Læsetid: 4 min.

Unge Thomsens spleen

5. januar 2001

Kapitlet, der mangler i festskriftet til forfatteren og filminstruktøren Christian Braad-Thomsen

Ny bog
Det var en tildragelse, der vakte opsigt dengang. Lidt af en skoleskandale og et stort samtaleemne hos os, de små i 4. mellem. En af skolens absolut bedst begavede elever var dumpet til studentereksamen og endnu værre: Det var, som om det var med vilje. Eller som om han i bedste fald var ligeglad med det. Vi forstod det ikke. Vi drømte jo selv bravt om en eksamen.
»Der går Jazz-Christian fra Hørning.«
Det var sådan, jeg første gang blev introduceret til fænomenet Christian Braad-Thomsen af en medelev, der prikkede mig i siden og nikkede hen mod en ældre, sværmerisk elev i skolegården, der gik, som var han helt i egen verden. Han redigerede skolebladet og var i sin fritid jazzanmelder på Aarhuus Stiftstidende under mærket Br.Th.
Fra Hørning var han nu ikke, men fra Bjertrup uden for Hørning. Den barndom på landet er han vendt tilbage til i mange af de film, han senere instruerede, ligesom barndomstraumernes opdagelsesrejsende, Freud, har haft hans store bevågenhed.
Men hvorfor dumpede han? Hvorfor lod han sig dumpe? Det var trods alt at spille kegler med resten af sit liv.

Godt med traumer
Det er en almindelig antagelse, at det er en god kvalifikation at have et eller flere alvorlige, smertefulde traumer, nogle gedigne kriser eller i hvert fald en brist, hvis man vil være kunstner – ligesom man bliver digter ved den kvinde, man ikke får, og ikke ved den, man får.
Jeg er ikke sikker på, at antagelsen gælder i alle tilfælde, men det er helt evident, at den gør i mange.
Hvor Christian Braad-Thomsens placerer sig på den skala ved jeg ikke, men som vi senere så, gik det ham godt trods den manglende studentereksamen. Det fremgår også af festskriftet, der er udkommet i anledning af hans 60-års fødselsdag, hvor en række udmærkede skribenter fremhæver hans kvaliteter, analyserer hans hans film, osv., som man nu gør i et festskrift.

Poesi-skolen
Ole Andkjær Olsen hylder ham for sine bidrag til dansk psykoanalyse, men går også i rette med ham. Henrik Jul Hansen giver en øjenvidneberetning om dengang i Cannes, da Fassbinder på et pressemøde anbefalede Braads film til den samlede verdenspresse.
Datteren Rose fortæller om hans faderlige tilstedeværelse på godt og ondt, mest godt. Johs. H. Christensen, Ditlev Tamm, Irm Hermann, Peter Schepelern, Kenn André Stilling, Vinca Wiedemann og Thorkild Bjørnvig er blandt andre bidragydere. Netop Bjørnvig er en livslang mentor.
Bjørnvig havde været elev på Århus Katedralskole, der var en god skole for poesien. I gymnasieforeningen kunne enhver indlevere et digt, som så ville blive læst højt (anonymitet respekteredes) på medlemsaftenerne – og kritiseret af en dertil udvalgt person. En glimrende øvelse, som jeg aldrig har hørt om fra andre skoler.
Gjallarhornsredaktør – sådan hed det – havde Bjørnvig været, Christian Braad Thomsen blev det og sørgede for at vedligeholde forbindelsen til Bjørnvig, som blev æresmedlem af foreningen. Braad præsenterede ham som digter i skolebladet, såvel som Morten Nielsens og andres forfatterskaber, hvilket alt i alt var med til at grundlægge en livslang kærlighed til poesien hos en og anden elev.

Hos psykiateren
Det er klart, at med alle de aktiviteter, kunne det gå ud over det mindre væsentlige. Skolearbejdet interesserede ham simpelthen ikke. Kunsten interesserede ham. Karaktererne tog et pludseligt dyk. Rektor foreslog den begavede elev at gå til psykiater.
Christian Braad Thomsen har beskrevet det i en bog, der udkom i anledning af katedralskolens 800 års jubilæum. Psykiateren sagde, at der ikke var noget galt med ham. Han tilbød at hjælpe ham med lektierne, da det åbenbart var der, problemet var. Braad forsøgte at tage sig sammen, men dumpede eftertrykkeligt. Han dumpede i tysk, men fik senere et brev fra tysklæreren, der med glæde havde bemærket hans udmærkede oversættelse af underteksterne til Petra von Kants bitre tårer. Historie- og gymnastiklærer Johan Bender husker det (i samme bog), som om Braad dumpede i dansk som det sidste fag. Nå, under alle omstændigheder stod der en journaliststilling åben på byens avis til den dumpede elev. Værre var det så heller ikke.
Bender mener, at skabende mennesker til tider har det sådan, at timelige ting som fremmødetidspunkter og lektier må finde sig i at komme i anden række.
Nils Malmros, endnu en af skolens elever, kom for sent, fordi han ikke kunne finde sin sok (sagde han) – og var i øvrigt 22 1/2 år om at blive læge. Thorkild Bjørnvig sov i timen og måtte gå en klasse om.
Braad er dumpet mange gange siden, når han stak næsen frem i kunsten og medierne.
Det underfundige er, at han er bestået i den samlede sum og består bestandigt den dag i dag.

*Bente Petersen og Jytte Rex (red.): Lige i øjet – festskrift til Christian Braad Thomsen. 296 s., 298 kr. Klim

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu