Læsetid: 4 min.

Cd-box

16. februar 2001

Af Anders Beyer, Torben Bille, Klaus Lynggaard, KAREN SOKKELUND MOHR og ERIK WIEDEMANN
(2. sektion)

Rock
Lindberg Hemmer Foundation: Brazilian Architecture (April/VOW)
*Fik man ikke nok af loungebølgen i 90’erne, kan det hermed bekendtgøres, at duoen Lindberg Hemmer Foundation er ude med sit andet album. Det er kølig og behagelig baggrundsmusik, som snildt kan afspilles i stormagasiner, supermarkeder og elevatorer, uden at en sjæl ville gøre indsigelser mod det. Med ekkoer af 60’ernes easy listening og 70’ernes latinfusion driver tonerne forbi som cumulus-skyer, og man gribes af en ubændig trang til at iføre sig sit allermest sexede strandtøj – et par badebukser fra 1997! – og tage en løbetur på Copacabana, mens man smiler til mulatpigerne (må man godt sige ’mulat’, eller kommer man så i fængsel?).

Nelly Furtado: Whoa. Nelly! (Dreamworks/Universal)
*Hvis man skræller den raffe og tidssvarende produktion af, vil man opdage at Nelly Furtados debutplade er et gement singer-songwriter projekt. Tilført en snert af R&B er det stadig primært et udtryk, som ligger sig i forlængelse af 90’er-stemmer som Alanis Morrisette, Fiona Apple og Tori Amos, om end i mindre krukket aftapning. Det er en lytteværdig og afvekslende udgivelse, hvor tilføjelsen af en DJ på en række skæringer giver en ny vinkel på en musik, der i sidste ende både bæres og domineres af den akustiske guitar. Det bedste er dog Furtados stemme, der præges af et herligt overskud og stort set aldrig forfalder til klynk eller selvmedlidenhed.

Leonard Cohen: Field Commander Cohen – Tour Of 1979 (Columbia/Sony)
*Ud fra mottoet »hellere i år 2001 end aldrig« udsendes nu noget over en times koncertoptagelser med Leonard Cohen fra hans 1979-turne. Den faldt i forlængelse af albummet Recent Songs, og sættet domineres da også af sange derfra, suppleret med en tre stykker fra New Skin For The Old Ceremony, samt et par af de uundgåelige ’klassikere’ – heldigvis dog ingen »Suzanne«! Mesteren er i storform her, og backingbandet Passenger giver – suppleret med den sublime oud-spiller John Bilezikjian – det kendte materiale en ny drejning. Mens vi venter på nyt fra den kant – Cohen er mindst lige så produktiv som C.V. Jørgensen! – kan vi glæde os over tidligere triumfer.-lyn

Jazz
Nikolaj Hess Trio: Playin’. Music Mecca.
*Et af vore yngre klavertalenter har her samlet en stærk trio med bassisten Jesper Lundgaard og Marilyn Mazur, hvis slagtøj vi alt for sjældent hører i andres projekter. Flere af Hess’ kompositioner og to danske sange fyrer dog ikke tilstrækkeligt op under spillet, som savner det forventede drive. Men Parkers »Moose the Mooche« og to af Hess’ stykker med Fredrik Lundin på basfløjte og tenorsax er en anden sag, som det havde været værd at gå videre med.

Rich Perry: O Grande Amor. SteepleChase.
*På en række SteepleChase-cd’er har vi lært Rich Perry at kende som en af de mest solide yngre tenorsaxofonister, og derudover har han gjort sig bemærket med bigbands og i Harold Dankos kvartet. På sin seneste kvartet-cd har han en god rytmegruppe med pianisten George Colligan, og spillet inspireres af et repertoire, som især associeres til Miles Davis og Getz. Om Davis’ »Nardis« siger noterne, at den er så nøje forbundet med Bill Evans, at den tit fejlagtigt tilskrives ham – ja, f.eks. på denne cd’s cover. ew

Klassisk
’Sofferte onde serene’ – Pianisten Kenneth Karlsson spiller nyere italiensk musik. Albedo.
*Sofforte onde serene er titlen på en cd som den norske pianist Kenneth Karlsson, som er vild med italiensk musik fra forrige århundrede. Titlen Stille, lidelsesfulde, passionerede bølger henviser til et værk af Luigi Nono. Men den giver også en nøgle til stemningen på cd’en, der indeholder en smagfuld samling af solostykker af Scelsi, Berio og Luigi Nono. Moderne klassikere med originalitet, musikalsk nysgerrighed og udtrykskraft. Karlsson har en unik evne til at skabe stemningsfulde musikalske rum.

’Faces’ – musik af Bendik Hagerup, Trond Reinholdtsen, Eivind Buene, Lars Petter Hagen og Maja Solveig K. Ratkje. Albedo.
*I de senere år er der vokset en ny generation kompromisløse komponister frem i Norge, som vil noget helt andet end faderskikkelserne. De gør sig både bemærket musikalsk og deltager med tydelig stemme i debatten. Cd’en Faces er et hørbart bevis på nogle af af de ganske særegne musikalske formationer, som komponeres af komponister født i 1970’erne. De fem værker spilles af Oslo Sinfonietta under Christian Eggen – ikke et dårligt valg. beyer

Verdensmusik
Mediterranean Lullaby. (Ellipsis Arts/Verdenshjørnet).
*Hvorfor synge for ungen, når man kan købe søvndyssende sange. Tidligere har Ellipsis Arts bidraget til højlydt snorken i denne anmelders arbejdsværelset med afrikanske vuggeviser. Nu prøver de igen med vuggeviser fra Middelhavsområdet – langsommelige sange, der til fulde lever op til pladens tema. De mest interessante bidrag kommer fra Libanon, Israel og Marokko, hvor der er andet og mere end søvn i øjenkrogen at komme efter, men Luna Montanos »Au Clair de la Lune« er virkelig til at falde i zzzzzzzz...

Hevia: The Other Side (CMC).
*Hvem skulle tro, at galicisk sækkepibe skulle gå hen og blive et hit? José Angel Hevia trasker målrettet og kompetent i hælene på Carlos Nuñez, der med sin sæk har bragt de spanske keltere fra Galicien ud til et stort (og fornøjet) publikum. The Other Side tager smidigt tråden op fra 1999-debut’en No Man’s Land, uden at der går for meget Riverdance i den. Men en melodiøs sag er det. Og mættet med landskabsmalerier, der kunne synes en anelse for pompøse, var det ikke for Hevias spring frem og tilbage over Gibraltarstrædet, der tilsætter pladen lokkende keltisk-arabiske blandingskrydderier.moh

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her