Læsetid: 2 min.

Dansk rocks dogmebror

Kim Larsen følger sit instinkt uden at varme sig ved modeluner
16. februar 2001

(2. sektion)

Rock
Egentlig er det mærkeligt, at han ikke er mere i vælten, ham, Kim Larsen. I en tid, hvor ekcentricitet ellers ligner mainstream, burde den 55-årige sanger ikke være så meget ude af fokus som førtidspensioneret nationalskjald, men hyldes for ikke at gide lege med de andre, hvis det er på de aktuelle markedspræmisser.
Larsen går sine egne veje, og har altid gjort det. Modernitet har aldrig sagt ham en skid. Eller også har han aldrig vidst, hvad der var moderne. F.eks. fik han, i New York, en herostratisk berømt chance for at virkeliggøre sin drøm om at bryde igennem i USA, men endte med at lave discorock af en slags, der allerede dengang var forældet. Eller tag på mandag, hvor han udgiver sin nye cd, Weekend Music, en hulter-til-bulter-samling af sange på tysk, valbyengelsk, fransk og pizzeria-italiensk, som, uden at foregribe anmeldelsen, ikke lyder som noget andet lige nu. Men det lyder som Larsen.

Uiscenesat
Det har han altid gjort. Hør det centrale album, Forklædt Som Voksen, og sen-90’ernes roots-udspil med Kjukken, og bortset fra de tidstypiske 80’er-synthesizere er der ingen forskel. Larsen har aldrig været til fancy iscenesættelser, og når han på bagsiden af sin nye cd lader sig afbilde, iført Burberry-halstørklæde, er ironien til at få øje på.
Kim Melius Flyvholm Larsen er dansk rocks sidste dogmebror. Musikalsk eksperimenterer han ikke med kunstige tilsætningsstoffer; dét, man hører, er dét, man får. Han følger sit eget instinkt, og udviser en kommerciel dødsforagt, der er lige så stor som hans spildprocent.
Nok er han stadig Danmarksrekordholder i disciplinen ’flest solgte eksemplarer af et enkelt album’ – Midt Om Natten fra 1983 nærmer sig de 600.000 solgte, Aqua eller ej – men tidsåndens troløshed, dyrkelsen af ungdommen som den nye guldkalv og Larsens forståelige insisteren på at være sig selv, har de seneste år tæret hårdt på kassebeholdningen i millionfirmaet, kan man med mellemrum læse i Ekstra Bladet.
I tabloidpressen er ’Lune’ Larsen fortsat godt stof. Fordi han stadig fylder godt op i den trods alt betragtelige del af den offentlige bevidsthed, der ikke læser københavnske rockanmeldere og hører P3.
Larsen er i et andet kredsløb, og har i virkeligheden altid været det. Også dengang han ikke var til at komme udenom, når man skulle nævne dem, der satte den musikalske dagsorden.
Nu om dage bebrejdes han, at han synger om gamle dage som om han ikke også sang om det i gamle dage, men han hvæsser mundtøjet, når han beskyldes for nostalgi. Til EB’s Morten V. Poulsen sagde han i 1998: »Jeg drømmer mig ikke tilbage til de gode gamle dage, men jeg kan godt blive træt af en tid, der hele tiden gemmer sig bag billige grin og ironiske ord. Jeg foretrækker rene ord for pengene.«
Dem kan Larsen stadig levere. Den ene dag takker han nej til at medvirke i en tv-julekalender, fordi den er sponsoreret af BR Legetøj, for så den næste at finde det tåbeligt at kriminalisere forældre, der giver deres børn et par på siden af hovedet.
Og han mener det med den bramfrihed, som altid har været hans brændstof, uanset hvem der kørte og så smarte og bedrevidende ud i overhalingsbanen. På den led er han gammeldags. Nogen skal jo være det, som han sikkert ville formulere det.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her