Læsetid: 4 min.

Et unikt koncept

Niels Hausgaard kan meget mere end at sige røv og marmorkage
29. januar 2001

Kunst
Problemet med Niels Hausgaard-koncerter er, at det er næsten umuligt at forklare andre mennesker, hvad det er, der er så fantastisk. Musikalsk er det ikke nogen sublim oplevelse, og teksterne er heller ikke noget særligt i sig selv. En Niels Hausgaard-vits er umulig at genfortælle.
Alligevel var Cirkusbygningen i København proppet i fredags, da manden med guitaren gik på scenen efter at have måttet aflyse efterårsprogrammet pga. en fingerskade. Der er altid proppet, når Hausgaard optræder, og der har som regel været udsolgt i flere måneder. Når han ikke optræder, bliver han citeret af kloge mennesker, og han bliver ofte nævnt, når de kendte skal sige, hvem de beundrer mest.
Visesanger, stand up’er – ingen etiketter dækker helt. Hausgaards koncept er unikt.

Pauserne
En vigtig del af det hausgaardske repertoire er pauserne, hvor publikum et kort øjeblik får muligheden for at danne sig de billeder, han er så fænomenal til at udpensle – også uden at beskrive dem med ord. Et eksempel fra i fredags:
Hausgaard undrer sig over udtrykket »en go’ røv«. Det må fordre, at noget kan kaldes »en dårlig røv«. Det ved han heller ikke, hvad er, men han ved, hvad en dårlig finger er, siger han og vifter med sin egen tilplastrede finger. »Det er en finger, der ikke kan det, den skal.« Pause. Latterbrøl.
En anden vigtig komponent er det, kommunikationsteoretikere kalder intertekstualitet, dvs. at én tekst henviser til en anden, kendt tekst. Og det var tydeligvis ikke et førstegangspublikum, der var tilstede i fredags.
Ordet »marmorkage« er ikke specielt sjovt i sig selv, og når det alligevel udløste et latterbrøl, er det fordi publikum ser for sig det billede, Hausgaard har gjort meget ud af ved tidligere lejligheder: Pligtbesøget hos et ægte bonderøvspar med kaffe og en tung marmorkage, der sætter sig fast i ganen, serveret i et sofaarrangement, hvor man sidder så lavt, at bukselinningen borer sig ind i maven og udløser sure opstød.

Politik
Det er ikke eksempler som disse, der citeres fra, når folk bruger Hausgaard til at sige noget klogt. Der er vi ovre i hans politiske repertoire, som mere eller mindre tydeligt kommer til udtryk i sangene og snakken imellem dem. Den mest citerede sætning er nok den med, om »de mange er de bedste, eller bare de fleste?«
Som ventreorienteret kan man godt regne med at få sine holdninger bekræftet, men man kan ikke forvente at undvige alle de spark, der rundhåndet uddeles fra scenen.
I fredags nåede Hausgaard omkring nynazismen med sangen »Jonni ta’ armen ned«, den sociale udstødning med »Egon kan ikke betale sig«, og udsalgshysteriet med »Sofaen fra Slima« som kan købes til »hip hip jubelpriser«. Men også vores måde at leve sammen på, hvor ægteskab bliver til købmandsskab – »hvis du tager opvasken, så henter jeg mælken« – fik genkendelsens latter til at rulle. Hvor den anden slags tårer pressede sig på ved sangen om drengen, der råber »se mig far«, og faren svarer »jeg skal nok se dig om ikke så længe, når jeg får røven fuld af penge.« Og så var det for sent.
Hvis man stadig ikke har følt sig ramt, er der temaet om de »bogligt begavede«, der går i operaen, sikrer sig i hoved og røv og forskanser sig bag pigtråd med deres materielle goder, hvor de håber på at komme i den blå bog eller som Sean Connery at blive opgraderet til Sir af en gammel dame med et sværd.
Og under det hele ligger en opsang til alle os, der i vores selvgodhed sidder over kaffen og snakker om vejret og vores egne problemer og glemmer at tale om det, der er vigtigt.

Har været der selv
Det kan undre, hvordan han kan være så populær i alle hjørner af landet, især hjemme i Vendsyssel, hvor kun førstegenerationstilflyttere kan finde på at sætte krydset til venstre for midten. Det kunne han nok heller ikke, hvis han var politiker. Men hvor politikere kun kan eksistere, hvis de selv overholder de regler og love, de fabrikerer, kan Niels Hausgaard netop ramme folk, fordi han selv indeholder de dårlige egenskaber, han udstiller. Han har selv ligget fastlåst på sofaen fra Slima. Han dømmer ikke, men peger på ubehagelige tendenser i samfundet med den hensigt at få folk til at reagere. Og han gør det ikke for at få magt – alligevel har han stor magt.
Selvom det er længe siden, den har været på repertoiret, glemmer jeg aldrig den sang, der for alvor fik mig til at tage afstand fra tankegangen derhjemme, hvor enhver er sin egen lykkes smed og narkomanerne burde skydes. Det er sangen om fugleungen, der basker ud fra reden og ned foran en bil – »Den var selv ude om det, den ku’ bare ha’ ladet være.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu