Læsetid: 2 min.

Video og DVD

26. januar 2001


(2. sektion)

Way of the Gun
*Efter at have vundet en Oscar for sit manuskript til Bryan Singers Usual Suspects (1995) har manuskriptforfatteren Christopher
McQuarrie holdt lav profil. Åbenbart har han brugt tiden på at skrive og instruere sin egen film. Way of the Gun er en gangsterfilm i ånden fra både Quentin Tarantino og naturligvis, Usual Suspects. To småforbrydere beslutter sig for at gå efter den store gevinst ved at kidnappe en rugemor for et millionærpar, men det skulle de aldrig have gjort. Snart skydes der på dem fra alle sider, og så gælder det om at holde hovedet koldt – og det kan være svært. Way of the Gun er en glimrende film med gode skuespilpræstationer fra bl.a. Benicio Del Toro, Ryan Phillippe og Jemes Caan. Nogen Usual Suspects er den ikke, men man fornemmer tydeligt McQuarries forkærlighed for snørklede plottråde. Der snakkes meget, og handlingen går ind imellem helt i stå, men der er hele tiden noget at se på, lytte til og tænke over.
Way of the Gun. Instruktion og manuskript: Christopher McQuarrie. Er ude på dvd. Kan fås i Laserdisken, www.laserdisken.dk

Love’s Labour’s Lost
*At Kenneth Branaghs seneste Shakespeare-filmatisering endnu ikke er nået til Danmark er en gåde. Flyttet frem til slutningen af 1930’rne og iscenesat som en ødsel musical med musik af bl.a. Cole Porter og George og Ira Gershwin er Love’s Labour’s Lost en morsom og humørfyldt hyldest til både den store fortæller og musicalgenren. Matthew Lillard, Alessandro Nivola, Adrian Lester og Branagh selv spiller hovedrollerne i historien om en prins, der sammen med tre studiekammerater sværger at hellige sig studierne i et tre-årigt cølibat. Uheldigvis for de friske ungersvende kommer prinsessen af Frankrig og tre smukke hofdamer på besøg, amorinerne blomstrer, og så har vi balladen. Højt humør og masser af fornøjelig og romantisk sang og dans og skægge biroller fra Nathan Lane og Timothy Spall gør Love’s Labour’s Lost til en meget charmerende oplevelse, jeg gerne under så mange som muligt at få.
Love’s Labour’s Lost. Instruktion og bearbejdning: Kenneth Branagh. Kan fås på dvd hos Laserdisken. www.laserdisken.dk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her