Læsetid: 4 min.

Cd-box

9. februar 2001

(2. sektion)

Rock
BS 2000: Simply Mortified (Grand Royal)
*Nu må 90’ernes postmoderne og ironiske fis da snart tage en ende. Og bare fordi man er en ’beastie boy’, har man vel ikke en medfødt ret til ubegrænset lydforurening. Men okay – vil man investere tæt på 150 kroner i et absolut ligegyldigt stykke musik kunne man jo prøve duoen BS 2000 latterlige Simply Mortified, hvor gode gamle Adam Horowitz sammen med sin nye legekammerat Amery ’Awol’ Smith har klattet en stribe infantile og dybt ligegyldige ’kompositioner’ sammen, pyntet op med diverse rytmeprogrammeringer og ’sjove’ gamle keyboards. Enerverende, ligegyldigt tidsspilde, som er lige til glemmebogen.

Steve Wynn: Here Come The Miracles (Blue Rose/MNW)
*For en ti år siden var Steve Wynn noget nær Det store hvide Rockhåb, da han efter at have tilbragt 80’erne i det kritikerombejlede Dream Syndicate gik solo. Det var før grunge, punkfunk og rapmetal ændrede spillereglerne, og man stadig kunne skabe sig et navn ved hjælp af en rockmusik, der lagde sig i, hvad vi kan kalde Den Store Tradition. Absolut intet ved de 19 sange på Here Come The Miracles indikerer, at den situation vil ændre sig i nær fremtid: Wynn leverer stadig kompetent og passioneret amerikansk rock uden fornyelse, og de Neil Young-knitrende guitarudladninger fremhæver kun det charmerende gammeldags. -lyn

Jazz
Edvard Nyholm Debess: Debazz. Tutl.
Karsten Vogel: Light When Dark. Tutl .
*To spændende musikalske hilsner fra Færøerne, begge distribueret af Danacord. Karsten Vogel er mellemmand i begge tilfælde: På sin egen cd som altsax-solist, optaget ved koncerter i færøske klippegrotter med deres særlige eventyr-akustik, overmåde stemningsfuldt; som moden eneblæser på pladen med den fine færøske bassist Debess i en fremragende rytmegruppe, hvor han er fuldt på niveau med pianisten Jacob Christoffersen og percussionisten Ole Theill.

John Scofield: Works For Me. Verve
*John Scofields lettere skizofrene produktion appellerer skiftevis til et publikum, som foretrækker hans hårdtpumpede, bluesrockede stil, og til andre, der kender ham som en fremragende jazzguitarist. Hans foregående cd, Bump, hører til den første type, mens den nu foreliggende er en af hans hidtil bedste jazzplader. Han har selv leveret et personligt, afslappet repertoire og spiller med et magtfuldt, nuanceret bastromme-team (Christian McBride og Billy Higgins), en modnet Kenny Garrett (altsax) og pianisten Brad Mehldau, der ligesom på Charles Lloyds »The Water Is Wide « for nylig er i fineste form. ew

Klassisk
Helen Davies: Open The Door Softly. ExLibris.
*Titlen afslører stemningen. Indenfor sidder denne dejlige musiker, der ikke er bange for at give og hengive sig i musikken. De berusende klangflader er som et lydbrusebad, man bliver ren af indeni. Med sig har Davies klangspecialister som Gert Sørensen, Cy Nicklin og Palle Mikkelborg.

Anne-Sophie Mutter: Værker af Prokofiev, Crumb, Webern og Respighi. Klaver: Lambert Orkis. DGG.
*Det er næsten lige meget hvad hun rører ved, Anne-Sophie Mutter, så bliver det vedkommende, nærværende. Alene på grund af Weberns Fire Stykker op. 7 er denne cd et must. Hun spiller så forskellige komponister som Prokofiev, Crumb, Respighi og Webern. En af hemmelighederne bag hendes spil er en ærefrygtindgydende omhu i detaljen. Med sig har hun den lyttende partner, Lambert Orkis. Den 22. februar i Tivoli giver Mutter koncert, og modtager Sonnings Musikpris. Vær der!

The Baroque Harpsicord. Works by Bach, Couperin og Rameau. Mortensen, Gallet og Jaccottet. Claves Records.
*Den prisbelønnede danske cembalist, Lars Ulrik Mortensen, gik sidste år sammen med Anne Gallet og Christiane Jaccottet. De spiller Bach, Couperin og Rameau. Alle på et Stirnemann cembalo fra 1777. Tre kapaciteter viser sig her fra deres bedste side. 350 år gammel musik udført så sprællevende, at enhver tanke om støvet historisk gengivelse opgives. beyer

Verdensmusik
Esperanto Desperado: Jen Venas (VinilKosmo/GUF og Verdenshjørnet, MS). Udk. i dag.
*Hvis man forstår esperanto, ved man, at »jen venas« betyder ’her kommer’. Men hvem gør det? Tja, i hvert fald flokken bag Esperanto-Desperado: et dansk-polsk-bosnisk balladeband, der gør sig i muntre og yderst dansable sange på esperanto. Som sproget indeholder musikken lidt af det hele: samba, rock, ska, ballader, sigøjnermusik... selv country & western. Kald det bare verdensmusik. Så længe det rykker. Og det gør det. Især Kim Jezus’ danske harmonika er et hit, men synge ka’ han ikke!

The Rough Guide to Global Dance. (World Music Network. Import: Amigo).
*Lokale toner og traditioner i globalt dancefloor-regi. Samlet og genudgivet på en af de utallige Rough Guide to ... -plader, som samler verdens musikalske mangfoldighed under så mange etiketter som muligt. Med denne skive er vi i clubland i selskab med Tony Allen (der tævede trommer hos Fela Kuti i 70’erne), den tunesiske oud- og drum’n’bass-troldmand Smadj, Subas sydende dancefloor-samba og Marcos Valles klassiske, brasilianske motiver i relativt nye omgivelser – samt indiske, østrigske, haitianske, italienske og sågar et dansk bidrag til det globale mix. Særligt forførende er franske Frédéric Galliano i selskab med en velsyngende vestafrikanske divaer med tilhørende strenge. moh

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu