Læsetid: 7 min.

De der vælger livet

5. januar 2001

Heller ikke helt unge indvandrerpiger ved altid, hvad de vil. Så bliver de gift. Det bliver det ikke nødvendigvis lettere af

Qlummen
Jeg kender to piger på 18 år, som ved et tilfælde begge to hedder Nadia. Den ene er stærkt interesseret i musik og litteratur, f.eks. læser hun med begejstring Hunter S. Thompsons Fear and Loathing in Las Vegas. En dansk pige, men med international smag, altså. Hun går i gymnasiet og spekulerer utvivlsomt på, hvordan hendes fremtid vil forme sig. Om hun selv og verden vil kunne leve op til hendes forventninger. Hun er allerede i livet på egen hånd og føler – ikke altid med udelt fornøjelse – at verden står åben. Pivåben.
Nadia To er også en dansk pige på 18 år. Hun blev gift sidste år, er nu højgravid og bor sammen med sin nittenårige ægtemand hjemme hos sine forældre i en treværelsers lejlighed. Ingen af dem er i gang med en uddannelse, de har ikke arbejde og kommer sjældent uden for en dør.
Nadia To var egentlig blevet optaget på en faglig uddannelse til sygehjælper, som hun passede godt til. Men da hun blev gift, gjorde hendes mand indsigelse: Kvinder skal da gå hjemme hos børnene, sådan som hans egen mor gjorde! Da Nadia så blev gravid, var der da også noget at se frem til – bortset fra, at det altså er hjemme hos forældrene, hun går. Hendes mand er født i Nadias forældres hjemland, han stammer fra deres landsby og kom hertil, da han blev gift med Nadia. Han taler ikke dansk, ikke meget engelsk og har ingen uddannelse.
Hvis jeg nu prøver at fremskrive de to Nadiaers liv fem-ti år, så vil Nadia Et gøre skolen færdig, måske rejse ud et år, måske arbejde et år, måske gå på højskole. Hun vil møde mennesker, få erfaringer. Hun vil tage en uddannelse og så overveje at flytte sammen med sin kæreste og en dag få børn. På dette tidspunkt har de råd til en bedre bolig og er nok omkring de 30. Selvfølgelig kan Nadia Et også gøre disse ting i en anden rækkefølge, eller noget helt andet.
Hun har et valg.
Nadia To nåede derimod ikke rigtigt at vælge, før hun blev valgt for. Hun har snart barn, får sikkert flere, og en mand, der synes, hun skal gå derhjemme i stedet for at uddanne sig. Selv er han ikke rigtig kommet i gang med noget, selv om han har boet i Danmark i over et år, og han får svært ved at forsørge sin lille familie, når han ikke kan dansk eller i sin unge alder har andet at gøre godt med.
Ufaglærte jobs i videnssamfundet har ingen stor fremtid for sig, og formentlig får familien Nadia To i de kommende år brug for en del praktisk og økonomisk hjælp, både fra forældrene og det offentlige. Mens de døjer med en stram økonomi og et bundet liv med småbørn i huset, kan deres jævnaldrende i fred og ro bygge deres fremtid op ved at uddanne sig og holde omkostningerne nede, til det dyre familieliv begynder.
Forhåbentlig benytter Nadia og manden chancen senere. Men det bliver lidt sværere.
Nadias forældre kan ikke forstå de unge menneskers passivitet: »Find dog et job! Begynd på skolen som aftalt!« herser moderen. Men enten ser hun ikke, eller vil ikke se, sammenhængen med et ægteskab, der spænder så unge mennesker for et ansvar, de ikke er modne til. Det skulle jo have været en hjælp!
Men det er det ikke altid. Blandt andet fordi livet i Danmark går i et andet gear end dengang, unge mennesker blev smidt ud hjemmefra som 14-årige med guldur og voksentøj, som min egen farfar, der blev butiksdreng og selvforsørgende. Horribelt, synes vi nu og rystes ved tanken om de små pus, der måtte døje hårde ord, knubs og hjemve.
Men samfundet stiller også andre krav nu, blandt andet derfor er uddannelsestiden så lang og unge mennesker så voksne, når de stifter familie. Som man kan se af statistikkerne, er kvindens alder ved det første barns fødsel hævet omkring otte år siden 1960.

Dramatiske historier om indvandrerpiger, der gør oprør, og som konsekvens tit ender helt uden familie, havner af og til på avisernes forsider. Således også mellem jul og nytår, hvor Ayse Deveci, den tyrkiskfødte leder af Broen (et rådgivnings- og hjælpecenter for kvinder med en anden etnisk baggrund end dansk), kunne fortælle, at hun alene i november havde 20 ubehagelige sager, hvor kvinder og piger fra især Vestegnen omkring København prøvede at undgå et arrangeret ægteskab med en mand fra forældrenes hjemland.
»I samtlige sager havde pigerne været udsat for vold. Fordi deres forældre ville tvinge dem til ægteskab. Sådan er det mere eller mindre hver måned,« forklarede Deveci til Berlingske Tidende den 27. december.
Samme avis kunne fortælle, at Udlændingestyrelsen fra den 3. juni til årsskiftet år 2000 modtog 1.200 ansøgninger om familiesammenføringer fra folk mellem 18 og 24 år. Med andre ord er det et ganske udbredt fænomen, at ægtefæller søges i udlandet, formentlig især forældrenes gamle land.
Selvfølgelig bliver langt fra alle disse ægteskaber til ved at vride armen om på de unge. Og endnu færre piger og drenge vælger den drastiske løsning at stikke af fra det hele, til en uvis fremtid.
Det gælder f.eks. Nadia To og hendes mand, der netop er helt, helt almindelige: De er ikke oprørere mod det liv, forældrene har udstukket. De er ikke usædvanligt energiske, eller har nogen stærk boglig eller håndværksmæssig tradition hjemmefra. Som så mange andre unge ved de faktisk ikke rigtigt, hvad de vil.
Og min påstand er nu, at det måske netop er dem, der bliver ladt i stikken, når de ved en blanding af samfundsmæssig passivitet og forældre-geskæftighed får stiftet familie, før de selv har fundet en plads i livet. Især tror jeg, at danske piger, der bliver gift med en lige så ung og usikker udenlandsk mand med et kønsrollemønster fra 1950’erne eller før, meget let bliver gidsler i små, triste liv, hvor det bliver svært at rokke sig af flækken: Han kan ikke klare videnssamfundets krav, hun må ikke. Og de unge mænds motiver til at holde konen derhjemme er vel hverken værre eller bedre end de mænd, der i 1970’erne følte sig truet, når konen tog HF på aftenskole og begyndte at snakke med under tv-avisen.
Også gymnasielærerne taler om det: Om piger, der efter studentereksamen drager af til forældrenes ’gamle land’, hvor brylluppet skal stå – et romantisk, traditionelt bryllup med fuld skrue i storfamiliens skød, som i de gode, gamle dage.
Men i Danmark kommer de unge par ikke til at leve i de gode gamle dage, og der skal mere til end romantik for at leve et helt, langt liv sammen. Mig minder Nadia Tos liv mest af alt om de romaner af den beske humorist Finn Søeborg, jeg som barn fandt på regnvåde dage i diverse sommerhusreoler: Bøger fra 1950’erne om en verden med få eller ingen valgmuligheder, om bolignød, pengemangel, afhængighed af forældrene, småborgerlig tristesse.
Derfor er problemet for mig at se især, at de valg, indvandrere af forældregenerationen træffer på de unge børns vegne, simpelt hen risikerer at gøre børnenes liv lige så svært, som forældrenes eget indvandrerliv var. Psykologisk måske endda sværere, fordi unge født her tit har gjort sig tanker om noget sjovere end at drive en kiosk eller sidde derhjemme.

Mens man måske kan støtte dem, der helt har gjort op med sig selv, at de ikke vil ind i det ægteskab, forældrene vil have, er de mere passive en anden historie.
Måske kunne man i højere grad geare skolernes uddannelsesvejledninger til samarbejde netop med indvandrerorganisationer, der ved, at ikke alle unge helt af sig gør som danskere nu plejer at gøre? Engagere mennesker med tværkulturel viden i den taktkrævende opgave, det er at snakke med de ældste skoleelever om, hvordan også de valg, de træffer lige nu, kan påvirke hele det liv, de kommer til at leve? Kunne kommunernes socialforvaltninger (eller hvem det nu skal være) ikke også hurtigt og aktivt opsøge unge familiesammenførte for sammen at lægge en plan for arbejde og danskundervisning? Simpelt hen, så den nye borger med familie får mest muligt ud af tilværelsen. Og så har arbejdsmarkedet værs’go’ at tage imod dem.
I oktober sidste år kunne økonomen Hans Kornø Rasmussen fortælle til Information, at om 20 år har omkring 14 procent af befolkningen – det er hvert syvende menneske – udenlandsk baggrund.
Det er da ikke ligegyldigt, om de kommer med i fællesskabet. Også når de er kvinder.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu