Læsetid: 5 min.

Udfarende psykiatri

3. januar 2001

Amerikansk forbillede for de moderne Opsøgende Psykoseteam.
Men bogen er en ukritisk lovsang til endnu et skud på stammen af den professionelle formynderiske psykiatri

Ny bog
Opsøgende Psykoseteam er i vælten for tiden. Betegnelsen er ’oversat’ fra det amerikanske Assertive Community Treatment, ACT, der siden 1970’erne har bredt sig omend ujævnt i USA’s forskellige stater. Herhjemme diskuterer psykiatriens fagfolk, pårørende-organisationerne og ikke mindst politikerne, om vi skal satse på denne form for psykiatrisk hjælp, dvs. om psykiatriens penge skal dirigeres hen til etablering af Opsøgende Psykoseteam. Både Amtsrådsforeningen og Socialministeriet har haft emnet oppe på konferencer her i efteråret.
Derfor er denne oplysende, men ensidigt positive bog om ACT yderst aktuel. Den er skrevet af to erfarne amerikanske psykiatere – førsteforfatteren er endda pioner på området.
I introduktionen ved forvaltningsdirektør for Psykiatrien i Sønderjyllands Amt, sygeplejerske Agnete Iversen og psykiatrichef i Storstrøms Amt, speciallæge i psykiatri Per Vendsborg hævdes, at bogen er »et væsentligt forbillede for og inspiration til den fremtidige drøftelse og udvikling af dansk psykiatri«. De har kun tilføjet ganske lidt om danske forhold i den meget amerikansk prægede tekst.

Tæt på klienterne
ACT’s arbejdsmetode beskrives indgående og konkret. Det erklærede mål er at integrere de alvorligt og langvarigt psykisk syge i samfundet.
For at normalisere klienterne (som de betegnes her i bogen) og udvikle deres selvværdsfølelse anses det for centralt, at de har arbejde, og hjælpen skal bestå i alt, hvad der kan støtte den enkelte til at opnå og fastholde et ar-
bejde. Han eller hun knyttes til et tværfagligt team, som
skal være tilgængeligt døgnet rundt i alle ugens dage, ikke alene for klienten, men for alle, der har med klienten at gøre.

Uden tidsbegrænsning
Tilknytningen skal være uden tidsbegrænsning, eventuelt livslang, og teamet er forpligtet til at fastholde kontakten med klienten og være opsøgende – om nødvendigt mod klientens direkte ønske.
Et team har 10-12 medlemmer bestående af sygeplejersker, andet sundhedspersonale, socialrådgivere og tilgrænsende fagfolk, mange med en mindre universitetsuddannelse, f.eks. en bachelorgrad.
Teamets leder er et særligt erfarent og dygtigt medlem, som deltager i det almindelige arbejde med klienterne.
En deltidsansat psykiater er en slags konsulent, der står for de psykiatriske diagnoser og den medikamentelle behandling, men uden ledelsesfunktion og med teamlederen som chef.
Hvert teammedlem er kontaktperson for 10-12 klienter, men hele teamet er ansvarligt for alle 100-150 klienter og lærer efterhånden dem alle at kende under de daglige team-møder og ved at træde i stedet for hinanden ved fravær.

I direkte kontakt
Hjælpen skal først og fremmest udøves i direkte kontakt med klienterne og efter deres individuelle behov. Der skal gives al nødvendig støtte lige fra oplæring i personlig hygiejne og almindelig husholdning til god kontakt med klientens omgivelser, familie, naboer og arbejdsplads – »man skal ikke sky nogen anstrengelse for at inddrage familien i hele forløbet.«
I samarbejde med klienten skal problemerne drøftes så åbent som muligt. Hans/hendes omgivelser skal lære at forstå, at til at være en god samfundsborger hører at være tolerant over for mennesker, der er anderledes.
Når der er brug for det, ledsages klienten på arbejdspladsen, under indlæggelse på hospital, måske endda ved tvang eller ved indsættelse i fængsel.

’Den klarer vi’-holdning
Forfatterne lægger stor vægt på ’modeltroskab’. For at opnå de rette resultater skal ikke bare team-størrelse og klient-antal (på engelsk case-load) overholdes, men den assertive fremgangsmåde skal holdes i hævd.
Det bærende grundsyn er, at normalt arbejde er et ubetinget gode for klienterne,
og desuden at klienters manglende motivation for medikamentel behandling eller for at gøre den nødvendige indsats for hygiejne, præcision og social omgænge-
lighed simpelthen »indgår i den grundlæggende sygdom«.
Team-medlemmerne skal derfor være den udfarende kraft for klienterne og besidde en ’den klarer vi’-holdning og bruge en ’på stedet’-fremgangsmåde. Hvis de er i tvivl, er princippet ’gør noget’, som altid bør roses frem for en afventende holdning. Personalet skal have gode overtalelsesevner og helst udvælges blandt optimister, i hvert fald lederen.
Forfatterne er ikke i tvivl om modellens store menneskelige og økonomiske fordele i forhold til hidtil kendt psykiatrisk behandling. Som dokumentation henviser de til egne og andres forskningsresultater, der i sammenligning med traditionel behandling viser mindre lidelse for klienterne, mere stabil behandling med medicin, færre indlæggelser, bedre boligforhold, bedre erhvervsevne og 20 procent reducerede totalomkostninger. Alt sammen vanskelige beregninger, må man mene.

Ingen diskussion
Desværre omtales ingen kritikere af ACT, og der er overhovedet ingen kritisk diskussion af metodens resultater. De gode resultater hænger meget muligt sammen med de amerikanske forhold og kan derfor ikke med nogen sikkerhed forventes herhjemme eller andre steder i Europa.
Et stort, men kun overfladisk behandlet problem er ACT’s forhold til de psykiatriske sengepladser. Efter modellen råder ACT ikke over senge, og det må give alvorlige problemer med at følge klienterne i de mest kritiske faser.
En del sindslidende kan i perioder ikke udholde eller tåle at være alene, og nogle bliver tvangsindlagt. Mange psykiatere, også forfatterne, erkender, at metoden ikke overflødiggør gode psykiatriske sengepladser. Men de er som bekendt dyre i drift og derfor altid i fare for at være dårligt udrustede eller blive sparet væk.
Man kan nemt komme ud i at tage penge fra sengene for at oprette de Opsøgende Psykoseteam, og det vil efter min mening være hjerteløst.

Ukritisk lovsang
De etiske problemer med ACT’s fremgangsmåde bortforklares, idet de psykiatriske diagnoser uden mindste diskussion anses for et solidt og tilstrækkeligt grundlag for al påtrængenheden.
Desuden anses medicin for et udelt gode, om det så er med eller mod klientens ønske, når blot den ordineres korrekt. Man må frygte, hvad den indstilling kan føre til.
I Norge er det allerede kommet så vidt, at psykisk syge tvangsbehandles i deres eget hjem. Tænk ikke at kunne føle sig tryg i sit hjem, hvordan kan det være etisk forsvarligt?
Bogens værdi er, at den giver et ganske nøje indtryk af, hvad ACT og dermed de aktuelle Opsøgende Psykoseteam står for.
Men indholdet er en ukritisk lovsang til endnu et skud på stammen af den professionelle formynderiske psykiatri med sin sædvanlige ønsketænkning om normalitetsproduktion.

*Leonard I. Stein og Alberto B. Santos: Psykoseteam – en model for opsøgende psykiatrisk arbejde. På dansk ved Niels Johansen. 208 s., 225 kr. Hans Reitzels Forlag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her