Læsetid: 12 min.

Med byens egne øjne

På bare ti år er drømmen om Vesten for alvor kulmineret i Istanbul. Sushi, mobiltelefoner og Internettet hører til dagligdagen – ligesom skilsmisser, ecstacy og større forskel på rige og fattige. Den før så stolte tyrkertro har fået et knæk i takt med, at McWorld er rykket ind uden at forbedre demokratiet
10. februar 2001

Istanbul Stories
Flere uger efter juleaften stråler tusinder af små pærer og juletræer i neon stadig på butikspaladsets Akmerkez’ facade som julepynten på Fifth Avenue.
Men på trods af den kristne julepynt ligger Akmerkez ikke i New York, men i Istanbuls svar på Manhatten, Etiler, hvor nye skyskrabere hvert år skyder op og flænger horisonten, ligesom den tyrkiske økonomi er skudt i vejret gennem de sidste ti år. Det ses i kvarteret. Butikkerne sælger fransk haute couture og B&O, og lejlighederne koster efter sigende en million dollars, mens bilerne på gaden hedder Saab, BMW, Porche m.m. Sidste år steg importen af biler 125 procent.
Det er populært at bo i kvarteret, hvis man er ung og up’n coming. Hvis ikke man laver popmusik, er man inden for mediebranchen, hvor mere end 30 landsdækkende tyrkiske tv-kanaler – efter statsmonopolet blev brudt i 1993 – og en boomende reklameindustri har skabt en helt ny generation af unge, omkring de 30, der bliver skilt som aldrig før, lever papirløst sammen og spiser sushi. Yndlingsserien hedder Sex and the City, og Bridget Jones Dagbog kan købes overalt i oversættelse lige som tyrkiske udgaver af Elle, Bazaar og Vogue. Tarkan på 27 er fraskilt og bor sammen med kæresten, Ipek, og en hund og en kat i en toværelses lejlighed. Til daglig passer de deres job i reklamebranchen, mens weekenderne går med at danse sig sanseløse på et af de mange technosteder som den gamle bilkirkegård, 2019, hvor bure med dansende transvestitter hænger under loftet i den sønderskudte fabrikshal.
»Jeg vil bare have det sjovt, livet er kort, og jeg gider ikke at forpligte mig med børn og ansvar, jeg dør alligevel ung,« siger Tarkan og fortæller, at mange af the clubbers tager ecstacy eller trips.
»Det er overalt, klubberne sælger nærmest kun vand,« griner han under det Oasis-agtige hår.
Bukserne er posede og gummiskoene er spraglede. Politik og medlemskab af EU interesserer ham ikke, han er ofte i London for at klippe film, og han har besøgt New York, Tokyo og København.
Tarkan er en af de personer, som deres udsendte mødte, da hun besøgte Istanbul for første gang for snart ti år siden. Dengang var han en helt amindelig ung tyrker, der gik på college. Cd’ere fra Europa og MTV var eksotiske islæt fra en vestlig verden, han drømte om at erobre. I dag kender Tarkan mere til de nyeste trends fra New York, end jeg gør, og Tarkan drømmer ikke længere om vesten. »Istanbul har alt, også en magi, du ikke finder andre steder,« siger han.

På Taksimpladsen i byens centrum lyder der mobiltelefoner uafbrudt, og der spottes kun få tørklædeklædte kvinder mellem alle de forbipasserende på pladsen. Unge deler løbesedler ud om overgreb i fængslerne, og politiet er fast udstationeret her, hvor der af og til er sprængt en bombe – sidst for en måned siden. Men det er ikke derfor, at folk ser mere forstenede ud i ansigterne end for bare tre år siden, siger Mete Acar på 32.
»Der har altid været bomber. Men folk har mistet troen på, at det hele bliver bedre. Den økonomiske krise og forskellen mellem rige og fattige er for stor, og folk tror ikke på, at vores politikere kan gøre noget ved det.« Ifølge ham er det prisen for Atatürks gamle drøm om vestliggørelse, der for alvor tog fart sidst i 1980’erne, hvor den daværende præsident Turgut Özal åbnede den tyrkiske økonomi for verden.
Liberaliseringen af økonomien og de IMF-støttede reformer, der skal bringe inflationen ned på et ét-cifret tal, har været hård kost for arbejdere og offentligt ansatte. Så når en tredjedel af Tyrkiets økonomi er sort, er det ikke kun på grund af korrupte forretningsmænd, der snyder med skatten. Du kan købe den nyeste Hollywoodfilm på DVD til 12 kroner eller en bog, der blev udgivet i sidste uge, men som allerede nu er udkommet på det sorte marked.
Metes far er pensioneret hjertekirurg, broderen er tandlæge. Som offentlig ansatte tjener de mindstelønnen på 250 millioner tyrkiske lira om måneden – godt 3.000 kroner. Det kan man ikke kan leve af i Istanbul, så lægerne har private konsultationer om eftermiddagen, lærerne giver ekstra timer, og politiet tager imod et par millioner, så bilisten slipper for en fartbøde.
»Så længe folk ikke får en ordenligt løn, vil vi have korruption,« siger Mete. Hver onsdag mødes han med venner og familie til kebab og raki – den tyrkiske brændevin – lige bag Taksimpladsen. Spydene med kebab griller kontinuerligt over trækullene i det store neonoplyste lokale, hvor alle borde er optaget på begge etager. Metes niece Müge på to år gør lykke ved nabobordene lige til midnat. Müge taler fantastisk godt. Det er, fordi de tyrkiske børn er foran børn i andre lande, indtil de er tre år, fortæller Müges mor, Ahu, der er tandlæge som sin mand og havde de to måneders barselsorlov, hun må have. Derefter har bedstemødrene passet Müge hver dag mellem klokken 9 og 18, men efterhånden som Müge bliver ældre, kan bedstemødrene ikke stimulere hende på samme måde som jævnalderene børn kan, derfor går det ned ad bakke efter de tre år, siger hun.
Flere af vennerne ved bordet er bekymret over Tyrkiets fremtid.
»Økonomien er skrøbelig som en aidspatient, der tæller sine sidste dage. Mange forretninger går bankerot, og arbejdsløsheden har slået endnu en rekord. Det gode er, at inflationen er nede, men det er også grunden til stagnation og arbejdsløshed,« opsummerer Mete ironisk. »Tro mig, det er ikke sjovt at se på. Jeg håber, det forandrer sig, men jeg tror det ikke længere.«
Selv om Mete går ind for EU ligesom cirka 70 procent af tyrkerne, så mener han, at Tyrkiets nuværende økonomiske problemer er opstået, fordi Europa får mere ud af Tyrkiet end omvendt.
Importen er næsten dobbelt så stor som eksporten, of McDonalds’ og Benneton. Bankmanden mener, at Tyrkiets jagt på EU-medlemskabet er skyld i alle de nuværende problemer, så han synes, Tyrkiet skal vende sig mod Centralasien i stedet. Også den manglende udvikling af demokratiet efterlader dem med en følelse af håbløshed. De er ophidsede over de mange korruptionsskandaler, og over at regeringen vil lukke det religiøse parti. »Hvorfor bliver de ved med at bekæmpe idioti med idioti?« spørger Mete. Deres eneste bud på en lysere fremtid er et helt nyt parti, men de har selv opgivet at påvirke udviklingen.
»Vi er vokset op i 70’erne, hvor vi så folk skyde hinanden på tværs af vejen på grund af deres politiske overbevisning. Der kom ikke noget godt ud af terroren dengang, og det er ikke vores måde. Vi er middelklasse, helt almindelige mennesker,« siger Metes bror, tandlægen, Okan.
»Jeg gider ikke, tænke på fangerne i fængslerne, eller om militæret styrer landet. Jeg vil bare gerne have lov til at gå op i mit arbejde og passe på min familie uden at skulle bekymre mig over alt muligt andet, men det er jeg nødt til i dette land,« siger han irriteret.

Så selv om de fleste tyrkere deler Atatürks drøm om den totale vestliggørelse af Tyrkiet, er der flere og flere, der spørger sig selv, om ikke prisen er for høj.
Også tegneren Aptül Elcioglu. I 1990’erne tegnede han i tegneserieavisen Hibir, der udkom i 500.000 eksemplarer hver uge, og som havde en helt speciel status i Tyrkiet. Gennem satiren kunne man skrive og sige alt det, der ellers ikke kom frem. Aptül portrætterede undergrundslivet i Istanbul og var med til at lave den første vestlige rockkoncert nogensinde i Istanbul i 1993. Selvom alle havde billetter til koncerten med Guns ’N Roses, sov mange uden for stadion i flere dage inden, også dem, der egentligt ikke kunne lide bandet, kom. Siden har Istanbul været fast stop på de store bands tour-liste, og det er ikke længere en sensation, ej heller noget man snakker om. Men Aptüls hår er stadig langt og skægget, en Franz Zappa-imitation, men ellers er Aptül mere optaget af politik, så han tegner for det venstreorienterede dagblad Cumhuriyet.
»Alt kom hertil efter Özal, nye ting hver dag og liberalismen og IMF og krav, men arbejderne har stadig ingen rettigheder. Og så mange forkerte folk sidder i fængslerne. Alt det, der kom til os, er bare tomt,« siger Aptül, der elsker Tyrkiet, og elsker Istanbul.
»Vi må gøre tingene selv i stedet for at kopiere Europa,« siger han og fremhæver Japan som et eksempel på et land, der er blevet lige så moderne som vesten, men som har beholdt sin egen identitet.
Efter en skilsmisse bor han sammen med sin mor og far i et ægte gammelt Istanbul-træhus med udsigt over Bosporus. Om aftenen flår Aptüls lyshårede mor og nabokonen Informations udsendte for lidt millioner i Rommy under højlydt jubel og gnækken, mens vi drikker øl og raki, ser udover lysene på Bosporus, og forsøger at få styr på den forstyrrede puddelhund, Angus, der er opkaldt efter guitaristen i AC/ DC, og som allerede har bidt deres udsendte én gang. På væggen i Aptüls gamle værelse, står der One Room, Four Persons, Music & Magic.

Istanbul er også magisk på mange måder. Forfatteren Orhan Pamuk beskriver den labyrentiske panik, den fortabte identitet i mødet mellem øst og vest i Istanbul i Den Sorte Bog, Orhan Veli indfanger den følelse man får, når man sidder i Ortaköys brostensbelagte gader, og Bosporus klukker for fødderne, mens vi spiser muslinger i brød om sommeren. Tyrkerne er romantiske og følelser og venskaber fylder meget. Også når Galatasaray vinder i fodbold, så er det med at komme ind fra balkonen, for så bliver der skudt op i luften af ren glæde. Det har kostet menneskeliv.
Min tolk, Serhan, 23 år, og jurastuderende, viser den første aften nogle digte, han lige har skrevet til sin kæreste, fordi de »har problemer«. Han har også brændt en cd med tyrkiske og engelske kærlighedssange, One fra U2 bl.a. Da kæresten ankommer til cafeen, har hun købt en bog til ham med digte, der beskriver deres forhold, siger hun.
Digtsamlinger sælger godt i Tyrkiet, også romaner, men de koster heller ikke mere end cirka 30 kroner, og mange har læst deres klassikere, selv Henrik Nordbrandt blev oversat for ti år siden. Obligatorisk skolegang og 70 universiteter har medvirket til, at kun 10 procent af de 70 millioner tyrkere er analfabeter i dag. Næste dag fortæller Serhan, at hans udkårne har taget ham til nåde igen, og han ser glad ud.

Men kærligheden kan også være besværlig. Ude ved lufthavnen i det nye kvarter Ataköy med 15 etagers høje, pæne bygninger bor tre generationer af familen Kirvac. De flyttede derud efter jordskælvet, fordi det hedder sig, at det er mere sikkert at bo i nye huse på penthouseetagen. Datteren Nesrin blev skilt kun et halvt år efter hendes bryllup på det gamle orientekspres hotel, Pera Palas. Så hun måtte flytte hjem til forældrene, mens hun var højgravid. I dag er hendes søn fem år, og som enlig mor har Nesrin ikke udsigt til at blive gift foreløbig. Hendes far, Erdogan, arbejder meget i skiftende lederstillinger og er aldrig hjemme. Men en dag ringede en kvinde på dørtelefonen og præsenterede sig som Erdogans elskerinde gennem fem år og sagde, at nu ville hun altså have Erdogan. Det blev Nesrins mor ret fortørnet over, så Erdogan var nødt at flytte ind hos sin søn og sove på sofaen i tre uger, før de fik klinket skårene igen. Men skårene blev klinket, det er nemlig ikke så ualmindeligt at have elskerinder, det er en gammel osmannisk tradition. Erdogans egen far havde således to huse – et til familien og et til elskerinden.

Pinar Akkuz, der bor i Maslak lige ved siden af Etiler, er ikke optaget af den slags problemer. Hendes farvestrålende tørklæde dækkker kun håret skødesløst, og hendes lave korpulente krop er klædt i lag på lag kjoler. Hun er en typisk landsbybeboer ligesom de 4000 andre, der bor i hendes område.
Da hendes nabo, Osman Öztürk, kom hertil fra 30 år siden, var han med til at etablere landsbyen i storbyen efter princippet om, at hvis du kan bygge et hus på en nat på en offentlig grund, må du beholde det, gecekondu, kaldes fænomenet. For det meste er gecekondu-områderne slum, der er beboet af landsbybeboere fra øst, ofte kurdere, der er flygtet fra udmattelseskrigen mellem PKK og den tyrkiske hær i det østlige Tyrkiet, hvor der stadig er undtagelsestilstand på trods af at kampene er få og sporadiske efter anholdelsen af PKK-lederen Abdullah Öcalan i 1999.
Udenfor Osmans kiosk, på de lave huse bygget sammen side om side med løse røde teglsten eller simpelt blik på tagene, hænger plakater, der reklamerer med Hadep – det eneste lovlige kurdiske parti i Tyrkiet, der fik fem procent af stemmerne ved sidste valg. I Osmans tætpakkede kiosk våger det obligatoriske billede af Atatürk, selvom Osman siger, at han er kurder og stemmer venstreorienteret med et smil. Ifølge tolken betyder det, at han stemmer på Hadep, men ikke vil sige det direkte. På spørgsmålet om, hvorfor Atatürk våger over en kurdisk butik, griner Osman med sine ødelagte tænder.
»Atatürk var en stor mand, vores fader. Kun en ny Atatürk kan få landet op at stå igen,« siger den gamle mand med et smil og venlige øjne.
»Vi rykker ingen steder i dag. Politikerne siger det ene og det andet, og der sker ikke noget,« siger han.
»Jeg er aldrig blevet tortureret eller forfulgt, fordi jeg var kurdisk. Dem, der siger, de ikke kan lide situationen, de prøver at skabe problemer. Hvorfor, vores land er godt,« smiler Osman. Det er Pinar ikke enig i. Selvom hendes sønner hedder Ümit og Onut – som betyder håb og stolthed på dansk har Pinar ikke meget håb. Selvom skolegangen er gratis i Tyrkiet, tager de et indmeldelsesgebyr, som Pinar og hendes mand endnu ikke har haft råd til at betale, så Ümit på syv år må vente med at komme i skole, til han er otte år. Pinar stemmer på MHP – det ultranationalistiske højreorienterede parti, De Grå Ulve, som er med i ministerpræsident Bülent Ecevits koalitionsregering.
»Tror du, de vil gøre noget for os?,« spørger hun.
»Nej.«Hun vil til Stuttgart i Tyskland, hvor hendes tante bor, siger hun.
»De har det godt der. Vores eneste håb er at komme ud af landet,« siger hun. På trods af de bistre udmeldinger er smilet stort og hvidt, øjnene skinner og hendes børn følger nysgerrigt med i samtalen inden de pjatter videre på vejen. De ser glade ud her i det også for Istanbul usædvanligt varme januarvejr med 16 grader og solskin, som de kalder Pastrami-vejr, det tyrkiske udtryk for indian summer, fordi man tørrer pastrami i det varme efterårsvejr.’

Pinar kan håbe på, at der snart bliver udskrevet valgt. Flere gange op til et valg har regeringen lavet ’jord-amnestier’, hvor beboerne i gecekonduerne får ejerskab over den grund, de bor på. Når det sker, er deres lykke gjort. Nogle af dem bliver millionærer i danske kroner. Byen med 12 millioner indbyggere og kontinuerlig befolkningstilvækst vokser i højden ikke i arealet, og ejendomspriserne i Istanbul er uhyrlige.
Ifølge Mete Acar er det typisk, at Pinar smiler, selvom hun brokker sig. Ifølge ham er tyrkerne et optimistisk folk af sind, som bare er trætte af, at umulige politikere bliver ved med at spænde ben for landet i forhold til den demokratiske udvikling.
»I virkeligheden er vi ikke så deprimerede, selvfølgelig er vi sure over de dumme politikere, vi har valgt, fordi de ikke kan styre landet. Men det ændrer ikke vores grundindstilling til livet, at det hele nok skal gå og blive bedre. Vi er optimister af sind – lidt lige som sigøjnerne. Lige nu er Tyrkiet i puberteten, men vi skal nok kravle op af dette sorte hul og komme ud på den anden side,« smiler han.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu