Læsetid: 4 min.

Et valg jeg traf af lyst

19. januar 2001

(2. sektion)

Oline Hiul tog for seks år siden til Italien og er netop færdig med at læse statskundskab i Genova. Nu vil hun være operasanger

Portræt
Hvordan synes du selv, det går? Det er Informations indgangsspørgsmål til Oline Marie Ortvad Hiul, der efter at have brugt seks år på et italiensk universitet med tonsvis af eksaminer hvert år, nu har besluttet sig for, at hun meget hellere vil være operasanger.
»Jamen, jeg synes, det går godt,« siger Oline Hiul. Hun sidder på cafeen i en brun spadseredragt med et beige pashmina sjal over skuldrene og synes selvfølgelig, at det er meget, meget koldt i København.
»Det er en god periode for mig, fordi jeg har taget et valg. Tidligere har jeg gjort ting, jeg følte, jeg skulle – læse, tjene penge og være ansvarlig. Nu har jeg ikke mere SU og har sagt mit job op, men jeg har valgt i forhold til, hvad jeg havde lyst til og ikke hvad, der var nødvendigt.«
Den første cd, hun fik, var Carmen. Alligevel står hendes idé om, at hun nu vil være operasanger, i skarp kontrast til det, hun tidligere har interesseret sig for.
»Førhen tog jeg hele tiden stilling til alle mulige samfundsproblemer og gennemdiskuterede alting hele tiden. Jeg læser stadig avis og ser tv-avis, men måske med mindre iver end før. For når man som helt ung går meget op i de ting, kan man blive helt træt og føle, at man har brug for mere plads til sig selv og fordybelse. Men på en måde er det også en flugt fra den forfærdelige virkelighed, som man føler, at man alligevel ikke kan gøre noget ved eller har nogen indflydelse på. Så flygter jeg i stedet ind i operaen og gamle romaner. Men jeg håber at finde balancen på et tidspunkt.«
Oline Hiul er af den type, man helst skal undgå at spejle sig i. Udover at være smuk, tale flydende italiensk og have fået bedre karakterer på sit fremmedsprogede universitet, end mange af os har fået på Amager eller i Århus, kan hun også synge. I juni lykkedes det hende derfor at blive optaget på musikkonservatoriet Nicoló Paganini i Genova. Til sommer vurderer hendes lærerinde, en tidligere operasanger fra Argentina, om Oline Hiul er en af de elever på holdet, der kan springe nogle år over, eller om hun skal starte fra bunden og gå på konservatoriet fem år endnu.
Hun er godt klar over, at hun er umanérlig privilegeret. Hun har mulighed for at tage et valg, baseret på hvad hun brænder for, som langt fra alle har. I de kommende år kan hun klare sig ved hjælp af de penge, der lige nu står i banken, sin familie, ved at arbejde om sommeren og gennem sin italienske kæreste, Victor. Han læser jura, men har et studiejob i sin fars ejendomsmæglerfirma.
»Det er egentlig et ret velovervejet valg. Jeg er faktisk ikke typen, der bare tør springe ud i noget. For mig har det meget været et spørgsmål om at vælge altruistisk eller egoistisk.«
»Hvis jeg brugte min uddannelse i statskundskab, ville jeg meget gerne arbejde i for eksempel FN’s flygtningehøjkommisariat og gøre noget for andre mennesker. At vælge i stedet for at prøve at blive operasanger, handler først og fremmest om, at jeg elsker at synge, stå på en scene og leve mig ind i en rolle, men også om, at jeg ikke kunne tænke mig at have et job, hvor jeg bruger en stor del af mit liv på at sidde foran en computer. Jeg vil hellere selv kunne tilrettelægge min tid og bruge mere af den på min kæreste, mine venner og børn, når jeg en dag skal have det,« siger hun.

Hun elsker Italien. Sproget. Klimaet. Havet. De smukke historiske bygninger og monumenter, hver gang man drejer om et hjørne. Når hun en gang imellem kommer hjem til Danmark, mærker hun, at hendes liv dér har udviklet hende i anden retning, end hun måske ellers ville være gået i.
»Jeg føler mig gammeldags, når jeg kommer tilbage. Måske fordi jeg er kommet ind i et miljø i Italien, hvor man går meget op i litteratur og klassisk musik. Herhjemme bruger mine veninder deres mobiltelefoner, computer og Internet meget mere selvfølgeligt, end jeg gør.«
Men det er ikke noget, hun er ked af. Når man ser bort fra kvindens position i samfundet, ville Oline Hiul intet have imod at leve i 1700-1800 tallet. I en adelsfamilie, altså, griner hun.
»Det dér med at sidde en aften og lytte til hinanden spille klaver,« siger hun.

Blå bog
Oline Marie Ortvad Hiul blev født i 1975. Flyttede som to-årig med
sine københavnske forældre i kollektiv ved Bendslev nær Sorø.
1993-1994: Læste antropologi et år på Københavns Universitet
1994: Flyttede til havnebyen Genova i Norditalien, hvor hun begyndte at læse statskundskab.
1995-2000: Halvdagsjob ved siden af studiet som sekretær på det danske konsulat i Genova.
2001: Oline Hiul bliver færdig med sit speciale til foråret, men begyndte i november på musikkonservatoriet Nicoló Paganini i Genova for at blive operasanger.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her