Læsetid: 3 min.

Chit-chat-pærevælling

Spændende men mislykket eksperiment med chat-novelle
13. februar 2001

Ny bog
Det er Jens Blendstrups navn, der står uden på bogen med den alt andet end mundrette titel Eunuka tur// SLASH//
RETURN, men æren og ansvaret for den skal deles med Jeppe Englund Knudsen, der som vinder af en konkurrence Kulturnet Danmark sidste år udskrev, i en uge samarbejdede i et chatrum med Blendstrup på den novelle, som udgør bogens første halvdel.
Den anden halvdel fyldes af selve chatten, hvor man altså – ligesom hvem som helst der loggede ind i chatrummet – kan kigge forfatterne i kortene og få en fornemmelse af hvordan og hvorfor resultatet er blevet, som det er. Hele herligheden indledes af to forord, et af Kulturnet Danmarks Rigmor Kappel Schmidt og et gudhjælpemig af kulturministeren.
For dem, der kender Blendstrup og hans mere eller mindre syrede og absurde tekster og hans altid mere syrede oplæsninger, vil det forekomme som den naturligste ting i verden, at netop han skulle involvere sig i dette projekt. Som den ægte showmand i Højholt-stilen han er, har man aldrig kunnet beskylde ham for at tage sig selv for alvorligt, og jeg husker f.eks. selv hans oplæsning af en historie om en mand, der tror han er en flyvemaskine, som en af de mest magiske, jeg har oplevet.

Fremtidsmusik
Men i den her novelle går et eller andet helt galt lige fra starten. Måske er det selve udgangspunktet med at skrive en science fiction-historie, der passer Blendstrup dårligt. Han siger det selv i chatten allerede den første dag: Jeg er kommet ud hvor jeg ikke kan bunde.
Den historie, der kommer ud af det, handler dels om en videnskabskvinde, som opfinder en måde at ophæve tyngdekraften på, dels om fremtidssamfundet Eunuka.
Det er en slags satire over Europas Forenede Stater, hvor alle tredive nationalmelodier uafbrudt kører på skift fra højttalertårne, hvilket er dybt underligt, fordi det både irriterer størsteparten af landets indbyggere og er i direkte modstrid med statens i øvrigt strengt håndhævede politik om at udrydde alle spor af den barbariske fortid. Denne inkonsekvens er desværre alt for typisk for forfatterne, der tydeligvis ikke kan bestemme sig til, om de skal lave satire eller science fiction, spændingshistorie eller absurd komik og derfor blander det hele i en umulig pærevælling. Til sidst mister de helt interessen, og det hele opløser sig i en af den slags vittigheder, som fungerer så fint i Blendstrups korte prosa, men her virker som det sidste spark til en novelle, der i forvejen ligger ned.
Hvis den blanding af 1984 og Peter Pan, der kommer ud af eksperimentet, således er lykkeligt glemt, så snart man er færdig, så er eksperimentet selvfølgelig stadig spændende i sig selv. »Når kunst formuleres on demand er det udtryk for en nyskabelse,« skriver Elsebeth Gerner Nielsen. Men dette er jo strengt taget lodret forkert: Det er snarere en tilbagevenden til de tider, hvor kunstnere havde mæcener, der vidste, hvad de ville have. At denne form for dialog kan skabe det argeste kitsch er ingen nyhed. Skal der komme kunst ud af det, kræver det formodentlig, at begge parter fuldt og helt engagerer sig i det, og tager legen alvorligt. Rigmor Kappel Schmidt skriver i sit forord, at en svale gør ingen sommer – der skal øvelse til, før forfattere kan skrive ind og ud af hinandens tekster. Hendes vision er, at chatsamarbejdet på længere sigt vil kunne hjælpe til at skabe vældige hypertekstuelle værker og gid dog, at hun har ret – denne bog er et meget meget lille skridt i den retning.

*Jens Blendstrup: Eunuka tur// SLASH//RETURN - Chat + novelle. 145 kr. Bibilioteket Øverste Kirurgiske/Kulturnet Danmark

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her