Det lignede en farlig aften: Den norske forfatter Jan Kjærstad havde insisteret på at takke danskerne, fordi de havde inspireret nordmændene til at indstille Kjærstad til Nordisk Råds Litteraturpris. Som Kjærstad følgelig fik i februar for romanen Opdageren. Og selvom Kjærstad skriver lange bøger, mestrer han også det knappe udtryks økonomi. Som han sagde: »Uden danskerne, ingen pris«. Hvorefter han annoncerede, at om han så personligt skulle leje den Sorte Diamant, så ville han komme og takke danskerne. Og så greb den Norske Ambassade ind: Lejede den Sorte Diamant og inviterede danskerne til takketale.
Jeg er slet ikke sikker på, at danskerne har godt af at blive takket. Det kan vække til yderligere selvglæde og mere huttelihut over, hvor gode vi er. Os med verdens bedste samfundsmodel og verdens bedste returflaskesystem og dejligt uforstyrrede øer til vores gæster. Og man synes allerede at have set en selvdyrkende tendens i de danske avisers kulturspalter: Det var os, der opfandt Jan Kjærstad, vi er bedre end nordmændende til at læse norsk litteratur.
Vi er så gode
Med til den aktuelle historie om nationalstatens eventuelle krise hører en række europæiske romaner skrevet over refrainet: Jeg hader det land, jeg kommer fra. Man kunne nævne Carl-Johan Vallgrens hadebrev til Sverige Til Hr. Bachmanns katalog. Og Thomas Bernhards over 400 sider udstrakte los i Østrig som røvhul: Udslettelse. Og mange flere.
Man kunne således vælge at se det som del af en strøm, når Nordisk Råds Litteraturpris i år blev tildelt Jan Kjærstad, der i sin trilogi om tv-produceren Jonas Wergeland gang på gang har udstillet den norske selvtilfredshed og provinsielle selvgodhed. Kjærstads kritik er selvfølgelig i første omgang en kritik af Norge og norske forhold. Og sådan er den blevet læst i Danmark, hvor folk endnu en gang ryster på hovedet og taler om, hvor utroligt nationalistiske nordmændene er. Med deres dyre folkedragter og hysteriske sportskommentatorer.
Nordmændene er i vores øjne faktisk ligeså nationalistiske som franskmændene med deres protektionisme og dårlige engelsk. Og som østrigerne med deres fortid og Jörg Haider. Og så videre. Det sjove er, at det netop er den provinsielle selvtilstrækkelighed, som Kjærstad kritiserer. Kritikken gælder en indstilling af blikket og ikke det sete.
Et los
Naturligvis gælder det danskere ligeså meget som nordmænd. Men på den allermest subtile måde er det lykkedes danskerne at læse bøgerne,så nationalismekritikken bliver en kompliment til Danmark. Det er jo ikke os, det handler om. Det er Norge. Vi har jo selvironi. Et begreb, danskerne uden ironi hævder at have opfundet.
Men efter velkomst fra den ambassadør og derefter Jytte Hilden, fik danskerne et los.
»Hvorfor elsker danskerne Jan Kjærstad ?«, spurgte den norske kritiker Øystein Rottem ud i den velbesøgte Dronningesal. Og han fortsatte:
»Er det, fordi han bekræfter danskernes forestilling om nordmændene som selvtilstrækkelige fjeldaber, der er blevet oliesheiker?«. Det høje grin fra salen var et klart signal: Rottem havde ramt. Og så ramte han igen: »På denne aften mindes jeg historien om Hamsun, der i 1880 forelæste række her i København. Og på første sad Georg Brandes. Og sådan er det: Danskerne har kritikerne, men nordmændene har forfatterne«.
Carsten Jensen var aftenens fjerde taler. Også han søgte at reflektere forholdet mellem Norge og Danmark med en henvisning til en montre i det norske udenrigsmnisteren: »Der står den whiskyflaske, som Per Hækkerup tømte, inden han tabte olien til Norge.«
Efter fire talere, tre kvarter og et meget langt bifald tog Jan Kjærstad endelig ordet: »Tak,« sagde han. Og fortalte en historie fra sin tidligere barndom om en tegning, der strålede som en ædelsten. Men som bardommen var ædelstenen forsvundet.
»Hele mit forfatterskab kan kaldes jagten på den forsvunde diamant, men i aften har jeg fundet den igen. Her hvor jeg står: I den sorte Diamant. «
