Læsetid: 5 min.

Bytteøkonomi eksploderer

I de senest to år har mange glemt, at com’et efter punktumet på internetadresser står for ’kommerciel’. Men nu tager brugerne over
1. februar 2001

Hvis der er nogen, der virkeligt har forspildt deres chance på Internet, er det de mange virksomheder, der besatte af vækst og grådighed, er bukket under på stribe i løbet af det seneste halve år. Men mens .com guldsygen har skabt overskrifter verden over, har en ganske anden social virksomhedsmodel vokset sig meget stærk – så stærk, at selv de grådige handelshøjskoledrenge er begyndt at interessere sig for nettes sociale bytteøkonomi. Peer-to-Peer (eller P2P) har man kaldt denne nye model for udveksling af alt, der kan digitaliseres.
To afgørende tekniske innovationer giver distributører af musik, film og bøger grå hår i hovedet. Digitaliseringen af kulturprodukter har gjort det muligt at lave kopier i det uendelige. Og Internettets gennembrud har ophævet alle begrænsninger i form af tid og geografi, så et stykke musik eller en ny film kan nå jorden rundt på sekunder.
Musikdelingstjenesten Napster er blevet et symbol på styrkeprøven mellem de store musik- og filmselskaber på den ene side og nettets millioner af brugere på den anden. Først lagde branchen sag an mod Napster. Så blev Napster købt af Bertelsmann, en af Europas største distributører af musik og bøger. Og i denne uge har Bertelsmann annonceret, at man vil til at tjene penge på Napster, sandsynligvis ved at begrænse adgangen til betalende abonnenter.
Det kan man kalde et eksperiment. Og meget taler for, at det placerer Bertelsmann solidt med røven i klaskehøjde. Som Sony Corporations chef Nobuyuki Idei blev citeret for at sige i gårsdagens Information, risikerer Bertelsmanns chef Thomas Middelhoff at blive »den mest upopulære person«.
Risikoen for Bertelsmann er – udover imagetabet ved at være ansvarlig for at begrænse adgangen til internettets suverænt største succes – at købet af Napster kan vise sig at være katten i sækken. For i det øjeblik Bertelsmann begynder at sælge billetter til forestillingen, vil brugerne med al sandsynlighed forsvinde til et af de mindre profilerede alternativer. Og Bertelsmann står tilbage med en kæmpe søgemaskine uden indhold.
Forklaringen er, at Napsters styrke, og samtidig dens akilleshæl, er, at tjenesten er baseret på peer to peer princippet. Kort fortalt betyder det, at værdien ikke findes i det center, der organiserer tjenesten. Værdien ligger i den aktivitet, der sker brugerne imellem, og i de bidrag hver enkelt bruger yder.
Peer to peer er det princip, der måske kommer tættest på at fungere på Internettets egne præmisser. Peer to peer fungerer nemlig efter et rent netværksprincip. I udgangspunktet er Napster blot et helt tomt program med en indbygget søgefunktion. På Napsters egne computere ligger der ikke et eneste stykke elektronisk musik. Først når den første bruger kobler sin computer op og vælger at dele sine musikfiler, får Napster et reelt indhold.
Ligesom et almindeligt loppemarked i en middelstor dansk provinsby, hvor den lokale idrætsklub stiller lokalerne til rådighed, men den egentlige værdi opstår, når den halve by møder op med stort og småt hentet ned fra loftet og op af kælderen. Og når der på en helt almindelig dag er mere end 5.000 brugere koblet på døgnet rundt, og de i alt deler næsten en mio. filer, kan Napster pludselig prale af et af verdens største musikloppemarkeder, hvor alle bytter musik med alle på globalt plan.

Napster adskiller sig imidlertid fra ren peer to peer ved at have et center, nemlig Napsters centrale server. Men andre og mindre kendte fildelingssystemer på nettet som for eksempel Gnutella fungerer i dag uden en central server. Den software, der driver netværket, findes på den enkelte brugers computer, og netværket er dermed helt uden et koordinerende center.
Hvor Napster fungerer som et loppemarked, hvor det er muligt at kræve betaling ved indgangen, kan de rene peer to peer modeller snarere sammenlignes med et Tupperware party. Det er lokalt organiseret, og det fysiske udgangspunkt er den enkelte deltagers hjem.
Summa summarum: Napster er ikke mere værd end summen af de faste brugere. Og der findes allerede velfungerende alternativer. Resultatet er brugermagt.
Peer to peer gør forbrugerne uafhængige af de store virksomheders distributionssystemer og prispolitik.
Filudveksling, bytteøkonomi og vennetjenester har altid eksisteret. Før gennembruddet for den digitale musik var det kassettebåndoptagere, der i stort set hver eneste danske hjem lavede kopier af plader og bånd, lånt hos venner eller venners venner. Med digitaliseringen af musik, film og bøger kan man lave sine kopier, uden at vennerne må undvære deres original. Og med internettet er gruppen af venner udvidet til også at omfatte venners venners bekendte og virtuelle netværk. Det er et problem for den måde kulturindustrien tænker i dag.
Men i al postyret og medlidenheden med de store, multinationale pladeselskaber vil det være skidt at glemme de store kulturelle muligheder, der følger med, når kulturen bliver digitaliseret og internettet distributierer på i en rasende hastighed. Peer to peer og delingen af musikfiler peger fremad mod en anden – og mindst lige så perspektivrig – brug af nettet:, fællesskaber eller Communities som det hedder på nettet.

Med nettet er det nemt at knytte nye kontakter baseret på fælles interesser. Et eksempel er communitytjenesten ICQ. Første gang en bruger logger på, beskriver vedkommende sine interessefelter, og andre brugere kan herefter tage kontakt for at chatte om emner af fælles interesse. Og de tusindvis af chatrooms på nettet er en oplagt måde at møde ligesindede. Uanset om musik- og filmindustrien eller forlagsbranchen sagsøger eller opkøber Napster og alle lignende tjenester på nettet, vil digitale kopier i massive mængder flyde via de personlige kanaler. Som et helt naturligt element i den sociale kontakt over nettet.
Den trafik er kultur – og den kan ikke tvinges ind i en forretningsplan. Og heldigvis byder kulturlivet på nye og innovative måder at udnytte de digitale muligheder. I dagens Information omtales det nye danske initiativ toneart.dk, der via nettet skal distribuere dansk rockmusik fra undergrunden.
Målet er ikke at tjene penge – tjenesten er gratis. Det eneste formål er at få danskerne til at lytte til dansk rockmusik, der ikke får mange chancer på hitlisterne. Paradoksalt nok er det i dag en begivenhed, at nettet byder på en ydelse og en oplevelse, der ikke koster penge og samtidig er lovlig.
De sidste par års dot.com hysteri og guldgraveri har efterhånden overskygget den lange række af netpionerer, primært forskere med interesse i vidensdeling, anarkister, tidligere ungdomsoprørere, tech-nørder og glade amatører.
Og alt imens investorerne lukker og slukker dot.com-festen, lever det kulturelle liv videre i bedste velgående. Blandt danskere med interesse for musik, og lyst til at snuse til rockundergrunden. Og blandt kurderne, der ikke kan få deres eget land i den fysiske verden, men som på nettet har organiseret en virtuel nation.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu