev den 22. februar sidste år, at ideen om overhovedet at invitere Havarikommissionen »først blev født, da der viste sig ledige pladser« – dvs. i januar 2000.
Også vicedirektør Sven E. Andresen skriver et brev på den ’falske melodi’ i februar sidste år, ligeledes med kopi til trafikministeriets departementschef.

’Man mente ja’
Sagens akter blotlægger et helt andet forløb:
*Fra første færd har Havarikommissionen været opført på listen over deltagere, der skulle inviteres.
*Årsagen til den sene invitation er en helt anden end den falske melodi.
*Formanden for Human Factor-udvalget og dermed den konkrete sagsbehandler for seminaret er Jørn Madsens forgænger, tidligere overhavariinspektør Niels Nørby Jakobsen. Han har tidligt været blandt Jørn Madsens skarpeste kritikere.
I starten af oktober bliver flyselskaberne og flyvelederne nemlig inviteret – men Havarikommissionen gør ikke.
I stedet bliver Havarikommissionens deltagelse eller ej et emne på dagsorden, da Human Factor-udvalget mødes midt i november. Diskussionen fortsætter på endnu et møde i udvalget i december:
»Det blev igen drøftet om HCL skulle inviteres, man mente ja«, som der står i mødereferatet.
Begrundelsen for at Havarikommissionen nu skal inviteres, kan man også læse i referatet – nemlig at Havarikommissionen fremover skal deltage i Human Factor-udvalget.
Derfor mener udvalget, at man er nødt til at invitere Havarikommissionen.
Intetsteds i akterne findes et eneste ord om den ledige kapacitet – før Ole Asmussen og Sven E. Andresen efter seminaret får et behov for at forklare sig.
Både Ole Asmussen og Sven E. Andresen fastholder i dag, at deres breve med kopi til Trafikministeriet er en »fuldt ud dækkende« beskrivelse.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her