Læsetid: 2 min.

Brædderne er stadig skrå

På et kaotisk og kærligt gensyn dagen før dagen for årets studenter-revy
27. februar 2001

Nærkontakt
Årets studenterrevy har netop overstået sin ’helvedes-weekend’, som traditionen tro indebærer to hæsblæsende døgn med kaos og »tydelig tekst!«, »længere frem på scenen!«, »og hvorfor kan du nu ikke danse med svømmefødder på?« »Ku’ vi lige få fjernet orkesteret, så maleren kan komme til?« osv. osv.
Jeg har været til prøve. Og det var et kærligt gensyn med min egen fortid som Kongelig Majestæts Acteur på den danske studenterscene. Dengang, i starten af 80’erne, var scenen også skrå, og det var så der, man lå som Puk i en Skærsommersalat.
Nu står her 17 podier midt på gulvet, det hele er en kæmpe rodebutik og av for h..., der lå nogle sorte kabler på vejen op til min stol. Men jeg får plantet mig midt i mylderet af replikker og besynderlige tonearter, mens en vellignende Dronning Margrethe lige får møvet sig forbi.

Hænderne vil klappe
Men den kommer snigende, gør den. Den der stemning, det der mylder i kroppen. Benene begynder at gå sine egne veje under stolen og armene slipper rygsækken, som ryger ned i mørket med bunden i vejret, for hænderne vil klappe af de unge begavede mennesker, som alle brænder for at yde deres bedste og nå ud over rampen.
»Yes« siger man på nydansk. Der skal være mening i galskaben og det er der.
Årets studenterrevy Fagre nye www.verden tager fat om vores egen tid.
Lige nu, hvor vi i den teknologiske udviklings hellige navn er ved at slippe styringen og overlade al magt til de blippende maskiner, fordi vi i vores fortravlede og sansemættede stunder mener, at vi så kan slippe for al det bøvl med nærkontakt og følelser og i stedet kan forløse vores livslange higen i de nye mediers store globale tilfredsstillelse.
Jo, jeg sidder der i mørket og glæden bobler i mig, altimens jeg oplever, hvordan hele teamet fra årets hold virkelig har noget på hjerte. De får revet mig med, så en gammel travhest lige er ved at springe på brædderne igen, bare for at få lov at være med.
Her bliver det tomme til det tætte! Så kig forbi! Det foregår i Huset i Magstræde – nårh nej, det var jo dengang. Nu hedder det Teater Sthyr og Kjær. Men kig forbi. Det er nu. Dot.kom.

FAKTA
Studenterrevyens lange rødder
Studenterrevyen har rødder langt tilbage i det danske teatermiljø. Foreningen bag revyen, Kongelig Mayestaits Acteurs, udsprang af den tidligere studenterforening fra 1820, der havde aktive som H.C. Andersen, men foreningen blev først officielt stiftet i 1929. I 1924 fik den sit kongelige navn af Christian X, efter at han var blevet enormt begejstret over en forestilling, han havde set. Kongelig Mayestaits Acteurs går altså langt tilbage, og det har givet foreningen en masse traditioner: Optagelsesprocedurer, festsange, medlemsbånd med de oldenborgske farver og meget mere. Alle medvirkende i studenterrevyen er frivillige. Nogle har stor erfaring bag sig, andre er helt nye, men alle er dybt engagerede og ivrige efter at gøre netop dette års studenterrevy til noget helt specielt. Se mere på www.studenterrevyen.dk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her