Poesien rimer på livet hos Jørgen Fafner
Metrik
Giganten i vor nationale sangpoesi var aldeles umusikalsk!
Sådan lyder den hårde dom over Grundtvig som verskunstner i Jørgen Fafners mægtige værk, Dansk vershistorie, som nu er afsluttet med bind to, der rækker fra romantikken til modernismen. Første del omhandlede middelalderen og sluttede med 1700-tallets odedigtning. Optakten blev taget med Digt og form (1989), en klassisk og moderne verslære.
De metriske former har den forhenværende professor i retorik et fagområde, han fik oprettet ved Københavns Universitet selv sammenlignet med luftige spøgelser, som først får kød og blod og liv i det individuelle digt. Det er, hvad han med stor og hjertelig fortolkningsevne nu har realiseret i den principielt kronologiske skildring af verskunstens veje i Danmark, derunder turbotemperamentet Grundtvigs mere eller mindre gakkede gangarter, når han satte sine trokæer an og først og fremmest havde sangbarheden i hovedet.
Først barokdigterne havde fået skik på de accentuerede vers, som var en stor omstillingsproces efter antikkens såkaldt kvantiterende vers, hvor sansen for stavelseslængden var afgørende, og den franske stavelsestællende metode. Nu kunne variationerne og frigørelserne fra de klassiske versemål begynde. »Frihedens veje« og »den store høst« hedder indledningen til romantikken, der blev sat an af Oehlenschlägers geni og fabelagtige gehør for vers og strofer.
Affekt og følelse
I barokken arbejdede man både i musik og retorik med en affektteori, en lære om, at bestemte tonegange svarer til menneskelige følelser. Romantikerne havde nok en skærpet sans for strofernes medfødte udtryk, siger Fafner, men deres etoslære var organisk, subjektiv. Poesi var personlighedens originale udtryk. Derfor optræder der et væld af nye muligheder for den store generation fra tiden efter 1800, hvor ny inspiration kunne hentes fra de nordiske og germanske traditioner og fra den galliske stil til en anderledes talt poesi.
Metrikkens skabeloner overlejredes af rytmiske fraseringer i blankverset, i det jambiske trimeter, sonetten, terzinerne, ottaven, canzonen, ritornellen, de spanske romanzevers o.m.m. Dertil kom alle de selvdannede strofer. Salmen og den ny folkesang udvikledes, fra klubvisen til studentersangen.
Her var mandskoret en drivende kraft, med fædrelandssange, soldater- og arbejdersange. Bellman-feberen forfinede også vaudevillen og lystspillet med de indlagte viser. Således blev den metriske poesi fastholdt via sangen, der i det ny århundrede folkeligt fornyedes af Jeppe Aakjær. Fafner forfølger linjen op til revyviserne og hip-hop-kulturens rap, mens fremstillingen ellers standses før den nye politiske sangproduktion i 1970erne og Dansktoppens sangindustri.
Snerpet er Fafner ikke, men det er den litterære verskunst, der er hovedsagen. Livlig er de mange frie og gode forbindelser mellem før og nu, hvor teknikker hilser på hinanden, f.eks. gennem almuestrofen hos Ingemanns »Nu titte til hinanden de fagre Blomster smaa« og Jens August Schades Sjov i Danmark: »Jeg ser mig selv i spejlet stå frem som Danmarks digter.«
Spydigheder
Bogens register omfatter bl.a. knap hundrede forskellige strofenavne, en liste over det meget store antal digte, der citeres, samt en detaljeret indholdsfortegnelse, der gør den velegnet til opslag.
Aarestrup skabte en karakteristisk firelinjet strofe:
Vi sad i Landsbykirken.
En raa Novemberhimmel
Oplyste svagt langs Muren
Den fugtiggrønne Skimmel.
Aarestrup skal høres. Det mente dansk litteraturhistories nestor, Vilhelm Andersen, også. Men han undlod at bruge sine egne ører, siger Fafner spydigt, når han sammenblandede »Heines stigende trefod« med Aarestrups spanske jamber. Der er en verden til forskel!
Et andet sted i forbindelse med en analyse af Nis Petersens deklamatoriske rytmer får Kai Friis Møller et rap over fingrene. Han gav i Politiken en foromtale af Inge Hviid Møllers oplæsning af digtet »Foraar ved Mariager Fjord« med dets »lunefulde metrik« som han til fulde bekræftede ved en meget forkert analyse!
Sprogets iboende mundtlighed er overalt til stede i bevidstheden. Hvad nyere tid angår, véd vi meget om oplæsningspraksis, der har blomstret med modernismen. Hvad ældre tiders foredrag angår, kan man kun gisne om deklamationens karakter og støtte sig til diverse udsagn om bl.a. Oehlenschlägers kraftfulde og musikalske oplæsning og om hans og især Grundtvigs evne til at udmatte tilhørerne.
Visuel poesi
Men et andet synspunkt, netop et synspunkt, er poesiens visuelle side, som Fafner til stadighed fremdrager. Med læsepoesien bliver det afgørende, hvordan typografien er arrangeret. Allerede her er helten Oehlenschläger, der lader sine Digte 1803 sætte i den moderne antikva som markør af det ny og anderledes.
Men det store både synlige og synslige spring tages med modernismen i 1900-tallet, hvor rimverset bryder sammen og de frie former danner nye mønstre på papiret.
Det er den fjerde af de store epoker i den tysk-nordiske vershistorie. Det første skel er overgangen fra den hedenske stavrimede digtning til det kristne rimvers. Det andet skel bringer renæssancens store versreform, der giver den nordiske digtning et mægtigt opsving af klassik og romantik. Det tredje skel falder sent i Danmark sammenlignet med Europa, selv om Johannes V. Jensen fandt på at sætte sine prosadigte op som frie vers i Digte 1906, stående i regnen på Memphis station eller siddende ved frokostbordet på Bernina med en ny rimløs rytme. Men så gik der ellers nærmest 50 år i rimsmedjen.
Modernisme
Det er en fremragende skildring af dansk lyrisk modernismes rytmiske formsprog, Jørgen Fafner her sammenfatter for tiden efter Anden Verdenskrig med dens forudsætninger i imagisme, ekspressionisme og surrealisme. Det var nok et historisk traditionsbrud, men jo langtfra noget forfald, som mange mente. Poesi har altid været rytmisk tale, og kun en vis epoke med højdepunkt i 1900-tallet knæsatte de konventioner, som mange endnu betragter som fundamentale. At rim og gammelkendte strofeformer gennem de seneste år er taget op til ny radikal brug er bare interessant.
Vejen over J.P. Jacobsens motivrytmer, Sophus Claussens præmoderne strofer, Tom Kristensens modernistiske traditionalisme, Per Langes klassik, Paul la Cours højstemthed, frem til Rifbjerg-generationens nye sprogregister er beskrevet både ideologisk og metrisk formelt. Også frie vers kan analyseres som integration af mening og struktur. Forholdet mellem musik, maleri og ordkunst optager de sidste afsnit af denne velskrevne, meget læselige kulturhistorie, hvis jordnære fod- og frøperspektiv véd alt om tonen fra himlen.
Storværket er den første samlede skildring af dansk vershistorie, der skal afsluttes med et digtkatalog. Det har sine genoptagelser og krydshenvisninger. Man er i selskab med en lærd og glad mand, der udfolder sanserne i et personligt tonefald. Han sparer ikke på lovordene om den moderne udfoldelse af dansk poesi siden 1960 med helte som Rifbjerg, Ørnsbo, Gustava Brandt, Jørgen Sonne, Inger Christensen og Højholt, med skyldig respekt for de nye systematiseringer, som Hans-Jørgen Nielsen-generationen og Vagn Steen iværksatte. Postmodernismen er en postgang for sent ude.
*Jørgen Fafner: Dansk vershistorie 2. Fra romantik til modernisme. 526 s. 495 kr. C.A. Reitzels forlag
