Læsetid: 2 min.

Dengang før om lidt

9. februar 2001

(2. sektion)

Langbølgerne går ikke længere så højt i radioen

Radio
Da jeg lukkede op for apparatet tirsdag, hørte jeg, at man hver onsdag i den næste måned kan møde op kl. 17 i Radiohusets studie 5 og gratis lytte til dramatik og lydmure fra DR’s arkiver. Jeg ved ikke, om man kan høre Shivaskriget, men det blev nævnt, og det bragte jo en tilbage til de dage, som den syngende irske filosof George Ivan Morrison igen og igen rabler om som »before rock and roll«.
Der var også radio dengang, men ikke noget tv, og det hele foregik på lang-, mellem- samt ikke mindst de meget spændende kortbølger. Det var Willis Connovers ’jazz-hour’ på Voice of America, Motown på AFN. Radio Luxembourg og Eliot eller Dylan Thomas på BBC Third Programme. Og det var om natten.
Nu er det her jo en kulturel avis, så da jeg ville høre P1 oppe i stuen, måtte jeg ty til langbølger igen, for på FM blev kanalen kraftigt forstyrret af et af de ca. tyve konstant dunkende lydtapeter, der kværner på hele båndet. Sådan er radio jo nu. For de unge og for de gamle, pop og quiz.
Skidt med det. Jørgen Johansen og Henrik Wivel samtalede om Paris som »malernes by«. Det var for de ældre, der gerne ville have repeteret universitetspensummet fra 70’erne og 80’erne. Baudelaire filtreret gennem Benjamin.
Men jeg lukkede, da Wivel påstod, at Paris tiltrak kunstnerne, fordi byen var bygget til at være moderne.
Det passer jo ikke. Der er mange steder i Paris, modernismens gamle hovedstad, hvor man den dag i dag kan møde både Thomas Aquinas og Francois Villon.
Det var ikke meget bedre med udsendelsen bagefter om Corners årlige udstilling.
For det første insisterede programmets annoncør på at sige »Corner« med stød, hvilket ikke giver nogen mening, og for det andet nåede mikrofonmanden frem til en anmelderagtig konklusion. De bedste ting på Corner, mente han, er så gode, at sammenslutningens svagere medlemmer i den grad bliver stillet frem som ikke gode nok. Der blev ikke nævnt navne, så det må være dem. Hvad skal vi gøre ved det, spurgte han, og lod svaret blafre i vinden. Luk. Den slags kan enhver komme og sige.
Egentlig havde jeg så forestillet mig at slutte med Stardust om aftenen, et af de programmer, hvor folk på min alder kan indsende ønsker. Men det er alligevel ikke Willis Connover, og nostalgi skal der mere power på, hvis den skal fænge.
Så jeg leder videre på bølgerne. For et år siden fandt jeg en irsk station midt om natten. I knasende stjernestøv fra stratosfæren snakkede den om krigen i Belfast og spillede ind imellem gammel, dum blues og sentimentale irske ballader. Jeg har aldrig fundet den igen.
Måske er den flyttet. Måske var det bare ham, Morrison. Kom ind, Hilversum. Bedstefar kalder!

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu