Læsetid: 5 min.

Wittgensteins lykkelige øjeblik

4. januar 2001

En nyudgiven introduktion og et svært tilgængeligt forklarende værk, peger fra hver sit sted mod en af de største filosoffer fra det foregående århundrede

Filosofi
Man vover nok ikke halsen for meget, om man kalder den østrigskfødte, ingeniøruddannede filosof Ludwig Wittgenstein for en af det sidste århundredes betydeligste. Selvom han kun gennemlevede århundredets første halvdel – han var født i 1889 og døde i 1951 – er hans tanker stadig spillevende inden for moderne filosofi. Han nåede i sit besynderlige liv at skabe mindst to vægtige filosofiske tankeværker. Det første blev formuleret i det særegne værk Tractatus logico-Philosophicus, udgivet i 1921, skrevet i årene som frivillig artillerist ved østfronten. Med sin ’anden’ filosofi, formuleret fra 30’erne og frem efter adskillige års filosofisk afholdenhed, var han sin egen mest gennemgribende kritiker. Da han imidlertid aldrig selv formåede at bringe »senfilosofien« på endelig form, kommer det uden tvivl til at kræve adskillige generationer af mindre geniale filosoffer et godt stykke af det nye årtusind at finde ud af, hvad han egentlig mente med den.

Tiltrængt ny indføring
I Danmark er der ikke udkommet en introduktion til Wittgensteins filosofi siden Justus Harnacks Wittgenstein og den moderne filosofi fra 1960. I betragtning af, hvor mange Wittgensteintekster der siden er blevet tilgængelige, hvor overvældende litteraturen har været om de emner, Wittgenstein introducerede, og ikke mindst hvorledes en række nye begreber er blevet trukket frem i løbet af især de sidste 30 års forskning, har der i høj grad været brug for en ny introduktion. Det er der nu rådet bod på med filosofilektor Jørgen Husteds bog Wittgenstein, i serien De store filosoffer, en letlæselig fremstilling af problemstillinger, der stadig kan give de største filosoffer hovedbrud.
Det er ikke nogen enkel sag kort at forklare filosoffens indsigter. Husted indleder med en kort biografisk gennemgang af Wittgensteins liv, der tager sig temmelig anfægtet og fortvivlet ud, men på dødslejet slutter med ordene: »Sig til dem, at jeg har haft et vidunderligt liv.«
Der er et billede fra denne biografi, der måske kan tjene til anekdotisk at forklare filosofien: Manden, der er vokset op med en familiemæssigt kompleks fortid som både jøde og kristen, i et rige og en epoke i forfald, i et af Wiens fineste patricierhjem, en klunketidens højborg, kaster sig, efter at have skrevet sit første og, tror han selv, eneste filosofiske værk, ud i at bygge et gennemført funktionalistisk hus for sin søster. Måske kan man sige, at værket Tractatus ligner dette forehavende: Wittgenstein rydder op. Han forsøger filosofisk set at skabe sig en overskuelig bolig, hvorfra man kan kontemplere livets uudsigelige kompleksitet. Med de matematisk-logiske erfaringer fra folk som Frege, Russell og Whitehead rydder han på en gang op i sproget, verden og filosofien. Efter at have indledt Tractatus med sætningen »Verden er alt, hvad der er tilfældet,« slutter Wittgenstein små 100 paragrafbefængte sider længere henne med den notorisk kæftlukkende sætning: »Det, hvorom man ikke kan tale, om det må man tie«.

Regning uden vært
Denne sætning – selvfølgelig som afslutning på en prægnant logisk analyse – var der mange, der tog til efterretning bl.a. den logiske positivismes tilhængere i den såkaldte Wienerkreds. De var grundigt trætte af forvrøvlet filosofisk snak om metafysik og frydede sig over det wittgensteinianske tabu. Men det var at gøre regning uden vært: Wittgenstein havde ryddet op i sit filosofiske hus, for at tage sig af netop de sysler, man ikke kan tale om. Da han blev inviteret til møder i wienerkredsen, hvor de var overbevidste om, at han var en af deres egne, underholdt han dem med at læse op af den indiske digter Rabindranath Tagores mystiktunge digte. Wienerkredsen stod af fra ham. Og Wittgenstein stod tilbage med geniets fornemmelse af overhovedet ikke at være forstået, indtil han ti år senere fandt ud af, at han selv ikke havde forstået noget. Så byggede han igen et filosofisk hus op, og det var et anderledes snakkesaligt, støvet og kitchagtigt hus end det fra Tractatus.
Nu skulle der leges. I Filosofiske undersøgelser er det sprogets leg, der blotlægges. Sproget er ikke et billede på verden, med elementarsætninger som yderste metafysiske entitet, men et velfungerende spil, som vi alle er mægtig gode til at spille. Selvom Jørgen Husted udtrykkeligt siger, han ikke har tænkt sig at diskutere de vidt forskellige tolkninger, der i et halvt århundrede har været af denne filosofi, er der ingen tvivl om, at han er dybt påvirket af de sidste tre årties tokninger, ikke mindst filosoffen Michael Dummetts. Det er også godt det samme, en stor del af forskningen omkring Wittgenstein har været påvirket heraf, og introduktionen bliver dermed en præcis indføring ikke alene til, hvorledes hele det Wittgensteinske projekt drejer sig om en undersøgelse af sproget og dets mulighedsbetingelser, men også til de termer, der er blevet uomgængelige for at ’snakke med’ om filosoffen: Sprogspil, regelfølgeovervejelser og privatsprog.

Billedligheden
Der er ingen tvivl om, at det klare kan sløre det indviklede. At Wittgensteins projekt uden tvivl var mere kompliceret, end Husteds fremstilling lader ane. Skulle man have fået blod på tanden, kan man, udover at gå til teksterne selv, forsøge at lægge sig lige i halen på teksterne, med Peter K. Westergaards bog Ludwig Wittgenstein, hele billedligheden i vor udtryksmåde. Det er et omfattende og svært tilgængeligt værk, der viser, hvor anderledes Wittgenstein kan tolkes end i den analytiske tradition. Westergaard, der er teolog, går netop efter det uudsigelige, som så alligevel siges masser af steder hos Wittgenstein. Han leder efter det religiøst-etiske aspekt, som helt sikkert er tilstede selv i en så stringent logisk tekst som Tractatus, et aspekt, som hele den analytiske tradition i filosofien uden tvivl har foretrukket at lukke øjnene for. Westergaards tekst bevæger sig tekstnært og svært mellem engelsk, tysk og dansk, men for den Wittgensteinsultne, der ikke har kunnet rode i Wittgensteins efterladte papirer, åbner det op mod alt det, man håber der vil blive kastet nyt lys over i det nye århundrede. En af de gådefulde sætninger i Tractatus lyder noget i retning af: »Hvis man med evighed mener ikke uendelig tid, men tidsløshed, så lever det menneske evigt, der lever i nuet«. Westergaards udfoldelse af dette tema, som det bygges op mod Tractatus, kaster ikke blot lys over uudforskede temaer hos Wittgenstein, men måske især over, hvorfor det var så påtrængende for Wittgenstein til sidst at sige de ord, forekommer så paradoksale hos Husted. For hvis man har sagt, at »kun det menneske, der ikke har levet i tiden, men i øjeblikket, er lykkeligt«, så er det måske man med en vis logik kan sige: »Sig til dem, at jeg har haft et vidunderligt liv«.

*Jørgen Husted: Wittgenstein, 228 s.248 kr. Centrum
*Peter K. Westergaard: Ludwig Wittgenstein, Hele billedligheden i vor udtryksmåde, 423 s. 225 kr. Forlaget Slagmark, Aarhus Universitet

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her