Læsetid: 4 min.

Bill Evans’ sidste sang

Et par uger inden sin død indspillede Bill Evans sit musikalske testamente, otte cd’er, som med 20 års forsinkelse er udkommet herhjemme
7. februar 2001

Et par uger inden sin død indspillede Bill Evans sit musikalske testamente,
otte cd’er, som med 20 års forsinkelse er udkommet herhjemme

Cd-boks
I september var det 20 år siden pianisten Bill Evans døde, netop fyldt 51. Ved sin død var Evans for længst anerkendt som en af jazzens betydeligste og mest indflydelsesrige pianister, og den forløbne periode har kun underbygget hans ry.
Hans indflydelse mærkes hos de fleste mere fremstående yngre jazzpianister, fra Herbie Hancock og Keith Jarrett til et nyere navn som Brad Mehldau; den frie triostil, som han introducerede omkring 1959, har revolutioneret samarbejdet mellem pianister, bassister og trommeslagere i trioer og rytmegrupper; og med sit virtuose pianistiske håndelag og sit inderlige, men nøgterne udtryk står han fortsat som jazzklaverets store romantiker.
Hvorfor døde en så stor og ingenlunde miskendt musiker så tidligt?Englænderen Peter Pettinger lader ingen tvivl tilbage i sin biografi fra 1998: Bill Evans. How My Heart Sings. Dødsårsagen var »blødende mavesår og lungebetændelse, og skyldtes flere faktorer. Den mest kritiske var skaden på hans lever, som siden hans ungdom var blevet belastet af leverbetændelse og af langvarig narkomani. I sine sidste måneder led han, som så ofte før, af underernæring.«
Af fremtoning lignede Evans så langt fra en narkoman, og dog var han afhængig af heroin fra han var omkring 30; efter en halv snes år kom han i metadon-behandling, men begyndte et par år før sin død at tage kokain, skønt han var nygift og havde fået en søn.
Hans nære ven, journalisten Gene Lees, har sagt, at det var historiens længste selvmord.
Evans’ elskede storebror, Harry, havde efter en svær depression skudt sig selv året før Bill E. døde, og formentlig havde lillebroren også en rem af huden. Det kommer Pettinger ikke ind på, men han siger afsluttende, at Evans’ »langsomme selvmord rummede sin egen smerte, men smerten blev til det sidste trodset af hans kunstneriske ekstase«.

Mange cd-bokse
At det internationale jazzpublikum længe har været optaget af Bill Evans’ musik, er fremgået af det store antal udgivelser af hans indspilninger. Hans optagelser for Riverside (1956-63) findes i The Complete Riverside Recordings, en boks med 12 cd’er; de efterfølgende for Verve (1963-70) i The Complete Bill Evans On Verve, en boks med 18 cd’er; og The Complete Fantasy Recordings (1973-77) er en boks med ni cd’er. Hertil kommer så The Secret Sessions, en boks med otte cd’er på Milestone, optagelser fra engagementer på Village Vanguard i 1966-75, og fra samme lokalitet er der Turn Out the Stars: The Final Village Vanguard Recordings, June 1980, en boks med seks cd’er på Warner Bros.
Og som om alt dette ikke var nok, sammen med talrige enkelt-cd’er, foreligger nu The Last Waltz, en boks med fire dobbelt-cd’er.
Evans-trioen spillede fra 31. august til 8. september 1980 på Keystone Korner i San Francisco, og stedets ejer, Todd Barkan, lod al musik fra de otte dage optage. Den blev i 1989 udsendt i et sæt med otte cd’er på det japanske mærke Alfa.
Af dette materiale blev året efter udgivet tre cd’er på det hollandske mærke Timeless, men det har taget yderligere ti år, før hele det japanske sæt blev udsendt på Milestone i USA og Europa.

Den bedste trio
Både Warner-sættet fra Vanguard og Keystone-sættet på Milestone viser Evans-trioen med bassisten Marc Johnson og trommeslageren Joe LaBarbera.
Det var Evans’ bedste trio siden den berømte fra 1959-61 med Scott LaFaro og Paul Motian, og især Johnson inspirerede Evans på samme måde som LaFaro havde gjort det.
Skønt der kun er tre måneder mellem de to sæt, er der ret mange repertoire-forskelle, men selv i de otte tilfælde, hvor Evans på Keystone-sættet høres i tre forskellige versioner, er det tydeligt, hvor frit han behandlede materiale, som han var vant til at spille.
Et enkelt stykke, »Nardis,« som er komponeret af Miles Davis, men aldrig indspillet af Davis selv, var på Evans’ repertoire gennem 40 år, og Keystone-sættet har hele seks versioner af den.
Af dem er den første kun på syv minutter og består, udover temaet til sidst med hele trioen, af Evans’ fri, uakkompagnerede fantasi; de næste fem varer mellem 15 og 20 minutter, meget længere end noget andet i sættet, og præsenterer især lange bas- og trommesoloer. Evans’ spil bekræfter Todd Barkans erindring om gæstespillet: »Han var fuld af energi den uge. Han brændte. Jeg husker, at jeg på et tidspunkt lukkede øjnene og tænkte, at det lignede Wynton Kelly, hans spil havde så meget ukuelighed og swing, sammen med alle dets andre kvaliteter«.

Evans’ svanesang
Så det var Evans’ svanesang. Fra San Francisco fløj han til New York og indledte et ugelangt engagement på Fat Tuesday’s tirsdag den 9. september, men om torsdagen måtte han meget mod sin vilje melde afbud. Søndag blev han taget på Mount Sinai Hospital, og her døde han mandag den 15. september om eftermiddagen.

*Bill Evans Trio: The Last Waltz. Milestone 8MCD-4430-2

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu