Læsetid: 5 min.

Ned til børnene?

På ingen tid har unge, danske voksenforfattere udgivet en hel bunke børnebøger. Vi har spurgt dem hvorfor
2. februar 2001

(2. sektion)

Enquete
Hjørnet der gik sin vej (Christina Hesselholdt), Det grønne øje (Mads Brenøe) og Kamelen kom til sidst (Jesper Wung-Sung) er bare et par af de titler, der for ganske nylig er udgivet af den yngre, danske forfattergeneration. Men ivrige danskstuderende er nok gået forgæves på Hovedbibliotekets skønlitterære afdeling, for de nye bøger står på børnehylderne og er skrevet til helt små mennesker.
En af de sprælskeste nye titler står Peter Adolphsen for:
»Den ubændige historie om Ræsergåsen og Drengen Didrik er skrevet i sådan et meget hurtigt sprog. Et af projekterne var, at jeg ville prøve at skrive svært for børn, at bruge komplicerede vendinger og sætningskonstruktioner, for jeg tror sagtens, børnene kan følge med alligevel, og så lærer de jo imens. Sådan noget som ’et misbilligende sideblik’ – det er jo ikke engang helt sikkert, at alle voksne helt forstår det.«

Lortebøger
Mads Brenøe har modsat bestræbt sig på at skrive en god historie med så korte ord som muligt; hans bog er skrevet til danskundervisningen i 3. klasse:
»Lixtallet i Det grønne øje er 13, og det ved jeg ikke helt, hvad betyder. Men jeg skulle vænne mig af med meget af det, man gør som voksenforfatter, nemlig at bruge så mange ord som der overhovedet skal til for at udtrykke det hele så præcist og varieret som muligt. Forhistorien er, at da jeg var 15 år, besluttede jeg mig for at blive forfatter, og allerede dengang tænkte jeg, at noget af det sværeste måtte være at skrive en børnebog. Så skete der det, at min steddatter kom hjem fra 2. klasses læseundervisning med de kedeligste bøger, det var decideret nogle lortebøger. De bedste af dem var ikke engang gode, bare okay. Så jeg hyrede min steddatter som konsulent og satte mig for at skrive en god bog med korte ord.«

Frikvarter
»Jeg har været irriteret tidligere, fordi hver gang der skete noget uhyggeligt i de bøger, så vågnede drengen op af en drøm. Altid. Og det er da med et voksenord noget narrefisse. At der ikke kan være noget uhyggeligt, at ens liv ikke kan være på spil, den der falske uhygge. Så jeg gør det, bare for at drille de andre bøger, at han først drømmer noget uhyggeligt, og så vågner han og oplever noget endnu mere uhyggeligt. Og så redder hans far ham.«
Ida Jessen har en serie på fire bøger til de 10-12-årige bag sig.
»Jeg ser ikke mig selv som børnebogsforfatter, men det har været et dejligt frikvarter at skrive dem imellem voksenbøgerne. Jeg bruger heller ikke ret meget tid på dem – det er bare kommet med det samme.«
Christina Hesselholdt har haft en lignende oplevelse. Hendes fjerde børnebog, Prinsessen i sommerhuset, udkommer til maj.
»Børnebøgerne er for sjov. Ikke fordi jeg ikke synes, børnelitteratur er meget vigtig, men fordi de kommer meget nemmere til mig. I mine voksenbøger har jeg ikke nogen defineret modtager, og det er mere interessant ikke at vide, hvor det havner. Børnebøger ser jeg nok mere som brugskunst.«
Peter Adolphsen kan godt se, at det virker nemmere at skrive en børnebog – det var det bare ikke:
»Jeg brugte lang tid på at spekulere over, hvordan jeg skulle gøre det og fik så skidt hul i det og skrev præcis, som jeg plejede.«

Lidt i knæ
Det gør Jesper Wung-Sung også: »Jeg har fortalt en historie om det at være noget, menneske eller kamel, og jeg tror da, der er tematiske sammenfald med de andre ting, jeg skriver. En længsel efter at leve og gøre hvad der passer en, ligesom kamelen i min bog. Arbejdsmetoden har været den samme, selv om man selvfølgelig på et plan går lidt i knæ, når man skriver til børn. Jeg skelner ikke kvalitetsmæssigt mellem børne- og voksenlitteratur, kun mellem god og dårlig litteratur.«
»Men der er da nogle ting, man ikke kan. Børnelitteratur skal indeholde et element af håb, synes jeg, om ikke andet så fordi at til dem, der er yngre end dig, kan du simpelthen ikke tillade dig at sige, at deres liv ikke bliver bedre end dit, altså give dem en hammer i hovedet, fordi du selv sidder der og er 40 år og arbejder på et kontor. Der skal være en åbning.«
»Til gengæld synes jeg, børnelitteraturen har problemer, når den bliver for pædagogisk. Men det er vel det samme, der karakteriserer triviallitteratur: At man ikke tør stole på læseren, men prøver at sige alt på en behagelig måde.«
Kirsten Hammann skrev ikke oprindeligt Chokoladeeskapade til børn:
»Jeg har ikke tidligere prøvet at skrive børnelitteratur, selv om jeg da har tænkt, at det måske ville være en friere form. Men nu skal jeg faktisk til at skrive noget til et nordisk seminar om poesi til børn her til foråret. Det skal ikke være rim, men helst rigtige moderne digte – bare med ord, som børn forstår. Og det, synes jeg, både lyder meget spændende og næsten umuligt. Men jeg synes også, det mangler, ikke mindst fordi børn selv leger så meget med sproget.«

Penge eller lethed?
Hvorfor har så mange unge forfattere kastet sig ud i børnebøger lige nu?
Peter Adolphsen: »Der er selvfølgelig den sociologiske forklaring, at pengene er bedre – om ikke andet så fordi forskuddet er det samme, mens teksten vel er en tyvendedel af en voksenbog. Den tror jeg nu højst dækker halvdelen af forfatterne. Jeg tror dels, at min generation i højere grad har sat sig for at leve af skriveriet, dels at berøringsangsten over for sådan noget som børnelitteratur er blevet mindre.«
Ida Jessen: »Det er i det hele taget dejligt at kunne skifte genre, og man hviler også ved det. Det at være forfatter kan jo være hårdt, fordi man tømmer brønden og skal vente på, at den bliver fyldt op igen – og så er det jo dejligt at kunne foretage sig noget meningsfyldt i mellemtiden. Desuden er det også sundt at øve sig i, at det aldrig nogensinde må være kedeligt!«
Christina Hesselholdt: »Jeg tror, jeg har lært noget af at skrive børnelitteratur, netop fordi jeg ikke har taget det lige så alvorligt og derfor har givet slip på en helt anden måde. Det gjorde jeg ikke
i mine første voksenbøger, men jeg tror, det er ved at give pote – jeg har fået en større lethed og en større fandenivoldskhed, når jeg skriver.«
Mads Brenøe: »Jeg kan da selv huske, da jeg begyndte at læse, og hver sætning tog ti minutter at komme igennem. Hvis det så var en kedelig sætning, så var det så ti kedelige minutter. Derfor er der næsten payoff i hver sætning – det er da bare at tage sin målgruppe alvorligt.«

*I dag, lørdag og søndag er der Nordisk Børnebogsmesse i Øksnehallen. Se programmet på www.bornebogsmessen.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig – første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu