Læsetid: 2 min.

Bandagistens enkebal

Anders Christiansen er nede at hilse på 1960’ernes avantgarde i sin ambitiøse danseperformance ’Still life’, men kedsomheden er nu institutionaliseret – og publikum inddrages ikke
17. februar 2001

Dans
Scenen er sat, når publikum kommer ind – bagtæppe af lilla taft, et bord med en enkebalslampe, en mandsfigur som en skulptur i rummet. Den tatoverede rose (Minna Weurlander) i sortblåt strutskørt tager plads med sit
akkordeon, og tager sig en smøg. En ældre kvinde med havfruehår (Jytte Kjøbek) kommer ind og angiver kontakten til Fluxus-dagenes happenings, hvor man undersøgte alt: Materialer, tilfældet som ledetråd, tavshedens provokation.
Under den nyligt afholdte høring på Louisiana var det slående, hvor upåvirket den danske dansescene i 1960’erne var af samtidskunsten. Happenings, Fluxus, Merce Cunningham/Cage eksperimenter smittede ikke af – vi havde Flemming Flindt som balletmester på Det kgl. og den største revolution var bare tæer i Paul Taylors Aureole i 1968. Eks-Skolen dansede ikke, og heller ikke 1970’ernes udbrydere var en del af det større billedkunstunivers.

Nervøs latterkrampe
Anders Christiansens danseperformance Still life kalder 1960’erne til live (eller netop ikke, afsættet er i det stillestående, dødsnære), men formår ikke at holde sig fri af det anekdotiske. Det bliver for kælent, når de tre mandlige dansere i matrostøj med pointeret langsomhed affører sig et hold bukser og siden på infantilt-erotisk vis stikker hånden inden for i det næste par – eller poserer som den lille havfrue. Fluxus var anderledes drastisk, anarkistisk publikumsinvolverende: Christiansens nature morte kalder på andægtig kunst-kontemplation. Dele af premierepublikummet gik dog i nervøs latterkrampe.
Et element, som ingen rod har i 1960’ernes sekulariserede kunst, er den nye kristendom. Anders Christiansen skanderer forestillingen med bibelsprog, fremsagt af danserne, hvilket gjorde det smerteligt klart, hvor ukunstnerisk den seneste oversættelse er: Hvor skulle jeg søge hen fra din ånd? Hvor skulle jeg flygte hen fra dit ansigt? (Salmernes bog) eller Koen og bjørnen bliver venner (Esajas). Men også billedsproget henter de vigtigste temaer fra passionen – med hilsen til Rafael, Michelangelo og Tintoretto. Anders Christiansen har ønsket at skabe en performance, der er en udstilling, men hans billeder er ikke tilstrækkeligt prægnante og livsfarlige.

*Still life. Idé og iscenesættelse: Anders Christiansen. Dansere: Jytte Kjøbek, Jean Hugues Miredin, Joao Lobo, Ole Birger Hansen. Kanonhallen. Til 28. feb.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her