Læsetid: 4 min.

Bourdieus nye modild

Den franske sociolog opfordrer de intellektuelle til at bruge deres kvalifikationer i kampen for en europæisk social bevægelse – og leverer selv en højt kvalificeret kritik af globaliseringen
12. februar 2001

Mandagsbogen
Sociologen Pierre Bourdieu er ikke bange for ordet utopi. Han bruger det gerne, når han skitserer sine planer om en »social europæisk bevægelse«, hvor intellektuelle forener deres kræfter med fagforeninger og sociale aktivistgrupper m.v. i kampen mod neoliberalismen og mod globaliseringens antisociale ideer og resultater.
I sin nye bog fremmaner han billedet af denne bevægelse med så intens og vedholdende overbevisning, at man synes at høre et ekko af Martin Luther King’s »I have a dream...«
Det er måske en overraskelse for nogle at møde en Bourdieu med så megen tro på, at ’det nytter’, så megen idealisme. Men den nu 70-årige sociolog, der længe var kendt for vanskeligt tilgængelige videnskabelige værker, har siden midten af 1990’erne mere og mere profileret sig som social aktivist.
Bourdieu citerer ikke King, men derimod Spinoza: »Der er ingen iboende kraft i den sande ide.« Sociologen Bourdieu giver ham ret: Ideerne ændrer ikke af sig selv verden, men forfatterne og kunstnerne kan mobiliseres og bidrage til at »opfinde en ny form for politik.«

Til rådighed
Der må kæmpes, og en gennemgående tese i dette kampskrift er, at den sociale bevægelse står over for enorme vanskeligheder, en mægtig og formidabelt velbevæbnet modstander.
»Opgaven er på én gang yderst presserende og yderst vanskelig,« og den europæiske sociale bevægelse, som Bourdieu slår til lyd for, har derfor »noget utopisk over sig.«

Drevet af logikken
Bogen falder i fortsættelse af en tilsvarende samling debatindlæg (Contre-feux), der udkom i 1998, og den består hovedsagelig af foredrag, som Bourdieu siden har holdt i bl.a. Paris, Chicago, Zürich, Berlin, Wien, Seoul og Tokio. Man kan nikke genkendende til nogle af analyserne, men Bourdieus syn på de intellektuelles rolle har udviklet sig. Når han nu stiller sine videnskabelige aktiver til rådighed som våben i en politisk kamp – og opfordrer andre kvalificerede til at gøre ligeså – er det udtryk for, at han har opgivet nogle tidligere forbehold:
»Jeg er blevet drevet af logikken i mit arbejde til at overskride de grænser, jeg havde sat mig i objektivitetens navn – en opfattelse af objektiviteten, der lidt efter lidt forekom mig at være en form for censur.«
Han erklærer sig »overbevist om, at videnskabens landvindinger for enhver pris må føres ind i den offentlige debat, hvor de i tragisk grad er fraværende.«
Han leverer selv nogle solide teoretiske holdepunkter for forståelse af magtrelationerne i verden i dag. Hans angrebsvinkel er helt i pagt med de sociologiske teorier, han har udviklet, og hvis centrale begreber er beherskelse (på fransk: domination), styrkeforhold, kulturel kapital, magt via symboler og sprog.
Beherskelsen antager helt nye former i dag, understreger han. Beherskelsesmekanismernes mangfoldighed, deres indirekte og ofte fordækte karakter er et højaktuelt emne i relation til globaliseringen.
Bourdieu påpeger, at de reelle magthavere, der opererer gennem bl.a. WTO, IMF, Verdensbanken og Europa-Kommissionen – og fremmer den amerikanske samfundsmodel som en objektiv, naturgiven nødvendighed – er udrustet med et frygtindgydende arsenal af tildels usynlige våben – højt kvalificerede eksperter, allestedsnærværende lobbyer, følgagtige medier – og at de råder over magtfulde intellektuelle redskaber.
Mange af de såkaldte ’think tanks’ spiller således en vigtig rolle »ved udarbejdelsen og udbredelsen af den neoliberale ideologi, der regerer verden i dag.«

Radikaliseret
Talrige intellektuelle er mobiliseret i kampen på den neoliberale side. I videre forstand støtter globaliseringen sig til store kulturelle aktiver, og kulturel kapital er en vigtig faktor, idedebatten en afgørende slagmark.
Så meget mere logisk er det, at intellektuelle – forskere, forfattere, kunstnere – må spille en vigtig rolle i kampen mod neoliberalismen. Bourdieu ønsker, at de skal gå ind i den offentlige debat, ikke bare individuelt, men ved at oprette »en ny tilknytning« til sociale bevægelser og optræde som »kollektive intellektuelle«.
Den neoliberale ortodoksi »er så universelt udbredt og tages så enstemmigt for givet, at den synes hævet over diskussion,« skriver Bourdieu.
Derfor gør man sig ikke klart, at de socialdemokratiske regeringer »bidrager til neoliberalismens triumf, ikke alene ved at arbejde på den sociale stats nedbrydning, men også ved at skjule de kræfter, de danner relæ for.«
Det vil støde nogle – og det er et eksempel på den afstand, der skiller sociologen fra praktisk politik – at Bourdieu i en sætning omtrent slår Jospin i hartkorn med Thatcher.

Utopistisk
Hans teorier er klarsynede og logiske, hans domme lige så velbegrundede som hårde, men de kan give et indtryk af, at hans ærinde inderst inde er utopistisk – at inspirere og provokere.
Han holder sig på afstand af alle eksisterende politiske partier, og han accepterer hverken fagforeninger, public service, (national)staten eller EU, »som de er.«
Men han tror på, at de intellektuelle kan spille en rolle, og at deres viden kan bidrage, ikke alene til forståelsen af det eksisterende samfund, men til udviklingen af de nye kampformer, der er nødvendige.
Frem for at satse på nationalstaten eller en global bevægelse mener Bourdieu i første omgang, at »nogle af målene for en effektiv politisk aktion ligger på europæisk niveau.« Han accepterer ikke den nuværende situation, hvor EU »er underkastet den ubegrænsede konkurrences imperium,« og »den europæiske opbygning er en social nedrivning.«
Det er måske det hidtil bedste politiske skrift fra Bourdieus hånd – originalt, veloplagt, tilgængeligt og båret af et uforbeholdent socialt engagement.
Forgængeren fra 1998 blev med et par års forsinkelse oversat til svensk – begge versioner i øvrigt anmeldt i Information – men den nye pamflet fortjener at komme hurtigst muligt på dansk.

Kampskrift
*Pierre Bourdieu: Contre-feux 2. Pour un mouvement social européen. Editions Raison d’agir. 110 s., 30 francs

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu