Læsetid: 2 min.

Blinkende bænke for begyndere på 2. sal

Udvalgte favoritscener og sekvenser fra tidens film – og et anti-bud
16. februar 2001

(2. sektion)

Scener
Danske film blinker fra hvert eneste gadehjørne i verden, og det vil ingen ende tage. Det må også være første gang, siden Bodil Kjer, Poul Reichardt og Dirch Passer, at folk her til lands strømmer i biffen lige så meget for skuespillernes skyld som for instruktørernes.
Sofie Graabøl, Thomas Bo, Ann Leonora, Peter Gantzler, Anders W. Berthelsen... De går ind og ud af filmene som i en svingdør, og alle var de med i Taxa. Det kan godt køre sammen for en, men så har man Gud ske lov sine favoritscener.

Håndelaget
I Italiensk for begyndere er det for mig den eller dem, hvor Lars Kaalund talentfuldt skræmmer gæsterne bort fra det cafeteria, han er sat til at bestyre. Desværre ligger de i starten af filmen, men pyt, der er så mange andre f.eks. den i kirken, hvor der er tvivl om, hvem der ligger i kisten.
I Bænken må jeg tilslutte mig dette blads filmanmelder. Bedste scene er den, hvor drankeren, spillet af Jesper Christensen, rejser sig efter års druk på torvet for at lave hyggemiddag til sin genfundne datter. Pludselig har han fået noget at leve for. Morten Piil krystallisere det endog til, at det hele ligger i scenen, hvor den tidligere kok snitter en agurk med professionelt håndelag.

Ove Ditlevsen
Fra Blinkende lygter, som også er rig på gode scener, nominerer jeg en tilsyneladende flad vits: Der, hvor gangsteren, Nikolaj Lie Kaas, gribes af et digt, han tilfældigt har fundet i en efterladt digtsamling. Den er så laset, at et hjørne mangler, nemlig det, hvor der står T. Så da nogen spørger, hvem der har skrevet den, svarer han: Ove Ditlevsen.
Lars von Triers film, Dancer in the Dark, er – som altid med Trier – en dygtigt lavet film, men en af sekvenserne brød jeg mig ikke om. Den varer desværre en halv time, den, hvor islandske Bjørk skal henrettes. Jeg irriteredes mere og mere over hendes lidende, tilknappede attitude. Den naivistiske spillestil skal man vist være japaner for at holde af. Hos mig udløste den langvarige sekvens, at jeg hviskede til min ledsagerske: »Jeg går pludselig ind for dødsstraf. Men lad det gå hurtigt!«
Således kan film flytte én steder hen, hvor man ikke var før.
Den svenske film, Sange fra 2. sal, fortjener at komme med i det danske selskab. Vi kan jo tage scenen, hvor en mand kommer ind på en bar med en pose aske. Min virksomhed er lige brændt, siger han – som om den er i posen.
Alternativt den, hvor en mand fra et solarium nærmest fyrer en anden mand. Man ser kun fødderne stikke ud. En præcis kommentar til tidens fjernfyringer.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu