J.J. Johnson var gennem 50 år det moderne jazzbasunspils ukronede konge. Nu er han død, efter at være rundet de 77
Nekrolog
Med James Louis (kaldet J.J.) Johnson forsvinder en af de få tilbageværende fra den store musikergeneration, som omkring 1945 revolutionerede jazzen, dens musikalske og tekniske grundlag og dens udtryk. Sidste år var det vibrafonisten Milt Jacksons tur, og af generationens toneangivende musikere er det vel nu kun den ét år
yngre trommeslager Max Roach og den fire år ældre pianist og komponist John Lewis, der er tilbage.
Johnson var tidligt ude, spillede som kun 18-årig i Benny Carters orkester og gik som 21-årig videre til Count Basies. Som 22-årig, i 1946, indspillede han første gang i eget navn, akkompagneret af Roach og pianisten Bud Powell, og var dermed entydigt placeret som den ny jazzmusiks, bopmusikkens, basunist par excellence.
Hvor hans forgængere i varierende grad havde dyrket instrumentets ekspressive muligheder, glissandi, vibrato, klangmodellering osv., satsede Johnson i stedet på mobilitet og kunne derfor ubesværet følge med i bopmusikkens mest komplicerede temaer og arrangementer. Det gjorde ham straks til den mest efterspurgte musiker, når hans samtidige skulle bruge en basunist, og han medvirkede i de følgende år på indspilninger med så fremtrædende musikere som Charlie Parker og Miles Davis.
I de jazzmæssigt magre år 1952-54 var han dog nødt til at søge beskæftigelse uden for musikverdenen og spillede kun i sin fritid, men fra 1954 fik han medvind med den kvintet, han dannede med sin instrument-kollega Kai Winding (Jay & Kai). Det førte til at han fra 1956 kunne lede egne, permanente ensembler.
Siden han i 1949 og 50 tog del i de epokegørende indspilninger med Miles Davis nonet, var han meget optaget af komposition, og i 1956 skrev han suiten Poem for Brass (med Miles Davis som solist) til Gunther Schullers pladeprojekt Music for Brass, et tidligt forsøg med det, der kom til at hedde third stream music.
Flere arbejder i samme stil fulgte, og i 1961 skrev han på opfordring af Dizzy Gillespie den 34 minutter lange suite Perceptions for et messingblæser-orkester under ledelse af Schuller. Det førte til, at han fra 1967 koncentrerede sig om at komponere, først tv-reklamemusik, så filmmusik, og fra 1970 boede han i Los Angeles og helligede sig disse aktiviteter.
Først i 1987 flyttede han tilbage til sin fødeby, Indianapolis, og genoptog sin karriere som leder af faste grupper. Det blev til ti år med indspilning af flere førsteklasses cder, men i 1997 opgav han definitivt offentlig musiceren, da han ikke ville optræde, når han ikke var i topform. Og det var han ikke efter at have fået kræft, som til sidst fik ham til selv at afslutte tilværelsen.
Ved siden af de større orkesterværker har Johnson skrevet kortere kompositioner, af hvilke Lament fra 1954 har opnået status som jazz-standard, især takket være Miles Davis og Gil Evans version på Miles Ahead fra 1957.
Men først og fremmest er det som basunist, han vil blive husket. Fra 1960erne indtrådte der en reaktion mod den ikke-ekspressive stil, han havde indført, og som prægede yngre musikere, f.eks. James Cleveland, Curtis Fuller, Slide Hampton og Julian Priester. Karakteristisk for denne reaktion er f.eks. Charles Mingus brug af ellingtonsk wa wa-basun i sine indspilninger.
Men Johnsons stil blev aldrig sat i skyggen, og hans nøgterne, bevægelige spil rummer, især i hurtige tempi, sit eget medrivende sus.
