Læsetid: 3 min.

Den danske sangchat

Danmarks Radio fejrede sig selv, fortiden og den evige danskhed
19. februar 2001

Melodi Grand Prix
Man kan sige meget om DR, men koncernen har forlængst taget ved lære af konkurrencesituationen. Det handler om at fejre sig selv ved enhver given lejlighed for dermed at skille sig ud. Positionering hedder den slags.
Derfor handlede dette års danske Melodi Grand Prix mest om sidste års udgave af det samme show, som virkelig bragte grandprix-kulturen hjem til folkelighedens elektroniske moderskød i Gyngemosen.
Det var uplanlagt og uforklarligt, og derfor dobbelt magisk, dét, der skete sidste år i Cirkusbygningen, hvor Brødrene Olsen genopstod fra de skindøde, og med dem en hel genre, som blev shinet op og bragt til ære og værdighed igen på parnasset. Gråt guld blev Gud.
I Skørping og Hejnsvig og Nørup har man nu altid været til granpriks. Også dengang DR havde forvist genren som en anden uafsættelig discountvare til skammekrogen i Keld Heicks program Musikbutikken. Hvor få år siden det egentlig er, stod der ikke på nogen af grand prix-værten Heicks cue cards i lørdags i Månebase Alpha-scenariet i stål- og kromhelvedet i Herning.
Aftenens omkvæd var »en gang til, en gang til ...« Hele aftenen var nemlig én lang prolog til det internationale Melodi Grand Prix, som finder sted i Parken i København den 12. maj, takket være Jørgen og Noller Olsens sejr sidste år. Og d’herrer Olsen var da også indforskrevet som maskotter i år under mottoet »Gå altid tilbage til et stjerneskud.«

Taktfast kanonisering
Sammen med 11 andre tidligere grand-prix-vindere præsenterede de årets deltagere. Modtagelsen af de nye sange(re) kunne ikke matche det bifald, der slog op om Gry, Bjørn Tidmand og Birthe Kjær. Her eviggjorde vi en danskhed fra dengang, der var teaktræ, voksdug og røvbaldegardiner og lakstøvler til, og kunne vi have nøjedes med denne taktfaste kanonisering af fordums koryfæer, havde aftenen været lige god for det, for dansken elsker at klappe – og helst af sig selv. Det så man i løbet af aftenen i de larmende indslag fra forsamlingshuset i Skørping. De blev sendt live, men kunne lige så godt have været arkivmateriale fra før, ethvert skolebarn kunne stave til globalisering.
Helt sådan forholdt det sig ikke med de ’nye’ sange. Der er sket noget. Trods de obligate 80’er-kloner, og folk, der, som den uglamourøse Helge Engelbrecht, helt oplagt er kommet til den forkerte fest, men sympatisk nok vælger at blive. Og vel kan man stadig undre sig over, at samfundets etniske minoriteter endnu
ikke har fået øje på grand prix’ets eksponeringsmuligheder – eller er nåleøjet stadig for smalt? – men først og fremmest huser formen nu en genremæssig bredde, som afspejler tidens kulturpluralisme. Og »at chatte« tilhører nu enhver grandprixtekstforfatters aktive ordforråd.
Aftenens reelle vinder blev Herning, der i det reklamefri DR fik lov at eksponere sig selv, som var byen et firma.
Aftenens anden vinder blev de orlovsramte skolelærere, Søren Poppe og Stefan Nielsen, med deres egen mundrette, men ikke overdrevent sangbare »Der Står Et Billede Af Dig På Mit Bord.« Det kan ikke undre. Som Rollo & King havde de gjort fin forhåndsreklame for sig selv med landeplagen om deres date med Kate fra Vesterbro, hende, der spørger, om ikke han vil tage bukserne af ...

Cowboyblå sex
Deres grandprixvinder lød nærmest som et destillat af sangene fra det album, men i al deres afvæbnende almindelighed, suppleret af den uskyldigt, sødmefyldte cowboyblå sex fra sangeren Signe, lød de så danske, at vi tog dem til os, når nu Brdr. Olsen ikke kunne deltage for anden gang med »Smuk Som Et Stjerneskud«. Og så må de have et særligt popgen i Danmarks Lærerforening. Nej, jeg tænker ikke på Jelved.
Typisk nok fik aftenens eneste originale bidrag, baSix’ blanding af britisk drengepop og 50’er doo wop, ekspertjuryens topkarakter, men måtte tage til takke med hæderen og en andenplads i en verden, hvor førstepladser ikke altid har været nogen fremtidssikring. Også det ændrede Brødrene Olsen på.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu