Læsetid: 13 min.

Unge i arresthuset

5. januar 2001

Er det i orden, at Mustafa og Brian sidder i arresthuse sammen med voksne kriminelle – og skal de eventuelt kunne få følgeskab af deres mindre brødre under 15 år? Den 29. januar begynder en proces, hvor Danmark skal måles og vejes af FN’s Børnekommission. Tre timer er sat af til NGO’er, som kan fremlægge deres synspunkter og korrektioner til Danmarks officielle rapport om vores evne til at efterleve Børnekonventionen

Mursten af samme lyst afføringsbrune farve som man anvendte på Vesterbro dengang industriens arbejdere skulle have tag over hovedet. Arresthuset – Indlevering, står der på skiltet. Jeg trykker på knappen.
»Jeg havde forventet, at du havde ringet på ved porten,« siger skolelæreren og belærer mig om, at jeg står ved bagtrappen. Det er ham, jeg har en aftale med om at vise mig Arresthuset i Århus.
»Her møder de forvarede, de indsatte og hæfteafsonerne deres gæster,« fortæller skolelæreren og slår døren op til et lille rum med et lille badeværelse, et sofabord og tre blå stole. »Hvis de er underkastet brev- besøgskontrol sidder der en politimand i den ene stol. I samme øjeblik de kommer ind på deres sag slutter besøget.«
Reglen er, at sidder man i Arresthuset har man mulighed for besøg udefra en gang om ugen. Varigheden er en lille time. I praksis kan det som regel lade sig gøre at få flere besøg. Det afhænger af, hvor travlt personalet har. Belægningsgraden er over 90 procent.

Det har været vanskeligt at finde ham. Ad officielle kanaler er det nærmest umuligt at få et møde i stand med en indsat under 18 år. De sociale myndigheder mener ikke, det gavner den unge at komme i kontakt med pressen.
Drengen her – eller den unge mand, hans kropssprog er alt andet end barnligt og øjnene er gået direkte fra modermælk til guerillakrig – er på en institution for vanskelige unge. Ikke et af de fire amtslige surrogatfængsler for kriminelle under myndighedsalderen, men en socialpædagogisk foranstaltning af den slags, som har fået hæftet den nedgørende betegnelse bolchepædagogik på sig.
»Hvordan det var? Hvad helved’ tror du, hva’? At det var skidesjov, ja?"
Han ryster på hovedet.
»Jeg sad der i tre dage, mand. Der var sgu’ ingen af dem, jeg kender, der vidste, at jeg sad der. Så jeg fik ingen besøg. Og de der gårdture...«
Han ryster på hovedet, og de sammenknebne øjne søger for første gang bordpladen.
»Jeg lærte sgu’ da ikke noget. Hun snakkede bare om, at det ikke var så svært at tage en uddannelse, som hun troede, at jeg troede, det var. Altså... jeg kunne blive mekaniker, ikke... fordi hvis man har arbejde, kommer man ikke ud i så meget lort... men jeg lærte ikke noget.«
Han tænder en ny cigaret.
»Det var fordi, de ikke havde plads på institutionen, sagde de. Så jeg blev nødt til at sidde i arresten. Jeg tror, det var fordi, de først ville finde ud af, om nogle af mine venner var der, inden de sendte mig derover. De er bange for, at vi skal styre.«
Han griner forvredent, og øjnene er fulde af en blanding af smerte og trods.
»Men hvis de siger, at jeg lærte noget på de tre dage, så er det fandme løgn.«

Vi går ind i Blokken. Det er kontrolrummet, hvor den port, jeg burde være kommet ind gennem, bliver overvåget døgnet rundt via et kamera og en monitor. På tavlen hænger en god gammeldags plastictavle af den slags, hvor man sætter bogstaver og tal ind i små huller. Her kan vi se, at samtlige celler er beboede, undtagen nr. 18. Den skal nemlig males.
»De grønne firkanter markerer en afsoner, de blå er forvarede og de gule betyder hæftestraf.«
Her sidder mennesker der afsoner en dom for spritkørsel, folk der er under overførsel fra åbne til lukkede fængsler og til tider mindreårige. Børnene anbringes i arresthuset, når en dommer skønner, at vedkommendes forbrydelse er så alvorlig, at han eller hun ikke bør sættes på fri fod, og der ikke er plads i et af landets fire surrogatfængsler for børn. En anden årsag til, at børn anbringes i arresten kan være, at pædagogerne i de sikrede ungdomsinstitutioner ikke kan håndtere vedkommende.
»Alle fra lommetyve til mordere kommer her,« siger Niels, der efter 16 år som lærer i folkeskolens obs-klasser for et år siden så opslaget for det job han bestrider nu. Ud over at undervise de indsatte i hold på fire i den lille skolestue på første sal er han også rundviser.
»Vi vil gerne vise åbenhed,« siger han.
Arresthusets indre er konstrueret efter det panoptiske system. Vi kender det fra amerikanske fængselsfilm: Når man står i stueplanet, kan man kigge hele vejen op til øverste etage. Og ligesom i fjernsynet lyder alle lyde herinde ekstra højt: Støvler mod metal giver genlyd gennem hele bygningen. Dørene er lavendelblå, væggene offwhite og panelerne chromgule. Trapperne og gulvene foran cellerne på hver etage er af stål.
»Det her er så den skrabede model,« siger Niels og stikker endnu en nøgle i endnu en lås. Vi går ind i det seks-otte kvadratmeter lille rum. »Det er obs-cellen. Her anbringer vi de indsatte, der kommer i voldelig konflikt med personalet eller er selvmordstruede. Som du kan se, er der ikke engang et spejl: Det kan de smadre og bruge til at skære sig med. Men det er ikke noget, vi bare gør vilkårligt. Det kræver rapportskrivning.«
Der er en briks herinde og intet andet.
»Hvis de så stadig ikke kan falde til ro, når vi sætter dem ind her, anbringer vi dem i sikringscellen. Den er i kælderen. Vil du se den?«
At anbringe indsatte i sikringscellen kræver en læges medvirken. Og den, der anbringes her, er under konstant overvågning via en glasrude i væggen ind til det lille rum ved siden af den nøgne celle, der kun rummer en briks med læderbælter til fiksering af arme og ben.
»Lægen skal vurdere, om der er behov for at overføre den urolige indsatte til Psykiatrisk Skadestue,« siger Niels og tilføjer, at det heldigvis er sjældent, at sikringscellen er i brug. »Men mange af dem, vi har her, er jo maniske eller det modsatte.«
På vej op fra kælderen peger han på det matterede glas i det store vinduesparti:
»Årstiderne skifter ikke herinde. Lige da jeg kom tænkte jeg: Lad os dog få noget lys ind, et ordentlig panoramavindue. Men de indsatte skal være sikret mod genkendelse. Hvis man afsoner en spritdom her, skal man ikke kunne genkendes af naboen, der går forbi på gaden.«
En øresønderrivende støj trænger op til os. I stueetagen har en kvindelig køkkenassistent tabt en tallerken på stålgulvet. Den går ikke i stykker.
Jeg har på forhånd fået forbud mod at tale med nogen indsat på rundvisningen. Og det falder mig ikke svært at overholde forbudet, for vi møder ingen.
»De er alle på deres værelser,« siger Niels. Indtil klokken 14 er der mulighed for to gange en halv times gårdtur, men ellers er de indsatte hver for sig i deres respektive celler. Først derefter er der mulighed for det, der i jargonen hedder »fællesskab på værelserne«.

Gården er en lang række celler med høje mure imellem men uden tag. De otte gårde afsluttes ud mod adgangsvejen med hver sit gitter. Her kan man fire og fire opholde sig på den nøgne asfalt. En basket-kurv er den eneste rekvisit i løbegårdene.
»Det ville være rart med bedre faciliteter. Men herinde er alt det muliges kunst,« siger Niels. Fængselsfunktionærerne sammensætter de grupper af indsatte, der skal dele gård på gårdturene. Det sker for at forebygge konflikter og for at skåne dem, som personalet har en formodning om, er underhunde i hierarkiet.
»Det gælder også, når vi har nogen af de 15-17-årige, som du er interesseret i,« siger han. »Personalet finder nogle af de voksne afsonere eller indsatte og sætter dem sammen med, nogle, som vi mener, de kan have godt af at være i selskab med. Men der er sjældent ret mange ad gangen. Lige nu har vi slet ingen.«
Vi er nået op til den ledige celle nr. 18. Niels rasler med de obligatoriske nøgler og slår døren op. En skarp lugt af vellagret tobaksrøg vælter ud imod os. En briks og en hylde med et 14-tommers tv – »det koster 35 kroner om ugen at leje herinde« – er hvad der er på de seks-otte kvadratmeter. Og så et bord, hvis plade er så hjemsøgt af knive, at det er gået fra kategorien møbel til brugskunst. Der er stort set ikke noget tilbage af den oprindelige bordplade. Opslagstavlen er helt fyldt med inskriptioner, der også er ridset ind i hessianen med en spids genstand. En af dem lyder: »Jesus lever. Påsken er derfor pisseaflyst.«
I denne celle kunne Brian have siddet, og jeg kunne have talt med ham i et af mødeværelserne, hvis ikke både politi og sociale myndigheder stillede sig på bagbenene. I alt har Århus Arrest i Niels’ tid som skolelærer huset otte-ni børn.
»Og kun én af dem har været af dansk oprindelse,« siger han. »Mange af de unge af anden etnisk oprindelse er blevet tævet derhjemme. Deres fædre har ikke kendt anden sanktion, når barnet havde gjort noget forkert. Og det overtager barnet så: Hvis nogen generer mig, slår jeg. Når vi får de unge andengenerationsindvandrere herind må vi forsøge at komme ind til dem og give dem den voksenkontakt, de aldrig har fået. Jeg plejer at sige, at danskerne er nemme nok at nå indtil, for de fleste har trods alt fået en knagerække at hænge deres opførsel op på. Men de unge af anden etnisk oprindelse, der skal vi først til at bore huller...«

Den unge mand af anden etnisk oprindelse end dansk drikker cola. Han skulle egentlig have været i skole, men han pjækker idag: »Det er pissekedeligt. De kan ikke lære mig noget.«
Den kriminalitet, han har været involveret i, er ikke alvorlig nok til, at en dommer har villet anbringe ham i surrogatfængsel. Men han ved godt, at han risikerer at blive låst inde i et af de amtslige ungdomsfængsler, eller at han kan ryge i arresthuset, hvis personalet på hans nuværende institution skønner, at de ikke kan håndtere ham:
»De kan gøre, hvad de vil. Hvad fanden kan jeg gøre, mand? De har al magten. Det tror de i hvert fald.«
Han tænder en ny cigaret og drejer hastigt hovedet, da døren går og en gruppe unge mennesker af endnu en anden etnisk oprindelse kommer ind ad døren.
»Jeg ved sgu ikke, hvor gamle de var, de andre i fængslet. Men nogle af dem var da gode nok. Det var kun et par af dem, jeg måtte snakke med – på gårdturen. Og det var bare noget med spritkørsel eller sådan noget pis.«
Han griner og ryster på hovedet, mens han med øjnene hele tiden afsøger lokalet. Hans egen sag var »noget med vold og røverier«, men han vil ikke nærmere ind på det.
»Det var røvsygt at sidde der (i Arresthuset, red.). Der var ikke andet at lave end at glo på tv. Og når hun så kom og spurgte, om jeg ville snakke, så hvad fanden – men skole, det var det sgu’ ikke.«
Den unge mands mobiltelefon ringer. Han starter med at vende ryggen halvt til mig, mens han taler lavmælt på et mig ubekendt sprog, for et øjeblik efter at rejse sig og forsvinde ud af døren uden at se sig tilbage.

Fremskridtet,« siger skolelæreren og peger på den klap, som man tidligere stak maden ind igennem. Den er nu boltet fast og malet over i samme blå farve som resten af døren.
Et andet fremkridt er skolestuen med de fire aldrende computere og den store grønne tavle i hele rummets bredde.
»Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?« står der på den.
»De unge under 18 har krav på undervisning,« siger skolelæreren. »Men det er eneundervisning. Og jeg har ikke tid til at undervise dem inden for min arbejdstid, og der er ingen penge til overtid. Derfor ansætter vi lejlighedsvis timelærere, når vi har nogle af de helt unge. Vi havde dem fra massevoldtægten i skurvognen, du ved.«
Skolelæreren låser endnu en dør og ser på sit ur: Det er tid til at undervise.
»Godt 40 procent af dem over 18 tager imod mit tilbud om undervisning,« siger Niels. »Der er en ventetid på 14 dage, men det passer med den tid, det tager at trappe ned fra heroin.«
K.E. Løgstrup er en af de vigtige ledetråde for hans selvforståelse som lærer i et arresthus. Det gælder om at se, hvad den enkelte kan og ikke fokusere på, hvad han ikke kan: Tvivlen er en god følgesvend.
Jeg vil gerne prøve porten, så jeg kommer den vej ud, jeg burde være kommet ind. Vi stiller os foran en glasdør, ikke langt fra kommandocentralen Blokken, hvorfra en kort trappe fører ned til endnu en dør med glasrude, hvorigennem jeg kan se porten.
»Knappen!« råber skolelæreren, men ingen hører ham, og han går ind i Blokken for selv at trykke på den. Han lover at følge mig på skærmen.
En summen indikerer, at dørene lader sig åbne. Ude i den asfalterede gård, omgivet af fire meter høje mure, begynder stålporten næsten lydløst at glide til side. Mens jeg tænker, at den kedelige Christiansgade på bare en time er blevet forvandlet til et billede på frihed, ser jeg en mursten, hvor en anden, der ventede længere end jeg på at komme ud, har indridset ordet »sukken«.

FAKTA - Udtaleser
*Det er pr. 1. juli i år ved lov slået fast, at isolationsfængsling af børn under 18 år i ingen tilfælde må strække sig ud over otte uger. Brug af isolation i en konkret sag, hvor en henholdsvis 15- og 16-årig dreng begik røveri mod en pengetransport, blev underkendt af Højesteret.
Ved forarbejdet til den nye lov om isolationsfængsling blev rigsadvokaten bedt om at redegøre for, hvor ofte isolationsfængsling af de helt unge er blevet taget i anvendelse inden for de seneste to år. Baseret på en stikprøve til de større politikredse oplyste rigsadvokaten, at han ikke kunne finde andre eksempler end ovennævnte drenge.

*Red Barnet har udarbejdet en skyggerapport til brug for FN’s evaluering af blandt andet Danmarks evne til at leve op til FN’s børnekonvention, som vi underskrev i 1991. Den 29. januar er de forskellige danske NGO’er, der har indleveret kommentarer til regeringens officielle rapport om børns vilkår i Danmark, inviteret til at mødes med FN’s Børnekommission i sammenlagt tre timer.
»I Red Barnet mener vi, at børn slet ikke skal i fængsel. Det er faktisk det vi har skrevet under på i Børnekonventionen. Der står i artikel 37, at fængsling bør være den sidste udvej og at børn skal adskilles fra voksne på institutionsniveau,« siger juridisk konsulent Susanne Glending.

*Forsvarsadvokat Merethe Stagetorn, medlem af Strafferetsplejeudvalget, siger: »Artikel 37 handler om, at afsonere skal være adskilt i institutioner for henholdsvis børn og voksne. Og det er faktisk det vi forsøger at gøre, når unge bliver sendt i surrogatvaretægt i de sikrede institutioner. Det handler ikke om ret mange unge på årsplan, der sidder i arresthusene. Jeg synes, det er langt vigtigere at være opmærksom på det, der sker nu, hvor man taler om at kunne straffe børn under den kriminelle lavalder med en særlig ungdomssanktion.«

*Regeringen har nedsat en hurtigtarbejdende ekspertgruppe, der skal udvikle »en særlig ungdomssanktion«, som »bør kunne anvendes både af anklagemyndigheden og domstolene som led i det almindelige strafferetlige system.« Ordningen bør også kunne anvendes af de sociale myndigheder som led i indsatsen over for unge under den kriminelle lavalder.
Videre skal ekspertgruppen overveje, om der er behov for i visse tilfælde at kunne tilbageholde unge under 15 år, indtil der er truffet afgørelse af de sociale myndigheder.

*Den nye formand for Dommerforeningen, Henrik Linde, siger: »Dommerne vælger i langt de fleste tilfælde løsladelse, hvis det ikke er muligt at finde en plads i en sikret ungdomsinstitution, hvor den unge kan indsættes i varetægtssurrogat. I Retsplejeloven finder vi i paragraf 765 en ’skåneparagraf’, der kan bruges til at hindre, at børn kommer til at sidde i institutioner sammen med voksne kriminelle.«

*I alt 378 personer – inklusive gengangere – under 18 år opholdt sig i 1999 i landets arresthuse og anstalter. 80 procent sad der i tre dage eller kortere tid – typisk fordi de afventede en plads i en sikret ungdomsinstitution – og 11 pct. i mere end 30 dage.

Artikel 37 i FN’s Børnekonvention.
Deltagerstaterne skal sikre at:

*(a) intet barn gøres til genstand for tortur eller anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Hverken dødsstraf eller fængsel på livstid uden mulighed for løsladelse skal kunne idømmes for forbrydelser begået af personer under 18 år;

*(b) intet barn ulovligt eller vilkårligt berøves sin frihed. Anholdelse, tilbageholdelse eller fængsling af et barn skal følge lovens forskrifter og må kun bruges som en sidste udvej og for det kortest mulige passende tidsrum;

*(c) ethvert barn, der er berøvet friheden, behandles menneskeligt og med respekt for menneskets naturlige værdighed og på en måde, der tager hensyn til deres aldersmæssige behov. Især skal ethvert barn, der er berøvet friheden, holdes adskilt fra voksne, medmindre en sådan adskillelse ikke anses at tjene barnets tarv, og skal have ret til at opretholde kontakt med sin familie gennem brevveksling og besøg, bortset fra under særlige omstændigheder;

*(d) ethvert barn,der er berøvet sin frihed, har ret til hurtig juridisk og anden passende bistand samt ret til at få lovligheden af sin frihedsberøvelse prøvet ved en domsstol eller anden kompetent, uafhængig og upartisk myndighed og til hurtig afgørelse af enhver sådan sag.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her